Billede cruise #9

Pyha tiden den iler ganske enkelt fra mig i disse uger. Jeg har så meget på hjerte og har kladder med indlæg klar både her på domænet, men i særdeleshed også inde i mit hovede. Alle de her ellers dejlige helligdage, hvor mine små er hjemme, de gør altså at skæmtiden reduceres til næsten nul. Det gør slet ikke noget, men ting tager bare lang tid med børn i hjemmet.

Jeg har igen kigget min telefon igennem for billeder fra den sidste uge plus og glædes over alt det gode den er fyldt med. En del af det er børnerelateret, det håber jeg er okay for jer som læser med. Hele mit liv er børnerelateret. Men der er også glimt af lidt voksenliv… om ikke andet så forude.

Nå ja og så har jeg fødselsdag i dag. Klokken er alt for mange, faktisk så mange at den næsten er slut igen. Jeg tænker at skrive et lille indlæg om min fødselsdag en anden dag, for de her mærkedage er jo overordnet dejlige, men for mig også lidt svære. Der glider ligesom altid en lille skygge ind over mit ellers glade sind. En skygge af savn. Mere om det en anden dag. I dag smiler jeg og er glad, for det jeg har og dem som er. Og var.

Jeg var til en rigtig fin langcering af en ny produktlinje hos Panduro. Virkelig fint fest lir og pynt. Ikke så meget klippe klistre, bare super pænt og nemt pynt med flotte farver. Confetti by Panduro hedder det og jeg har faktisk i dag smurt mit hjem ind i sejt fødselsdags halløj derfra.

Hverdagsglæde på vej hjem fra frittidshjem. Se hvor pæn vores vej er.

Hvis der er noget jeg elsker så er det danske nye kartofler OG jordbær. Det smager jo så godt. Jeg kan se for mig, hvordan min far sad ude i haven i mit barndomshjem, med kartoflerne i en spand mens han nøjsomt skrabede dem rene for jord og skral. Vi spiste virkelig mange kartofler i mit hjem, da jeg var barn. Bare som de var, aldrig med sovs – jo måske lidt smørsovs. Smørsovs – det ord har jeg godt nok ikke tænkt på i mange år.

Badedragt hvor der er tænkt på detaljerne. Også hvis man har ammet og født en hulens masse børn. Den er jeg søreme glad ved.

Det her! Vi har haft de mest perfekte dage ved vandet. Selv jeg var ude at bade og jeg er ellers ikke så meget for vand som er koldt. Det var ganske rart. Friskt og rart. Børnene boede ude i det, i flere timer. Især Selma, hun fryser aldrig.

Det perfekte sommersæt.

Trekants-is og hele flokken foreviget på tur af min far.

Jeg har sgu dyrket noget i vores have. Yay! Og lige nu står der et glas marmelade, som vores søde overbo her på Nørrebro har lavet ud af dem der – dem som jeg har dyrket.

Lyse sommeraftener hos søde venner.

Nørrebrogade i fine klæder.

Mine tre, som snart vokser ud af deres lille bassin. Det er nu hyggeligt når de alle tre sidder der sammen og leger.

Aften ude uden børn med ham som er min ægtemand. Otte gode retter på Omar. Det var så hyggeligt at sidde der udenfor og tale sammen.

For så at tage cyklen videre til Vega. Vi prøvede at huske tilbage til sidste gang vi sammen lyttede til musik der. Vi gav op, men jeg tror det var før børn. Så omkring otte år siden. Vi hørte Gavin James. Meget meget lækker musik. Det var overdrevet varmt, og selvom det var en skøn koncert, så var det også lækkert at cykle gennem sommernatten med bare arme og hjem i seng. 

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *