Billede cruise #29

​Gode og sjove dage, dem skal man altså samle på. De dage, hvor man griner og nyder. Så er det ligesom lettere også at rumme de dage, hvor man kommer til at tale med råbestemme til sine børn. Sidste uge havde jeg et par dage alene med mine tre, det plejer ikke at være noget problem. Vi sørger altid for at hygge lidt ekstra, kramme lidt tættere og spille uendelig mange omgange af Uno. Der er kamp til strengen, og der bliver holdt nøje regnskab med om man blære sig for meget med sin sejr. Nogle er utrolig dårlige tabere – det må være alderen. For et par måneder siden startede jeg sammen med børnene en lille tradition. Noget vi har gjort nogle gange nu, altså når Søren er væk med hans arbejde. Den hedder “at spise ved det lille bord” – det betyder at vi sidder på gulvet eller på små børnestole rundt om vores sofabord, mens vi ser TV og spiser aftensmad. For mine børn er det simpelthen lige så eksotisk som en tur sydpå, og de danser af glæde, når vi aftaler at det er det vi skal. Det er ikke fordi vi ellers sådan er helt hellige i forhold til TV, men det er bare aldrig noget som foregår mens vi spiser, så for børnene er det en stor ting. Jeg elsker børns glæde over sådan små hverdags twist. Det  er jo ikke noget særligt, men det er det altså for dem. Men okay, jeg vil nu give dem ret i at det er drøn hyggeligt. Vi har ofte taget nattøj på og så sidder vi der med mad, køkkenrulle og fælles tv.

Så blev det morgen og jeg skulle have os alle sammen ud af døren kvart i otte, så vi kan nå skolen med to af dem. Og de to store de blev simpelthen så uvenner over et eller andet fuldstændigt ligegyldigt. Den ene hylede højere end den anden og jeg svedte på ryggen. Er det bare mig, eller sveder I også på ryggen når I er pressede på tid og har hylende børn? Mit stemme var høj og vi skulle afsted! Vi når hen i skolen, og inden de to dødsfjender skal ind i hver deres opgang beder jeg dem om lige at give hinanden en krammer. De krammer normalt altid hinanden farvel, men de nægtede selvfølgelig. Og så fløj det bare ud af min mund, at man altid skal sige farvel til hinanden, for tænk nu hvis nogen bliver kørt over og man aldrig ses igen. Det er jo sandt nok, men det var ikke særlig yndigt formuleret. Det gjorde i hvert fald ikke situationen bedre, at jeg sagde sådan lige inden vi skulle i hver sin retning. Åh! Nå, men vi fik løst det og eftermiddagen blev en fin dag på trods af dårlig morgen.

Ugen har udover spisning om små borde, og svedende rygge indeholdt en masse andre små og store glæder. De kommer her og stammer, som altid, allesammen fra firkanterne på min telefon.

Den fineste kjole som lyser de grå dage op. Den er både festlig med strutskørt og pufærmer, men også fin med bukser under til hverdag. Kjolen er fra Ellies & Ivy. Snitten er tidsløst og så er den lavet af en vintage indisk sari. Jeg synes den et så smuk.

 Pæne København.

En af de dage, hvor lyset aldrig kom. Men det er jo netop det julen gør – den lyser op i mørket. Så heldigvis for pynt og lys. Jeg synes altid det bliver så bart og tomt derude, når julen er ovre. Vi kunne virkelig godt bruge noget mere pynt i januar og februar. Ps. mit gulv er ikke beskidt (ok, nok lidt), men det var fordi det var så mørkt udenfor at både vægge og gulve ser beskidte ud.

Og apropos pynt, så er det aldrig noget min datter går ned på. Helt stolt havde hun selv formået at placere de smukke hårclips meget sirligt i hele håret.

Pinkonsdags blomster på en torsdag. Man bliver glad i låget over de farver!

Jeg var til frisør i går for at blive klippet. Det er over tre år siden sidst. Så de slidte spidser blev altså klippet bort og mit hår føles nu så dejlig sundt efter sådan en tur.

Et efterbillede hos frisøren Saco i Fiolstræde (med inde lys, det ovenover er direkte i dagslys). Jeg var der hele dagen, fordi jeg virkelig har meget hår og det tager lang tid at rede igennem. Jeg fik også reflekser i og en glossing fra Wella, for at gøre det blankere (mit hår kan dog aldrig blive rigtig blankt). Jeg er vild med at det egentlig bare ligner sig selv, for jeg bryder mig ikke om at det ser kunstigt ud. Det var nogle skønne timer og jeg er meget glad for mit hår.

Jul på gaden i Ravnsborggade i min yndlings genbrugsbutik. De har så meget fint gammelt julepynt.

Nørrebros bedste croissant på Mirabelle. De har sådan en café luge, hvor man lige kan stoppe ind og nappe en med på vejen. I går, da jeg hentede Kalle ved bussen, tog jeg en deler med til os. Haps, den er god.

Reception på lanceringen af den flotteste bryllupsbog – #bryllupthebook, skrevet af fire dygtige kvinder. Vores bryllup blegner altså en smule ved siden af sådan nogle smukke bryllupper. Det var bare noget andet og selvfølgelig mindst lige så godt. Jeg går dog og overvejer at bruge den som inspiration til min 40 års fødselsdag, som der i dag er lige præcis seks måneder til.

Frokostmøde med Danica på Gló. Seriøst de der fritter af søde kartofler med chili mayo – de er for vilde. Dem må I bare smage.

Jeg håber I også nyder december og får sneget lidt ekstra hygge ind.

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *