Arbejde eller hobby: Hvad måles et “rigtigt arbejde” på?

Da jeg startede min uddannelse som sygeplejerske var jeg på et af de første hold med den nye uddannelsesform. Vi nye sygeplejerskestuderende gik væk fra at være elever. Faget gik således fra at være et slags håndværk til at blive mere teoretisk orienteret, hvor man fik en bachelor i sygepleje. Der blev koblet en masse teori på, istedet for den lidt gammeldags model, hvor meget af læringen bestod af “mesterlære”.

Det var svært for hospitalerne at vænne sig til os nye studerende og de blev ved med at kalde os elever. Uddannelsen gik faktisk også fra at være lønnet med en elevløn, ligesom når man er i lære som fx snedker, til at være en uddannelse på SU. På et tidspunkt gad man dog ikke rette på personalet, når de kaldte os elever og det var jo i bund og grund også helt ligegyldigt, om man kaldte os for det ene eller det andet. Tiden gik og mon ikke, at man på de fleste hospitaler nu om dage, godt ved at de studerende er studerende og ikke elever. Det tror jeg.

At arbejde som sygeplejerske var i den grad et arbejde. Men der var en gang hvor det at være sygeplejerske ikke blev betegnet som et reelt arbejde, men som et kald, hvor man blot fik kost og logi for det arbejde man udførte. Årsagen til min lange snak om min gamle uddannelse, er at alt nyt kræver en tilvænning for de fleste mennesker og sådan noget kan godt tage mange år. Med tiden finder det nye dog sin egen plads og sådan kommer der nyt til hen af vejen hele livet.

Hvornår kan man kalde noget et rigtigt arbejde? Er det et arbejde så snart man tjener penge på det, eller er det et arbejde, hvis man bruger tid på det hver dag? Der findes frivilligt arbejde, men der findes også (stadig) ufrivilligt arbejde. Hvis man slår det op, så handler det i sidste ende om, at et arbejde er noget, hvor man bruger fysiske og/eller mentale kræfter på at skabe noget værdi. Noget brugsværdi.

Jeg tror at der er ved at ske rigtig meget med den måde, vi de sidste mange generationer har defineret et arbejde på. Grænserne mellem fritid, hobby og arbejde er ikke så opdelt længere. Flere og flere har fået muligheden for at skabe deres eget arbejde. Der er flere iværksættere og selvstændige og mon ikke de muligheder blot fortsætter derudaf. Internettet og de sociale medier har haft en kæmpe finger med i det spil, for det gør at almindelige mennesker kan skabe et job, uden nødvendigvis at have en specifik uddannelse. Det er vildt at tænke på, at mange af de jobs, der eksisterer i dag, slet ikke fandtes da jeg skulle vælge en retning for cirka tyve år siden. Tyve, gisp!

Jeg lever af at være mit eget brand, at lave digital online marketing. Mit arbejde er at være influencer. Det er ved gud en forholdsvis ny branche, i hvert fald på det professionalle plan. Det tager tid, for mennesker at forstå hvad det er og det er ikke altid skide let. Især den lidt ældre generation, kan have svært ved at forstå, hvad sådan nogle som jeg tjener penge på. Det er et fag som stadig lider af forskellige stigma, men jeg synes dog alligevel, at ane, at flere og flere accepterer at det er et arbejde som er kommet for at blive. Men der er stadig lang vej.

Jeg læste for flere år siden et indlæg hos bloggeren Mette Marie Lei Lange. Hun er en af de største bloggere i landet og jeg beundrer mange af hendes gode tilgange til livet og den måde hun flere gange har brugt sin røst.

Indlægget handlede om, at hun ikke anså sit eget arbejde som blogger som et “rigtigt arbejde”. På det tidspunkt havde jeg selv et såkaldt rigtig arbejde. Jeg arbejdede 37 timer om ugen. Et arbejde som krævede af mig at jeg skulle være et bestemt sted 7 timer hver dag og havde 30 minutters betalt frokost. 5 ugers ferie og 5 feriefridage. Omsorgsdage, pension og løn ved sygdom. Og så havde jeg helt fri, når jeg havde fri. På det tidspunkt kunne jeg ikke andet, end at give hende ret – og det uden at jeg vidste en skid andet, end det jeg kunne se på forskellige menneskers Instagram og blogs. Jeg erfarede at nogle kunne tjene penge på deres hobby og at nogle mennesker havde mulighed for at kalde sig influencers af profession. Det hed det vidst ikke den gang, men det var det samme som nu, bare helt i den spæde start.

Nu mere jeg selv begyndte at bruge Instagram, blev jeg dog alligevel lidt i tvivl om jeg stadig var enig i den påstand. Og nu, hvor jeg har været selvstændig i halvandet år og selv lever af at være Instagrammer og blogger. Ja – en influencer (titlen som ingen rigtig kan lide), så er jeg ikke i tvivl længere. Det er et arbejde. Det er ikke et arbejde som jeg tidligere har været vant til. Men for mig ligger forskellen nok mest i, at jeg er gået fra at være en helt almindelig lønmodtager, til at være selvstændig erhversdrivende.

Den anden dag, var der en artikel om emnet på tv2.dk. Igen udtalte min gode kollega Mette Marie sig om, at det at blogge ikke er et rigtigt arbejde, sammenlignet med et “almindeligt” arbejde, hvor man skal møde hver morgen et bestemt sted. Hovedelementerne i mit arbejde består af billeder og ord. Billeder er for mig et kæmpe element i næsten alt hvad jeg laver af personlige indlæg, men bestemt også i mine betalte. Jeg kan godt bruge lang tid på at få taget de rette billeder. Og når det handler om et samarbejde, bruger jeg lang tid oppe i mit hovede (tro det eller ej) inden jeg går i gang. Faktisk er det lige præcis den kreative proces, som jeg holder allermest af. Processen i at finde en fin vinkel at præsentere et produkt (eller oplevelse) frem på. Jeg synes ikke det er hårdt og det giver mig ikke som sådan sved på panden, men det synes jeg heller ikke definerer et arbejde. Jeg synes for det meste, at jeg har verdens bedste arbejde og der er langt flere grin, end i mit tidligere. Til gengæld synes jeg også jeg møder langt flere udfordringer. Arbejdet handler rigtig meget om at præstere og der er kun mig til at leve op til den præstation. Og det kan til tider for mig, føles en smule angstprovokerende. Ligesom det var angstprovokerende første gang jeg skulle stikke en nål ned i et menneske, da jeg læste til sygeplejerske.

I mine forskellige samarbejder med kunder, stiller jeg som oftes op med en samlet pakke. En foto-location (mit hjem), model (mig), fotograf (mig), redigering (mig), tekst (mig) rekvisitter (mine). Alt sammen noget som jeg bruger tid på at få til at spille 100%, sådan så “produktet” passer ind hos mig og sådan så I får noget ud af at kigge på det. Det er der mennesker der betaler mig penge for at gøre og allerede der synes jeg, at det er et stort ansvar, at jeg skal levere noget. Så selvom jeg ikke dagligt skal møde et bestemt sted, så har jeg alligevel ofte flere gange om ugen en deadline for noget jeg skal levere. Og for mig, er det noget af det der gør det til et arbejde på lige fod med mine tidligere, hvor jeg også skulle levere. Jeg får løn for at levere noget til nogle andre. Jeg har selv valgt at bruge lang tid på mine billeder og hele min feed på Instagram, hvilket heldigvis også ofte gør at mine kunder efterfølgende tilkøber billederne og det er jo godt for min bankbog. Jeg kunne dog måske godt have valgt en nemmere måde at vinkle mit arbejde på, men så ville det slet ikke være mig længere. Og er det ikke lige præcis det, som er det fede ved at være selvstændig? Det at skabe egne rammer? Hvis jeg ikke fra start havde lagt et stort arbejde i at være kreativ, så tror jeg da slet ikke at jeg sad her og talte om, at jeg min hobby er blevet mit arbejde, for så tror jeg stadig jeg var almindelig lønmodtager.

Jeg er dog fuldstændig enig i, at det er et stort privilegium, at det som startede 100% som en slags hobby er endt med at betale mine regninger. Og jeg forstår tildels godt, at man udefra kan tænke at det må være et totalt luksusliv/luksusarbejde og det er det sgu også nogle gange. Men jeg synes ikke jeg er kommet sovende til det. Mit arbejde er stadig min hobby, men på trods af det, så er det for mig også mit rigtige arbejde. Et til tider sjovt arbejde, som ofte kan udføres på selvvalgte tidspunkter af døgnet, fordi jeg er selvstændig og egen boss.

For mig handler det måske nok mest om respekt for det andre mennesker laver. Jeg synes det må være fantastisk for dem som tjener penge på noget, som de ikke anser for et arbejde, men blot som deres hobby. Men, hvor går grænsen og hvornår bliver en hobby anset for et arbejde? Hvis man elsker at lave mad og åbner sin egen restaurant, er det så “bare” en hobby? Eller hvis man er rejseguide og elsker at rejse. Eller hvad med en forfatter som elsker at skrive bøger, eller en journalist? Er det så heller ikke et rigtigt arbejde? Jeg tænker forskellen på den type arbejde kan ligge i, at det er noget som har eksisteret længe og derfor er accepteret som et “rigtig arbejde”. Fordi det er det!

Jeg tror det er vigtigt at huske på, at med den her type af arbejde, hvor det hele bliver bedømt udfra nogle firkantede billeder og nogle indlæg her, at der foregår meget i kulissen som ingen ser. Også rigtig meget som er røvsygt og som for mig er svært, fordi jeg er autodidakt. Der er ingen som har lært mig hvad et brief er, hvordan man pitcher sig selv ind hos en kunde. Jeg vidste heller ikke meget om markedsføringsloven, regnskab og SKAT.  Hvordan man fakturerer og hvordan man forhandler – og nej, det er ikke svært når man kan det – det er det heller ikke at give nogen en indsprøjtning, men det skal læres.

Mon ikke at vi om tyve år griner af, at så stor en del af Danmarks befolkning ikke anså min branche her som et rigtigt arbejde. Det er jeg ret sikker på.

Tak, hvis du læste med hele vejen hertil. Det er jeg bare SÅ glad for.

(Visited 11 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Jeg synes det lyder fantastiskt befriende at arbejde på den måde og noget de arbejdspladser du kalder for ”rigtige” arbejder burde tage ved lære af. Individens mulighed til fleksibilitet og følelse af frihed i sit liv. At kunne anpasse starttid og sluttid, frokostpause efter dagsform og de øvrige i familien.
    Det lyder sundt og rigtig i mine ører. Selv arbejder jeg nærmest som en slave med flere bookede ting samtidig, og en dagsorden jeg slet ikke styrer over, konstante afbrud, og en følelse af at aldrig være færdig når jeg tager hjem fra arbejde. Der er hele tiden ting jeg selv føler skal prioriteres som jeg må lægge til side fordi andre behøver hjælp med at komme videre i deres arbejdsdag. Hvor lang tid kan det holde? Jeg beundrer mennesker der tør bryde med normer og skabe noget helt eget.
    Du gør et fantastisk stykke arbejde og dine indlæg er på nivå med ethvert dameblad/familieblad/boligblad/rejsemagasin og så kan man interagere! Det er bare så flot et stykke arbejde med en fin respekt for at livet er her og nu!

    • Kære Anna,
      Sikke en dejlig måde du ser det på. Du har nemlig ret, hele fleksibiliteten i den selvstændige måde at arbejde på er guld værd. For mig og for min familie.
      Tusind tak for dine ord.
      God weekend,
      Kh T

  • Jeg er enig med Anna ovenover her i, at blogging (hvis man er dygtigt, og det er man jo i hvert fald, hvis man er kommet til at leve af det) er på linje med et magasin af enhver art. Jeg plejer at se på det således, at magasiner skal være skarpe på fakta mens bloggere skal være skarpe på nærvær. Selvfølgelig hører begge elementer til i begge lejre, det er klart. Men det skal forståes på den måde, at blogging jo er sit eget håndværk indenfor det skrevne medie, hvilket jeg, ligesom du, håber på snart trænger igennem hos flertallet 🙂

    Godt skrevet Trine og dejligt velformuleret!

    • Kære Cecilie,
      Jeg er vild med din måde at tænke nærvær ind, for det er rigtigt. Det er måske nok i virkeligheden, det jeg bruger flest timer på i mit arbejde.
      Tusind tak,
      Kh T

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *