Bristet håb, ubetinget kærlighed og mærkedage

Den her dag, Alfreds fødselsdag den har så stor betydning og rummer nogen af de dybeste, bedste og værste minder jeg har.

Hver gang mit lille menneske har fødselsdag gennemlever jeg det hele, alle følelserne, glæden, smerten, afmagten, lykken, sorgen, utilstrækkeligheden, og smil og tårer i en strid strøm. Det hele gør mig trist, stolt og glad på samme tid. Alfred mit eneste barn, som oplevede min mor. Eller hun oplevede ham, for han var jo blot en lille baby. Men det var ganske særligt for mig, det var særligt at give min mor hendes nye titel. Mormor – og med det kom en masse drømme og billeder omkring hvilken fantastisk en hun ville blive. Bare det at se hende komme ind på fødestuen og stikke sin lange næse helt ned i Alfreds bløde hals og dufte ham. Da hun tog ham op i dynen og holdt ham helt tæt i hendes favn. Jeg husker det som var det i går, måske fordi han var min første, eller også fordi at jeg har gemt de minder et helt særligt sted og de sidder mejslet fast i min ellers dårlige hukommelse.

Jeg husker også at alle drømmene brast. Ret hurtigt desværre. Kræften kom og den var ikke nænsom, den tog Alfreds mormor inden hun nåede at kende ham og hun fik ikke snust til hans dejlige babyduft særlig længe. Jeg holdt længe fast i drømmen og håbet, men slap det langsomt i takt med, at jeg kunne se at min mor simpelthen var for syg til at være mormor. Hun kunne dårligt være mor. Hun kunne dårligt leve. Hun kunne kigge på mig fra hospitalssengen med de mest sørgmodige øjne. De sagde det hele. Der var ikke mere, ingen drømme, intet håb. Og pludselig var hun væk. Min mor var død, Alfreds mormor som ikke fik lov at være hans. Han husker hende ikke, men jeg husker alt og især de første 2 måneder af hans liv. Hun var syg, men stadig hjemme og hun nåede at være der den smule hun kunne. Jeg kunne mærke at hun elskede mit barn og at hun ligesom jeg, bare kunne sidde længe og se på det lille bitte menneske, uden at tale eller gøre andet. Sådan en kunne jeg godt have brugt med de to andre børn.

De her dage ripper op og minder mig om, at det er over 7 år siden vi mistede hende. Jeg kan ikke begribe at det er så længe siden. Tænk at jeg har født yderliger to siden. Heldigvis er dagen også særlig fin, fordi den er Alfreds. Ham der gjorde mig til mor. Og lærte mig hvad ubetinget kærlighed er. Han er blevet fejret i går og i dag. Jeg er så stolt af det fine menneske han er. Han er så eftertænksom og bare gennemgåede god. Han er dygtig og sej. Følsom som sin far, ha ha jeg ved ikke hvem af dem som tudede mest i morges da han fik sin lille hamster. Jeg elsker ham og er stolt af at være hans mor.

Tak for dig smukke Alfred. Og tillykke med din helt særlige dag.

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *