Okay, nu kan jeg ikke trække den længere med det her indlæg. Det er et indlæg som flere efterspørger, så derfor har jeg samlet nogle af mine absolut foretrukne mærker når det kommer til børnetøj. Jeg har altid elsket moden til børn, også længe før jeg overhovedet kom på Instagram. Ja, selv før jeg selv fik børn. Jeg synes tøj til børn er sjovere end voksentøj. Mens de var babyer fandt jeg rigtig meget i Mødrehjælpen, det er dog blevet svære jo ældre de er blevet. Jeg køber dog stadig genbrug til dem og finder især gode sager hos nogle af de små Instagram “butikker”.
Af de gængse børnetøj mærker bruger jeg til alle tre børn både H&M, Arket og Zara. Der kan jeg altid finde noget til dem, både noget med lidt humor, men også noget helt basis og så koster det ikke alverdens. Jeg er især glad for deres særlige kollektioner som kommer nogle gange om året. Jeg kigger ofte i pigeafdelingen efter noget til Kalle og i drengeafdelingen efter noget til Selma – især hos Zara er der altid noget til dem i de modsatte afdelinger. Mine børn kan heldigvis arve en del af hinanden og så holder jeg loppemarked to gange om året, hvor jeg sælger en del af ungernes tøj videre. Derudover har vi også vores kære bytterum her i vores andelsforening, der har jeg fundet en en masse guld og så lægger jeg også en del derned selv – både af mit eget og ungernes tøj. Super god ordning. For med tre børn i husstanden er der en del kluns at holde styr på. De vokser som ukrudt og får hullerne på knæerne konstant.
Nu blev jeg forleden spurgt ovre på Instagram om, hvordan jeg havde det med at gøre mine børn kendte. Arhh, nu føler jeg jo ikke at hverken jeg selv eller de er kendte. Jeg viser dem sjældent i min feed, men oftere i stories og der ses de mest bagfra eller uden ansigt – ikke at de ikke må være der, men jo ældre de er blevet, jo mere har jeg trukket dem ud af mit eget game. De er som tidligere beskrevet, så stor en del af mig, at jeg ikke har lyst til at trække dem helt ud, med mindre de selv ønsker det. Så de er en del af mit onlineunivers, så længe de selv har lyst -uden overhovedet at spille hovedrollerne. Det gør de alligevel også så rigeligt ude i livet bag skærmen. Men altså, selvom de ikke er så tydelige i min feed som tidligere, så bliver der alligevel spurgt ind til deres tøj ret så ofte.
Jeg har lavet en collage med tøj til hver af mine børn. Både med noget de i forvejen har og med noget som de sagtens kunne have i deres garderobe. Det bliver selvfølgelig sommertøj, for jeg tænker det er det vi alle sammen hepper på lige nu.
Lilla bluse // Bukser //Lyserød top//Nederdel//Kjole//Denimjakke
Jeg starter med en collage, med børnetøj til Selma. Denimjakken har hun allerede og resten er alt sammen noget, som hun snildt kunne eje. Hun elsker farver ligesom jeg gør, så det nyder jeg altså lidt. Jeg tænker at børn sådan generelt ret godt kan lide farver. Selma har i hvert fald ikke lyst til at gå i sort, men hun ser jo heller ikke mig gøre det – så jeg vil selvfølgelig ikke generalisere. Jeg tænker sjældent i sæt, når jeg køber tøj til nogen af os. Jeg kan godt lide at meget af det kan passe sammen på kryds og på tværs, uden det bliver et låst sæt, hvis det overhovedet giver mening? Jeg synes derfor, at hele collagen kan sammensættes i flere kombinationer. Så der er faktisk en del sæt i de seks stykker tøj.
Til de kølige sommerstunder så har vi altid lidt forskellige farvede strømpebukser. De her er fra MP, men jeg køber også dem fra H&M og Arket. Og så synes jeg at knæstrømper er noget af det mest nuttede i verden. Både Selma og Kalle rocker dem i stor stil. Dem her har jeg lige fundet i Arket.
Rib bluse//Denim overall//Shorts//Lyserød top//Stribet top//Grå bluse//Skjorte//Leggings
Kalles lille garderobe. Han har de sennepsgule leggings og har i det hele taget flere forskellige leggings, jeg synes det ser så dejligt behageligt ud til ham og det er let for ham at gå på toilettet selv. Jeg tror det er noget af det jeg går allermest op i, når jeg køber tøj til alle mine børn. Det skal være behageligt, rart og til at lege i. Kalle med de mørke øjne, er så fin i de varme nuancer og så elsker han lyserød og rød.
Blå bluse//Shorts//Army bukser//T-shirt//T-shirt i tre farver//Hættebluse//Stribet T-shirt//Bukser
Min store dreng har ikke sådan voldsom mange krav til, hvordan hans tøj skal se ud (endnu) og går egentlig slet ikke særlig meget op i hvad han har på. Han har dog lige købt sit første stykke tøj helt selv for hans egne penge, det er en marineblå t-shirt og der står Fortnite på brystet. I guder altså, men han er bare så glad for den. Så selvfølgelig skal han have lov til det. Han er ikke så vild med skjorter, men ellers går han med det meste. Af ovenstående har han de grønne bukser, den t-shirten med tre farver. Der skulle have været noget rødt i den collage, for det er simpelthen så pænt til ham. Han har blandt andet denne hættetrøje. Fordi han bevæger sig så meget, tænker jeg med ham endnu mere over, at det skal være behageligt at have på.
Favoritmærker udover de gængse fra H&M, Arket og Zara
Selma
Kalle
Norma
Wawa Copenhagen
Molo
Alfred
The New
Molo
Adidas
Vans
Nike
Jeg håber virkelig I kunne bruge indlægget til noget. Jeg er ikke den største blogger-ørn i forhold til de der collager med tøj, så det her er det bedste jeg kan diske op med.
Jeg går desuden og lurer lidt på, hvordan jeg skal greje den med indlæg omkring min egen (voksen) styling. Det får jeg nemlig også en del spørgsmål omkring. Jeg kunne godt tænke mig at starte et fast indlæg omkring mit tøj. Mit eget, genbrug – noget jeg drømmer om. Måske noget med mine favorit sæt i min sommergarderobe, eller “sådan styler jeg disse bukser på tre forskellige måder-ish”. Åh jeg ved det ikke, gode forslag modtages gerne.
Kram fra mig.