Billede cruise #35

Mandag, helt grå og noget våd i det. Heldigt at weekenden har været så dejlig lys og mild, så er det som om det alligevel er en anelse lettere at komme igennem de grå dage.

Til gengæld så er min mandag også startet med at få pulsen op og sved på panden, det er virkelig store sager. Det er lidt i forhold til indlægget om ting jeg gerne vil, inden jeg bliver 40 år. Jeg har fået så mange gode tips fra jer og mange af dem, gik på hjemmeyoga – og det er jo helt perfekt, for sådan en hjemmearbejdende type som mig. Jeg har derfor tilmeldt mig YogaStream og jeg er startet ud med et 21-dages  “shape up” forløb. Et forløb, hvor man renser ud, strammer op og opbygger styrke, særligt i mave, baller, lår og arme. Jeg sidder og puster med røde kinder efter min første træning. 20 minutter tog det – jeg skal helt sikkert lige anskaffe mig en yogamåtte, for det gør lidt naller i mine knæ uden, men jeg tog træningstøj på og det hele og følte mig meget sej og stærk. Hvem er med mig? Det er gratis de første 14 dage, så man lige kan få testet om det er noget for en. Derefter koster det 99 kroner om måneden og der er mange forskellige videoer og forløb. We can do it!

Denne uge er også ugen hvor tømreren kommer og saver vores garderobeskab til, sådan så det passer ind i det nye soveværelse, hvor der er en skorsten ved endevæggen. Det bliver så pænt, vi er gået med en lidt billigere løsning end dem jeg oprindeligt drømte om. Det bliver dog stadig rigtig pænt og mindst ligeså godt. Vores senge er kommet, så når garderobeskabet står oprejst, så pakker vi sengene ud og …trommehvirvel… flytter ind. Hurra manner.

Sidste uge, var en skøn uge med nogle gode oplevelser både privat og arbejdsmæssigt. Her kommer lidt af det som var at finde på min kamerarulle fra ugens løb.

Jeg havde et møde i Jægersborggade her på Nørrebro. Det er bare den fineste gade, med små lokale butikker. Hvis jeg var turist ville jeg klart tage turen ned igennem gaden, man behøver ikke at shoppe noget, der er rigeligt at kigge på. Men hvis man skal shoppe, så er der noget for de fleste. Fine æg, planter, blomster, secondhand, tøj, sko, keramik, kaffebarer og fantastisk god mad osv.

Og så er der altså sket det, at jeg sådan ægte er begyndt at kunne lide kaffe. Jeg er stadig mest til iskaffe, men stille og roligt sniger der sig nogle varme kaffer ind også. Det er jo noget pjat, men jeg føler mig simpelthen mere voksen nu. Kaffe er nærmest sådan et helt særligt helligt fællesskab, noget vi kan hygge os om og jeg er helt enig. Det ER hyggeligt med en kop kaffe over en god snak. Eller blot som selvforkælelse.

Men altså iskaffe bliver min klare favorit og sidste uge var det jo ret lunt og jeg drak den dejligste udendørs kaffe med is og sirup sammen med en veninde oppe på Illums tag. Det var faktisk et af ugens højdepunkter.

Så var jeg forbi en kunstudstilling i Dronningens Tværgade. Kunstsalonen, som er offentlige udstillinger i private hjem. Super smart koncept. Kunsten kommer simpelthen ind i et helt almindeligt hjem og så kan alle ellers komme ind både for at se og måske også købe noget af alt det smukke kunst. Jeg synes det fungerer så fint på den måde, det gør at kunsten får noget mere personligt over sig der midt i hjemlige omgivelser. Næste salon kommer til at foregå på Frederiksberg. Nå ja, og så blendede jeg lige ind med værkerne med mit lilla outfit.

Bare en pæn kontrast jeg gik forbi. Og så bliver jeg ved med at se noget andet, end den der hvide arm med albue, er det bare mig? (hint:fallos)

I går var en ret stor dag for Selma, eller egentlig nok mere for os. Selma er den meget tilbagelænede type. Hun skulle danse ballet på Gamle Scene på Det Kongelige Teater. Det var balletskolernes dag, så der var en masse spændte børn, som skulle optræde. Det var også min debut i forhold til at skulle lave en såkaldt ballet knold, ha det gik ikke så godt – men Selma synes den var flot og jeg kan også bedst lide det ikke ser så stramt ud. Hun klarede forestillingen så flot!

Fineste legetøjs og børnetøjbutik i København. Astas hedder den og når man træder ind i den, føles det som om man er dumpet ned i en anden tid. En tid med eventyr og små bløde dimser alle steder man kigger hen. En oplevelse værd og så ligger der en god lille legeplads lige udenfor.

(Annonce – da tøjet er en del af et samarbejde på Instagram) Jeg er blevet vild med at bruge træningstøj i min hverdag, det er jo mega rart at have på. Og nu kan jeg jo passende også bruge det under mine yoga sessioner. Træningstøj til mor og datter – kvinder og piger, så meget fint. Find det her.

Nu kommer det til at handle ret meget om drikkevarer, men jeg elsker også det meste som er flydende – næsten lige så meget som jeg elsker mad. I al den tid jeg ikke har drukket kaffe, har jeg ofte  drukket chai latte istedet. Det smager så godt, men hvis jeg kan få det, så bestiller jeg ofte en golden latte. Og den her på Acacia, den var godt nok dejlig. Stærk og cremet, helt perfekt. Jeg har også lavet det selv nogle gange efter en opskrift jeg fik fra Maja. Den kan jeg da lige dele her, hvis I selv skulle have lyst til at lave den sunde varme drik.

Golden Latte (Tumeric Latte)

1 kop mandelmælk (usødet)

1 tsk. stødt gurkemeje

2 tsk. kanelpulver

3-4 skiver ingefær med skræl på.

Alt varmes langsomt op, mens der røres lidt rundt. Når det koger, så skal der slukkes for blusset. Det skal derefter stå i ca. 15 minutter med låg på. Derefter skal der røres rundt og hældes igennem en si, for så at blive varmet op på ny.

Værsgo.

Mens Selma øvede ballet og varmede op var Alfred med en kammerat til Madmesse i Forum, det betød at vi kun havde et enkelt barn i flere timer. Verdens nemmeste jo, så vi tullede rundt inde omkring teateret, spiste frokost og drak kaffe. Så hyggeligt på sådan en søndag. ( Det er let fordi vi plejer at have tre stk. Jeg ved godt det kan føles mega hårdt også bare at have et barn til hverdag)

Mine børn og deres evindige udstyr.

Jeg har siden december haft et cover på min telefon, hvor der stod “Glædelig Jul”, nu fik jeg endelig taget mig sammen til at finde et nyt. Jeg elsker farverne og de fine detaljer.

God uge til jer derude 🙂

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *