Annonce Solaray
Fotos med mig på er taget af Danica Chloe
Jeg husker ret tydeligt, at jeg var lidt sent på den i forhold til at få min menstruation. Hvordan jeg ventede på den, fordi mine veninder havde den allerede, samtidig med at jeg også var nervøs og nok ikke helt forstod hvad det i realiteten ville komme til at betyde for mit liv. Det kom (endelig) og min mor kom løbende med danmarks nok største bind. Helt tykke og uden de famøse vinger på. Hun så glad ud og sagde tillykke. Det forstår jeg jo sagtnes nu, men dengang blev jeg lidt genert og følte mig fjollet med den store “ble” mellem mine ben.
Men se nu her, hvad det har bragt mig. Tre dejlige børn. Det tænkte jeg ikke meget på, da jeg startede med at menstruere. Men det var starten på en cyklus, der har fulgt mig i mange år.
Nogle piger får tidligere menstruation og det betyder også, at mange kvinder er yngre når de rammer overgangsalderen, nogle en del yngre end vores mødre og bedstemødre var. Som kvinde gennemgår vores krop nogle forskellige faser i livet, som har at gøre med vores hormoner. Meget af det relateret til frugtbarhed.
Jeg har skrevet om det flere gange, men jeg undrer mig stadig over, at det ikke fylder mere i vores kultur og bevidsthed. Overgangsalderen, for den betyder rigtig meget for rigtig mange kvinder. Nogen mærker det slet ikke, mens andre mærker det vel rigeligt. Men lige meget hvordan den føles den overgang, så er den lige så sikker som døden. Alle kvinder går i overgangsalder og det kan have forskellige konsekvenser. Eller hvad man nu skal kalde det…bivirkninger/symptomer/gener? Mens andre slet ingenting mærker.
Lindring af overgangen ind i en ny periode af kvindelivet med kosttilskud
Den lidt voldsomme indgang til den nye periode i livet, ledsages ofte af en eller flere af disse symptomer (gener). Hedeture, dårligere hukommelse, træthed, initiativløshed, tørre slimhinder, søvnløshed, humørsvingninger, manglende sexlyst, tyndt hår, og større tendens til gråd.
Måske er det mange af disse gener, der gør at overgangsalderen for rigtig mange kvinder er et tabu og derfor vi ikke italesætter det. Heller ikke os kvinder imellem. Det er jo ikke just særlig sexede sager der kan ramme os.
Ja, det er sgu ingen dans på roser, hvis man bliver ramt. Heldigvis er det hele ofte forbigående gener og det gør det trods alt lettere at overskue. Der findes også forskellige kosttilskud der kan lette processen betydeligt.
Min “kunstige” overgangsalder og hormoner
Jeg fik fjernet mit underliv for omkring to år siden og var 38 år. Med underlivet ude, var også alle de kvindelige kønshormoner og derfor kom jeg automatisk i overgangsalderen. Og jeg mener det virkelig når jeg siger, at jeg nærmest kunne mærke det så snart jeg vågnende fra narkosen (sat på spidsen selvfølgelig). Lægerne ønskede ikke, at jeg gik i overgangsalder, fordi de kvindelige hormoner har mange virkelig gode funktioner i vores krop, fx i forhold til vores knoglefunktion og der ville være stor risiko for, når jeg var så ung, at jeg tidligt ville kunne komme til at lide af knogleskørhed. Blandt andet derfor, er jeg tvunget til at tage hormoner nogle år endnu. Jeg er ikke særlig glad for hormonerne, fordi de ikke er gode i forhold til brystkræft som jeg er disponeret for, men det er nødvendigt lige nu. Så selvom jeg ikke som sådan er glad for dem, så mærker jeg, at de skaber en balance i min krop og den føles faktisk som den gjorde inden operationen. Jeg stoppede i en periode med hormoner og var i overgangsalder i et par måneder. Og det var faktisk der jeg startede på nogle gode kosttilskud.
Hvis man som kvinde gennemgår en svær og problemfyldt overgang, så kommer her mine bedste bud på gode kosttilskud. Noget af det tager jeg selv, da jeg stadig befinder mig i en form for overgangsalder, fordi jeg kun tager den absolutte laveste dosis af hormon.
Kosttilskud fra Solaray
- Cal-Mag Citrat med vitamin D. Mit vidundermiddel nummer et. Jeg har skrevet om det flere gange, også inden mit samarbejde med Solaray. Det virker! Jeg tager det blandt andet for at styrke mine knogler. Og så hjælper det mig rigtig meget i forhold til i perioder at have svært ved at falde i søvn, da magnesium har en muskelafslappende effekt.
- Ultra Omega 3-6-9. Jeg tager Ultra Omega, på grund af de gode fedtsyre, som er gavnlige for kroppen.
- Havtorn. Er gavnlig mod tørre slimhinder i skeden. Derudover er havtorn også rig på omega7 fedtsyre. Og som bonus, er havtorn også god for huden og det er godt, for overgangsalderen kan også gøre at huden ældes hurtigere – hvilket jo kun er naturligt, når alderen stiger. Men altså jeg forsøger gerne at holde mig spændstig med lidt hjælp fra kosttilskud og diverse cremer.
- FemiBalance. Det her er det eneste af de nævnte jeg ikke selv tager. Fordi jeg jo ikke er i overgangsalder (pga de hormoner jeg tager). FemiBalance skal nemlig først tages, når man er i overgangen. FemiBalance indeholder blandt andet rød kløver, der kan lindre de forskellige gener såsom, nattesved, hedeture, irritabilitet og rastløshed.
- Hair Force eller Hair Nutrients. Den første genopbygger håret og den sidste vedligeholder. Jeg har taget Hair Force i noget tid og nu bruger jeg blot Hair Nutrients for at vedligeholde. Ikke at mit hår har været ramt, men det trængte til et boost efter amning og siden har jeg altså så vedligeholdt det med blandt andet kosttilskud.
Mit lille plaster og den lidt grimme gamle tatovering
Danske kvinder går typisk i overgangsalderen når de er mellem 45 og 55 år gamle (med mindre man er en af dem der går tidligere i overgang end gennemsnittet), så jeg skal i hvert fald fortsætte min hormonbehandling nogle år endnu. Jeg fik forskellige muligheder tilbudt, men det der fungerer bedst for mig er et lille hormonplaster. Jeg klipper det over, så jeg får den mindste dosis og skal skifte det to gange om ugen.
Ikke det mest flatterende mavebillede (den gør det bedre i stående tilstand, ha ha), men jeg er sgu stolt af den mave. Derinde bagved har der ligget tre små børn og den klarede operation og heling efterfølgende super godt. Den operation, der er anledning til mit indlæg her om overgangsalder. Operationen der tog livmoderen som børnene lå i og hormonerne der på en måde definerer os som “unge” og fødedygtige. Lad os da tale om, når de pludselig ikke længere bliver produceret og vi derfor rammes af ubehag. Det er ikke farligt, bare skide irriterende.
Anbefalet daglig dosis bør ikke overskrides. Kosttilskud bør ikke træde i stedet for varieret kost. Bør kun efter aftale med læge eller sundhedsplejerske anvendes af gravide eller børn under 1 år
Trine, du skal passe lidt på med hormoner behandling/plaster/piller.
Brystkræft kan være hormonbaseret, jeg fik hormonpiller igennem mange år pga overgangsalderen, og er par år senere fik jeg konstateret brystkræft, så nu er jeg i antihormon behandling. VÆR MEGET OBS PÅ AT CHECKE BRYSTERNE REGELMÆSSIGT ??
Kære Ulla,
Jeg er i et helt fast forløb pga BRCA, så det hele er sat sammen af kompetente læger fra genetisk, brystkir og gyn. Så selvom hormonerne også er dumme, så er jeg tryg og bliver jo testet hele tiden 🙂
Stærkt indlæg, Trine! Tak for det. Og skøn, skøn mave❤️❤️❤️
Tusind tak Anne :). Jeg er også stolt af den mave
Kære Trine.
Det er så vigtigt et emne at tale om og det er stærkt at du tager det op!!
Tak for det❤️
Velbekomme kære Jannie. Vi må simpelthen tale mere åbent, for det er jo ganske naturligt 🙂
Jeg gik i overgangsalderen som 22-årig og er nu 34. Jeg har lige taget et par måneder uden mit plaster, for at give naturlig graviditet et skud inden vi skal have et donoræg, og SHIT det er nedtur. Hedeture, hovedpine og følelsen af at vågne med milde tømmermænd hver morgen. Jeg har givet op, og har taget mit plaster på igen, jeg kan ikke holde mig selv ud ?
Åh, lige det samme her da jeg smed mit plaster. Shit mand, det hele startede et par timer efter nærmest altså. Jeg håber at donorægget sætter sig godt fast hos dig :). Gode tanker til dig
Hvor er det rigtigt sagt alt sammen du skriver Trine og jo vi skal være bedre til at tale om overgangsalderen for det er jo en naturlig ting vi kvinder har og sådan er det men sindssygt godt skrevet og en flot mave du har bare jeg så sådan ud du sgu en flot kvinde det kan man ikke anden sige…
Kære Medina,
Det skal vi nemlig være bedre til. Det er jo ganske naturligt. Tusind tak for ros, tager det helt ind og gemmer det godt 🙂
Trine, bliver mere og mere begejstret for at følge dig. Du er ærlig og helt dig selv. Tak for det.
Kære Maiken,
Sikke en kommentar. Den gjorde mig meget glad. TAK 🙂
Tak for indlægget. Jeg har det sidste stykke tid døjet med nogle “sjove” symptomer. Dit indlæg gør at jeg tænker der er en løsning på mine gener…
Hej Sarah,
Ahhh, ja – det kunne jo godt give mening. Håber du finder noget der kan hjælpe lidt på dine gener 🙂