Børnefamilie, sygdomslotteriet og “Judy”

OMG en uge det har været. Jeg ligger med øjenlåg nede på kinderne og skriver dette indlæg. Hele, hele fucking ugen har der minimum været et barn hjemme med feber og hoste. Jamen velkommen til kære efterår.

Falsk strubehoste har invaderet to ud af tre børn på fæleste vis. Den der, hvor vi har siddet oppe i vindueskarmen med åbent vindue midt om natten. Først med den ene og så med den anden. Mine mor antenner har været i højeste alarmberedskab, så selv når børnene har sovet, så har mine ører svævet over dem på en lytter. Utroligt hvor meget hoste børnene selv kan sove fra. Det kan jeg ikke, hverken når det gælder dem eller mig selv. Strubehoste er ret væmmeligt, især når børnene er helt små – det er lidt nemmere, når de er større – men det er altså stadig uhyggeligt, at de har så svært ved at få luft.

Dagene har været lange med alt for meget fjernsyn, panodil og en lidt vrissen træt mor. Jeg har stadig kendingsmelodien fra Hodja fra Pjort på hjernen og jeg får en smule tics, når nogen siger “moar”. Men så alligevel er dagene gået og indimellem det sure, så har vi altså virkelig også hygget os. Vi har været sammen og jeg har fået talt uendelig meget med mine børn. Med små hviskestemmer, fordi deres stemmer er forsvundet efter al den hosten.

Søren og jeg har navigeret og nøje udregnet logistikken, sådan så vi både har kunne arbejde og trække sygdomsbulen. Det har været sådan en, “når far kommer hjem er mor liget gået” uge. Utroligt hvad man kan, på få timers søvn. Jeg har været så træt at jeg kunne hyle. Jeg havde faktisk (lykkeligt) glemt den følelse. Da de var små, var der oftere søvnløse nætter og nu kan jeg godt se at vi forlængst er udover den periode. Heldigvis.

Jeg havde dog et højdepunkt, som jeg trak mig selv op til en aftensstund. Jeg var inviteret til premieren på “Judy”, en film omkring Judy Garland og hendes liv, som midt i en masse opture godt nok også bød på alt for mange nedture. Det var en barsk film og den gik lige i mit moderhjerte. Der var mussestille i den fyldte sal under hele forestillingen, pånær når der kom nogle høje snøft. Uh den var sørgelig. Judy blev spillet af Renée Zellweger og hun spillede helt fantastisk og sang selv under alle numrene. Jeg kan virkelig anbefale jer at se filmen når den rammer biograferne d. 24 oktober. Min plus én, var min veninde Mille og vi endte med at gå hele vejen hjem. Det var mørkt i de københavnske gader, men vejret var mildt og vi nåede at vende en stor del af verdenssituation på turen. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg ved jo godt, at der nærmest alle dage er masser af liv i gaderne efter klokken otte, men jeg glemmer det ofte, fordi jeg meget sjældent er ude efter det tidspunkt #morliv. Men jeg bliver helt glad nede i maven, over alle de glade mennesker som hygger sig på caféerne, dem der går tur, dem der er ude at løbe og alle cyklerne. Der er noget livsbekræftende ved alt det liv efter mørkets frembrud. Jeg endte iøvrigt med at ligge og se gamle klip med Judy Garland, læse artikler og se gamle interviews til alt for sent. Sikke et liv den kvinde levede og alt for kort!

Nu ramte fredagen endelig og alle har det lidt bedre. Jeg tror dog vi putter børnene tidligt og så er planen at vi falder omkuld foran Vild med Dans – jeg føler den sgu ellers ikke rigtigt i år. Men jeg ser det troligt alligevel, for det er lige med ægte fredag. Ligesom X-Factor er det.

God weekend derude.

(Visited 11 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *