Billede cruise #27

Som de fleste af jer ude på den anden side nok har fanget, eller læst…eller måske nogle sågar har lagt mærke til mine manglende tekniske skills, så har jeg alligevel bevæget mig ud af min sikre zone. Eller jeg er på vej til det. Jeg synes sgu det er lidt svært og jeg er ikke nede med alle de smarte bloggercollager og værk. Til gengæld, så vil jeg gerne at det er mine egne billeder som istedet spiller. Åh, det lyder lidt grimt – men altså jeg vil alligevel påstå, at mit online univers selvfølgelig er præget af masser af ord, men i den grad også af billeder. Fordi jeg elsker at fange stemninger, farver og lys. Jeg elsker at forevige fine vinkler og ting jeg synes er pæne. Derfor er det egentlig også det vigtigste her hos mig, altså at det er mit eget indhold som får lov at være fremtrædende. At spille hovedrollen her, andet ville egentlig også være tosset. Der skal ikke være for mange knapper at trygge på, for meget fancy i siderne og foroven og forneden – for så kan jeg ikke hitte ud af det. Altså det er jo nok mest alt det bagom, som kan have mange forskellige features, som jeg fatter hat af. Da jeg i sin tid startede min blog, landede jeg ganske tilfældigt her hos NOUW, hvor min blog har ligget siden. Altså i halvandet år. Og det har jeg været super glad for, de har hjulpet mig og jeg synes også min blog er ganske pæn her. Jeg har dog alligevel besluttet at flytte den, at flytte den til et sted, hvor der ingen reklamer er og hvor den æstetik jeg prøver at putte ind i mit arbejde, afspejler sig i den kontekst den befinder sig i. Samtidig vil jeg prøve at ordne mine kategorier lidt, sådan så det hele bliver bedre opdelt – ha, hvis jeg kan finde ud af det. De søde mennesker som hjælper mig med dette, siger dog at det kan jeg sagtens. Så det er jo næsten pinligt hvis ikke jeg kan. Det hele betyder nul og en skid for jer – sådan rent “følge med agtigt”, men det betyder forhåbentligt, at I synes min verden bliver (endnu) pænere. Det hele skulle være oppe at køre i løbet af denne uge, måske I ser det, måske ikke. Og måske der også, vil være nogle småfejl hen af vejen. Det skal nok blive løst. Og grunden til at jeg alligevel skriver en lang smøre om det, når nu det ikke betyder så meget for jer, det er altså fordi, det fylder for mig og for min virksomhed. Og det ville jeg gerne dele med jer.

Nok om det, nu vil jeg vise jer og fortælle lidt om, hvad jeg har fået øje på den sidste uges tid. Jeg har dog set og oplevet en del mere end det jeg viser her – men ikke alt kommer ind på kamerarullen, eller bliver delt med jer. Og lige præcis det her med at dele, og grænsen mellem personligt og privat, det er jeg ved at skrive et indlæg om. Håber I vil læse med, når det er færdigt. Jeg skrev lidt om mine tanker omkring mine børn på mine sociale medier her.

Friske og tørrede blomster side om side. Jeg blev helt forelskede i de tørrede. Så skrøbelige, men alligevel med en lang levetid – længere end de friske.

Verdens mest orange og blødeste kjole.

Red Barnet x Stine A

Jeg var til lanceringen af nogle meget fine smykker som Stine A, har designet i et samarbejde med Red Barnet. Et fint armbånd og en lovebox med små fine ørestikker. Al overskud går til udsatte og sårbare børn.

Jeg elsker Podcast mediet. Eller i det hele taget bare lytte mediet – det kan virkelig noget, jeg bliver draget helt ind i fortællinger og ord. Politikkens Third Ear, har sådan en skøn lyd og laver en del gode Podcasts. Senest har jeg lyttet til “Linda” og “Dobbeltgænger”. De er begge rigtig gode og giver virkelig stof til eftertanke.

I forbindelse med en kampagne jeg snart skal være en del af, så var jeg på Googles hovedkontor. Det synes jeg altså var lidt vildt.

Yndlings butiksfacade her på Nørrebro. Prag Vintage hedder den fine butik.

Kalle med en af de første tulipanbuketter, på vej til farmor.

Det er simpelthen så gråt i disse dage og derfor blev jeg helt glad, da de her gule farver lyste op på gaden.

I forbindelse med min nye blog, sendte jeg de her farver til dem som sidder med det – allesammen farver jeg elsker. Jeg kan virkelig anbefale Ruby Journals, super venlige og hurtige på tasterne. Jeg er sikker på de sidder klar til at hjælpe mig, med alle mine spørgsmål.

Børneleg på gulvet hos min far. Det er så hyggeligt, det der med at bedsteforældre har legesager hos dem, som ikke kommer med hjem. Så er de lige spændende hver gang man er der.

Nu vil jeg for en gangs skyld prøve at sove tidligt. Jeg er så træt, men har svært ved at komme tidligt i seng.

Godnat fra mig

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *