Det her med altid at træffe de rigtige valg på mine børns vegne, det kan godt være svært. Og jeg er faktisk også 100% sikker på, at det ikke altid er de rigtige valg jeg træffer. Jeg forsøger dog at gøre mit ypperste. I forældreskabet vil der nok blive ved at at komme opgaver, som man skal handle på for allerførste gang. Det startede med amning, ble, den første mad, børn der skal gå fra to lurer til en enkelt lur, vuggestuestart, skolestart og ned i en masse praktisk. Men som børnene er blevet ældre, er det ofte helt andre opgaver, man finder sig selv stå i for første gang. Opgaver som der forventes at man tager sig af. Jeg føler at jeg hviler ret godt i min rolle som mor, selv når jeg vakler og er i tvivl – men jeg vil nødigt gøre andre mennesker kede af den beslutning jeg har truffet på mine børns vegne.
Mine to skolebørn er begge i en alder, hvor legeaftaler betyder en hel del og det betyder derfor en del koordinering for mig.
Børneopdragelse og valg vi træffer på vores børns vegne
Her kommer mit dilemma ind i billedet, for jeg har et par gange måtte takke nej til en legeaftale på mine børns vegne, fordi de simpelthen ikke havde lyst til at lege med det pågældende barn. Jeg var sådan i tvivl, om jeg i stedet skulle have tvunget mit eget barn til legeaftalen, i tvivl om jeg hellere skulle have løjet og opfundet en årsag, til at det ikke kunne lade sig gøre eller om jeg simpelthen bare skulle være ærlig. Jeg valgte det sidste, fordi jeg har det bedst med at melde rent ud og jeg ville ikke bryde mig om at lyve. Og der kunne jo blive ved med at komme forespørgsler om legeaftaler fra de samme børn og skulle jeg så blive ved med at lyve? Lige om lidt har begge mine børn en alder, hvor de selv aftaler deres legeaftaler og så er jeg alligevel ikke med ind over længere og til den tid, går jeg ud fra de selv siger til og fra – forhåbentlig på en høflig måde. Jeg havde dog muligheden for at gøre det sådan lidt gelinde og barnets mor, kunne sige at legeaftalen ikke blev til noget på grund af travlhed. Altså hun kunne skåne barnet for min kedelige sandhed. Når de selv sidder med deres aftaler, så kan det blive sværere at skåne børn på den måde. Av.
Jeg synes jo man skal være ærlig helt generelt i diverse relationer og det er også det jeg lærer mine børn at de skal være. Nogengange skader en hvid løgn ikke og jeg var oprigtig i tvivl om det her ville have været bedre at lyve. Og jeg kan mærke at jeg stadig er en smule i tvivl. For det er en dum besked at viderebringe. Jeg ville da også selv blive lidt ked af, hvis et barn ikke havde lyst til at lege med mit. På den anden side, så er gamet jo sådan – også videre frem i livet. Man vil blive afvist og der er bare mennesker man klikker bedre med end andre og så er der måske også perioder, hvor matchet er dårligt. Jeg vil for alt i verden, gerne beskytte mine børn, men jeg vil bestemt også gerne vise dem livet. Og livet dufter desværre ikke af roser hele tiden. Hverken voksen eller børneliv. Så jeg er ganske afklaret med, at jeg selv gerne ville have rent besked, hvis et barn ikke helt havde lyst til at lege med mit. Så kan jeg selv vurdere hvordan jeg vil viderebringe beskeden til mit barn.
Må jeg ikke spørge jer, hvad I ville gøre eller hvad I gør? Tvinger I jeres børn til at sige ja til en legeafte, selvom barnet egentlig hellere vil lege med en anden? Eller har I en holdning til om man skal gøre det ene eller det andet?
Eneste kobling jeg har med dette billede er, at mine “streger” i panden er blevet tydligere og tydligere i takt med at børne er vokset (åh ja, og det er min alder jo også -sjovt nok)
Jeg tror ikke at jeg ville lægge ud med at sige til nogen at mit barn ikke har lyst til at lege med X. Der ville jeg nok bare sige at barnet var for træt lige i dag eller lignende. Hvis det skete gentagne gange at X spurgte og mit barn ikke ville, så ville jeg sige (en pæn version) af sandheden til barnets forælder.
Nu er mine så store at de efterhånden laver alle aftaler selv. Der har jeg snakket med min datter om at hun altid kan give mig skylden hvis hun har brug for at afvise nogen og ikke vil gøre dem kede af det. Det sker jo at hun ikke lige gider den dag eller gider den der spørger – så er det bare nemt at sige at man ikke må for sin mor. Vi har så også en aftale om at hvis man har sagt nej til X, så siger man også nej til Y (den samme dag).
Helt enig i man måske ikke starter med at sige sådan, men hvis det er over tid. Og hvis det var til barnet direkte, ville jeg heller aldrig sige sandheden på den måde.
Jeg følte godt jeg kunne sige det til moren. Altså på en pæn måde. Selvfølgelig.
Helt sikkert enig med dig i, at man ikke kan sige nej til et barn og så lege med en anden samme dag.
Tak for at dele✌?
Hej Trine.
Den er så svær. Jeg har oplevet det et par gange – altså at mit barn ikke har lyst til at lege med et barn som spørger. Jeg har faktisk aldrig været helt ærlig. Jeg er kommet med svar som eksempelvis; “det er ikke så godt i denne uge”. På den måde køber jeg min datter noget tid. For der er faktisk næsten ingen som hun slet ikke vil lege med. Der kan være perioder hvor hun foretrækker andre. Hvis et barn et par gange har spurgt om en legeaftale og min datter fortsat ikke har lyst, så forholder jeg mig til hvorfor hun ikke har lyst.
Er det svært at lege sammen?
Kan jeg hjælpe så de kan lege sammen?
Kan vi lave en aftale hvor vi indrager flere børn?
Er der sket noget i relationen som er svær for sætte ord på og det derved bliver nemmere at sige nej?
Eksempelvis havde min datter ikke lyst til at lege med en pige, fordi min datter oplevede at pigen altid pillede i hendes pynte-ting på værelset. De ting som ikke var legetøj, men fra sættekasse og små finurlige sager min datter havde fundet. Det var så svært for hende fordi hun ikke ville ha der skulle pilles i de sager. Så fik vi en snak om det og jeg hjalp med at fortælle det til pigen, altså at de ting på sættekassen måtte hun gerne se på, men helst ikke tage ned, medmindre de aftalte det. Samtidig snakkede jeg med min datter om at pigen helt sikker gjorde det fordi det er fine og sjove sager, som er spændende at kigge på. Også med fingrene.
Jeg forholder mig til hvorfor hun ikke vil lege med barnet, da jeg ønsker at min datter kan lege bredt. Min erfaring har lært mig at min datter for det meste siger nej hvis der har været en eller anden ikke så sjov oplevelse med pågældende barn. Det kan være en ganske lille ting, som der er behov for støtte til at tale igennem og eventuelt få nuanceret.
Jeg tror at jeg personligt ville have svært ved at sige direkte til barnets forældre at mit barn ikke vil lege. Med mindre der har været opstået en konflikt af en art, men så vil det altid være min hensigt at få det løst.
Spændende emne?
Mvh. Cecilie
Hej Cecilie,
Ja, det er et spændende emne. Men også svært. Jeg synes du har gjort dig nogle rigtig fine overvejelser. Her har det været flere dage fremme i tiden, men hvor mit barn ikke havde lyst. Og istedet for at blive ved med at komme med en ny dag, så valgte jeg at være ærlig. Dog på en meget diplomatisk måde (synes jeg selv). Som udgangspunkt ønsker jeg også at mine børn leger bredt og det gør de heldigvis også. Og ellers er der også legegrupper som er sammensat af kontaktforældre i klassen. Så på den måde, kommer de en del rundt. De har alligevel ofte “bedste venner” og det tror jeg er svært helt at undgå – men også helt okay, at have nogle som de er mere fortrolige med.
Tak for dit svar.
Kh Trine.
Åh, det dilemma kender jeg. Især er der en dreng, der Så gerne vil min dreng. Men min dreng gider ikke rigtigt. Og alligevel “tvinger” jeg ham nogengange til at sige ja,. simpelthen ford,i jeg synes det er synd for drengen (der nok også er udelukket fra flere andre relationer) + plus at jeg har en fin kontakt til forældrene. Andre gange siger vi bare, at han ikke kan. Han er 11. Men altså, det får en ende snart. Det kan jeg se med min teenage-datter, der havde to bedste- og eneste veninder. De har begge lukket hende ude. 3 er for meget – lige pt. i hvert fald. Så nu er hun helt på “bar bund” (8. klasse sucks). Det gør SÅ ondt at være vidne til. Men der må jeg bare erkende, at der ikke er noget at gøre. Vi forældre kan selvfølgelig opfordre, men en 14-årig er man ikke herre over. Og nu lige pt. hvor det her sker for min datter, er jeg nok ekstra opmærksom på ikke at afvise andre.
Jeg tror sagtens man kan være ærlig, hvis man har en god relation til forældrene. Men jeg magter ikke lige ærligheden på det punkt 🙂
Av av, ej kan helt mærke den følelse nede i maven omkring din datter. Det er en svær alder og svært at blande sig som forældre (tænker jeg, har jo ikke prøvet det endnu). Jeg forsøger mit bedste på, at opfordre til at lege med alle og som jeg skrev er de i en alder, hvor noget “bare” er en periode og heldigvis vender igen. Jeg var ærlig lige præcis i denne situation, men det er nu ikke let altid at vurdere hvad der er det bedste. Jeg er bare glad for at forældres fandt på noget andet at sige til barnet.
Håber alt godt hos jer 🙂
Det kender jeg så godt til – og jeg har haft rigtigt svært ved at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg plejer dog at være ret ærlig.
Den er bare heller ikke nem. Tænker at vurdere det i det forskellige situationer og så tage den lidt ad hoc, alt efter forældrene. Men ja ærlighed er jo oftest det rigtige.
Kh T
Da jeg var barn havde min mor det med at aftale legeaftaler mellem mig og nogle lidt “udsatte” børn – det var børn jeg ikke havde lyst til at lege med. Jeg vidste ikke de var udsatte, men det kan jeg se i dag, at de var. Men jeg hadede, at min mor lavede de aftaler, af medlidenhed. Jeg synes det var så flovt. Jeg ville ønske min mor havde lyttet til mig og sagt jeg ikke kunne, når der blev spurgt. Jeg mistænker dog at min mor, netop af medlidenhed, var hende der fik aftalerne i stand. Det er helt sikkert noget jeg vil have med i tankerne nu hvor jeg selv er blevet mor.
For mig er det okay, at der er nogen man ikke vil lege med privat. Men når man er i skole og børnehave bliver man nødt til det af og til, ligesom jeg også vælger om jeg vil se mine kolleger privat eller ikke ❤️