Billede cruise # 15 og en reminder om at alt ikke er helt så sort og hvidt som det lyder

Det var den weekend. En weekend som ikke helt gik som vi havde planlagt. Lørdag morgen vågnede jeg med smerter i lænden, ikke bare sådan ømhed, men smerter som gjorde at mit ene ben sov tungt. Jeg har været dopet af piller for overhovedet at kunne holde ud at ligge, stå og sidde. Av for pokker altså. De store skulle have været på ferie hos morfar i går, men Alfred havde feber og kastede op. Så kun Selma kom afsted. Helt underligt med en søndag kun med to børn, men knap så fedt når det ene gylper op (som han selv kalder det). Selma har ringet i dag og jeg har aldrig hørt sødere stemme i min telefon. Hun lød så utrolig nuttet og glad. Hun har sovet tæt med morfar hele natten og jeg kunne høre i hendes stemme at hun var lykkelig.

Og stakkels Kalle og hans morsyge , for jeg har slet ikke kunne løfte ham eller noget som helst. Heldigvis er den sorte sky drevet en smule bort og han er mere eller mindre sig selv igen. Tak for alle jeres beskeder, dejligt at læse hvordan I gør, når de små kræver lidt ekstra. Jeg føler lidt at jeg lige vil understrege at Kalle altså ikke græder sig i søvn på noget tidspunkt. Og når jeg siger vi holder fast i vores putterutiner, så er der selvfølgelig som alt andet i livet undtagelser. Heldigvis.

I dag fik jeg en akut tid hos en kiropraktor, som har tapet min lænd op, puttet nåle i min ene røvballe og revet mig en smule midt over, men det har hjulpet stort og i morgen har jeg endnu en tid til samme behandling. Alfred er rask igen og Søren kørte ham til Vordingborg da han kom fra arbejde. Så nu har vi simpelthen nogle dage med et enkelt lille bitte barn tilbage i reden. Underligt, men også rart.

Jeg kan ikke helt lure hvor I kommer fra, men jeg kan se at der er kommet en bunke nye til her hos mig. Velkommen til, dejligt I er her. Vores hjem er i det nye Boligliv , hvor bloggens adresse står, måske er det derfra? Hvis I har lyst til at læse lidt mere om hvem jeg er, så har jeg fornylig lavet sådan en lille præsentation af mig selv. Ja altså hvis I overhovedet har lyst til at blive hængende. Det håber jeg. I forhold til Boligliv, så er det en super fin reportage, også selvom den er fire år gammel. For mig var det helt hyggeligt at se tilbage til tiden, hvor vi kun havde to børn. Men to børn som var ret så små. Selmas fine junoseng i den smukkeste farve. Øv at vi solgte den inden Kalle kom til.

Nå men som altid vil jeg lige se tilbage på den sidste uges tid med et smil om læben.

Et besøg hos vores nabo ByOasen. Hvor de blandt andet har kælehøns. De er så søde og som navnet utrolig kælne. Der er også geder, marsvin, mus, fugle, vandrende pinde og kaniner. Et virkelig rart sted og selvfølgelig perfekt med unger.

Tilfældig hoveddør. Jeg synes bare det så så hyggeligt ud der midt på en trafikeret gade, at der lå en kat og solede sig.

Forladt leg. Selma har det med at lave tøj til alle hendes dyr, her er de blevet iført små kapper og hårelastikker. Jeg elsker det.

Søren med lille Kalle.

Mine børn, især Alfred, har spurgt mig tusind gange om ikke vi skulle prøve de der svane vandcykler ved søerne. Jeg overraskede ham og Selma og hentede dem tidligt på frit, for at nuppe en tur ud på søen. Det var så hyggelig en tur, omend lidt varm. Men det er alt jo i disse dage.

Små fine kirsebær. Et til mit ene øre og et til at have om halsen. Så fine synes jeg.

Fine fortovs lopper

Kuk kuk fra et soveværelseshjørne jeg holder særligt af.

Reste-morgen-banan-pandekager. Resten af ungernes havregrød, to bananer, to æg, kanel og lidt ekstra gryn. Røre røre rundt og så steger jeg dem på panden i kokos olie. Lækkert og rimelig sundt.

Superkilen på Nørrebro. Jeg er vild med denne bolchestribede pavillion. Sikke en fin fest man kunne holde under og omkring den.

Jeg kan simpelthen ikke få nok af farverne. Så jeg stopper altid op ved frugtsælgere og blomsterhandlere og sniger mig til et foto.

Stor lille kærlighed i Christiania cyklen. Sådan noget der får mit hjerte til lige at tage et ekstra hop i brystkassen. 

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *