Børneværelse: Et vitrineskab til opbevaring på flere måder

Efter jeg har malet ude i vores entré, så var der en slat maling tilbage i bøtten og Selma blev hurtig enig med sig selv om, at vi skulle male noget inde på hendes børneværelse.

Derfor er vitrineskabet blevet lilla. Og jeg elsker hvor fint det er blevet og hvordan farven lige har givet det helt nyt liv igen. Tænk det skab, havde oprindeligt glaslåger på og jeg købte det, mens Selma lå inde i min mave for otte år siden og boblede rundt. Vi købte det til hendes børneværelse og så havde jeg hendes babytøj derinde. Jeg husker det som var det i går, hvordan jeg sad med tyk mave og samlede skabet og hvordan jeg elskede at folde de små stykker tøj og stable i sirlige bunker. Den orden holdt så ikke særlig længe og jeg indså at glaslåger ikke var specielt egnede som klædeskab, når man er et rodehovede. Men da tøjet var størrelse baby, var det ret perfekt.

Nysamlet og klar på pigeværelset. Stadig uden greb, men mit gravide jeg kunne simpelthen ikke vente med at putte tøjet ind.

Senere da tøjet fik en anden plads, tog jeg lågerne af skabet og så fungerede det til opbevaring af legetøj. Det gør det stadig. En del år da Alfred og Selma delte børneværelse, hvor skabet var opdelt med en prisesse halvdel og en ninja turtles halvdel – ja, det er ret stereotypt, men sådan var det altså.

Det sidste års tid, har Selma igen haft sit eget børneværelse og vitrineskabet er fulgt med hende derind og er stadig uden låger på. Knapt så mange prinsesser, men stadig med masser af legetøj. Det er simpelthen perfekt, fordi det både har skuffer og hylder. Så kan noget være gemt væk i skufferne og andet kan stå fremme. Det fungerer virkelig godt som legetøjsskab. Men jeg forestiller mig det også med bøger i, eller service, vaser, keramik eller andet pænt. Det er et godt vitrineskab, som nemt lige kan opgraderes lidt med nye greb, maling eller uden låger som vi bruger det. Det fåes faktisk stadig og er fra IKEA. Jeg har tidligere skiftet greb, men måske jeg skal finde nogle nye igen til den lilla farve?

Jeg har malet i helt samme lyse lilla maling fra Røverkøb, som jeg brugte ude i entréen  – den hedder Atlantik 3A og jeg havde selvfølgelig lige akkurat ikke nok i den rest. Typisk, så hvis nogen er interesseret i lilla træmaling, så har jeg næsten en hel ny bøtte, hvor jeg kun har brugt meget lidt. Jeg tænker ikke jeg skal male mere med lilla i hjemmet, men jeg må indrømme, at jeg har fået blod på tanden og har fået lyst til at male alt muligt i andre farver. Måske en væg i stuen, en halv væg måske? Ligesom i køkkenet og inde på Kalles børneværelse. Det synes jeg ser så pænt ud. Jeg må lige tænke over hvilken farve det eventuelt skulle være og hvor.

Jeg er så taknemmelig for, at hun er glad for værelset og jeg bliver så glad i maven, når jeg kan høre hvordan hun dimser rundt derinde i lang tid. Og selvom ingenting er ændret, andet end farven på hendes vitrineskab, så gør det ret meget for hele rummet. Hun har selv ryddet op på hylderne, sendt til genbrug og stillet det op hun gerne vil beholde.

Et kig ind til Alfreds børneværelse. Hele hans værelse kan ses her. Der er en skydedør imellem de to værelser, han kan lukke – og det gør han så. Min lille pre-teen. Selma har det største værelse, men hun er også den der leger aller mest med alle legesagerne udover hele gulvet. Især når hun har veninder på besøg, så det giver så god mening. Kalle er stadig i en alder, hvor det meste ofte ender inde i stuen.

Selma var selv med til at male skabet og det synes hun altså var ret sejt. Jeg tror det betyder noget, at hun selv fik lov og selvom det er hendes gamle skab, så elsker hun det på ny og det gør jeg også.

(Visited 19 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *