Bloggertype: Er jeg svær at relatere til?

Det er slet ikke noget, jeg tidligere har skænket en tanke. Men nu jeg tænker over det, så giver det måske alligevel mening i nogle henseender.

Det her selvstændige arbejdsliv som influent er jo om noget et ganske andet liv, end et “almindeligt” arbejdsliv kan være det. Og min hverdag ser helt sikkert anderledes ud end mange andres. End jeres måske. Det er til gengæld noget jeg selv skænker rigtig mange tanker. Privilegiet i det jeg laver, det er jeg yderst bevidst om. Især henne på Instagram, hvor jeg næsten kun deler toppen af kransekagen øjeblikke fra mit liv. Alt det fine jeg bliver inviteret til, café besøg midt på dagen, træningen om formiddagen, et rydeligt hjem og rent tøj. Samtidig med at jeg elsker det og sætter KÆMPE pris på min arbejdssituation, så krummer jeg også tæer af og til. Fordi jeg godt ved, det slet ikke er alle der har de goder i deres arbejdsliv. Ja, eller i deres liv overhovedet. Det kan nærmest gøre mig flov nogengange. Også selvom jeg har (og gør) arbejdet hårdt for det.

Jeg har selv været der – i næsten femten år, har jeg haft et lønmodtager job og både Alfred og Selma, har gået i vuggestue og børnehave, mens jeg arbejdede på den måde. Og tro mig, når jeg siger, at jeg virkelig godt ved hvordan det er. Det glemmer jeg aldrig, ikke fordi det var dårligt, men fordi det var en helt anden måde at drive hverdagsbutik på.

Jeg skriver en del om min hverdag og derfor også om mit arbejde. For år tilbage når folk bloggede, så var det altid en hobby ved siden af deres “rigtige” arbejde og det gjorde måske, at man som blogger var mere relevant, at bloggeren var nemmere at relatere sig til for læseren. Og det er her, jeg kan blive helt bange for om jeg bliver for svær at relatere til, når nu jeg vælger at dele ud af mit arbejdsliv fx i mine Mayland Kalender skriv? Ikke fordi I behøver at kunne relatere jer til alt hvad jeg laver, slet ikke – men jeg vil bare så gerne være i øjenhøjde med jer der læser med. Jeg er jo heldigvis meget andet end mit erhverv og jeg håber, at det er det der fylder mest herinde. Mig som menneske og ikke nødvendigvis mig som blogger.

Mig som mor, mig med sorg, mig med veninder, mig som er fraskilt, mig som er bange for fremtiden med arvelig sygdom, mig med glæder, mig med bekymringer, indretning og mig med farverigt tøj på. Det er der jeg håber, at der sidder andre derude, som kan relatere sig til det ene eller det andet.

Og så lige en sidste ting. Jeg har selv valgt at vise det pæne frem af livet på min Instagram. Uden anden årsag end, at jeg ikke bliver inspireret af hverken mit eget eller andres rod. Der var en del der skrev til mig efter min House Tour, om jeg altid boede så ryddeligt. Det er her, jeg bliver helt nervøs for om nogen virkelig tror, at jeg er sådan et slags overmenneske? For det er jeg ikke. Jeg er faktisk et kæmpe rodehovede, men det er ikke noget jeg føler for at dele. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi jeg har svært ved at se hvad andre får ud af mit rod. Lige for tiden, hvor en stor del af mit hovede er i kaos, så forsøger jeg faktisk at rydde endnu mere op end jeg plejer. Fordi jeg trives bedst i orden…på overfladen i hvert fald, for mine skuffer og skabe, det er en helt anden historie. Og den bliver nok aldrig anderledes.

Jeg roder, bander, prutter og alt muligt andet. Jeg kan bare så godt lide at dele ud af pæne farver og lys både i min bolig og på mit tøj. Det er det jeg gør, fordi det gør mig gladere – håber det smitter af, også selvom rodet i hjørnet er beskåret på mine billeder.

bloggertype frokostmøde