Æraer som slutter, skildpadder og kabaler

Vores gode gamle Prins Henri er død, det er næppe gået nogens næse forbi. Han var syg og gammel, og mon ikke han var klar til at at sige farvel til livet. Et langt liv, som må have budt på meget for den virkelig pæne mand som kom til vores land for så længe siden. Tænk at opgive så meget, bare for kærligheden. Ja, sågar sit ægte navn. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt rørt over hans død. Han har på en måde altid været der. I bladene , inde i tv’et, i radioen og rundt omkring på en masse slotte. Noget af det som rører mig, det er måske lidt skørt og svært at forstå – eller også er det sole klart. Men jeg bliver trist over når personer som har været en del af den verden min mor var i forsvinder. Det er som om det gør, at hun forsvinder længere længere bort med dem. De tager en lille bid af minderne med sig. At noget stadig er, som da hun var, gør at minderne titter frem sådan helt tydeligt. Jeg ved ikke om prinsen som sådan har noget med min mor at gøre, men hun kunne godt lide at kigge på kjoler og sådan, og når der foregik noget i kongehuset. Han og vores dronning betød noget for hende. Hans død er afslutningen på en ære, som har bestået i mange år, nu starter en ny for Danmark. En ære som min mor ikke bliver en del af. Den dag Bonderøven og Kender du typen går ud af sendefladen, så fælder jeg sgu også en tårer eller tre. Ikke fordi jeg selv ser det så meget, men det er noget som har været i mange år og min mor elskede at se det. Jeg kan stadig høre hende sige hvis jeg ringede: ” jeg ser lige røven, så ringer senere”. Og hende og min far, når de sad og gættede med under Kender du typen. Han ser det stadig. Og jeg ved det også minder ham om vores mor.

De fleste minder er dem, som kun findes inde i hovederne på os, men ofte er det sådan at jeg kommer til at tænke over et særligt minde fremkaldt af noget ydre. En duft, en lyd, en sang eller når dronningen og prinsen sammen sad og vinkede i en eller anden fancy bil eller hestevogn. Åbenbart. En dag er dronningen heller ikke mere, så tager nye kræfter over og sådan er det jo med så meget. Nye kræfter kommer til og det gamle erstattes af noget nyt. Noget andet. Noget som min mor ikke kender til. Ligesom hun heller ikke kender til mine to sidste børn. Ja, altså med mindre at jeg som jeg bilder mine børn ind tror hun sidder oppe på sin egen sky og holder øje og passer på os. De døde lever videre i vores minder, så minderne består heldigvis ligemeget hvem og hvordan den kongelige kabale lægges, det er jeg sikker på. Men langsomt som det nye tager over, så viskes minderne alligevel ud. For det er svært for fremtidige generationer at holde minderne i live om personer de aldrig har mødt eller ikke kan huske. Derfor er det så fint, når man engang imellem husker at italesætte minderne, sådan så de kommer ud af hovedet. Som når min lillebror, som lige nu er i Kenya, sender mig et billede af en kæmpe skildpadde med teksten “mors storetå”. Fordi vi altid drillede hende med at hendes storetå lignede hovedet på en skildpadde. Ha ha, meget indforstået – men det satte gang i gode minder som jeg helt havde glemt og jeg kunne vise mine unger billedet og de skraldgrinede. Og jeg er sikker på det er noget de nu husker om deres mormor.

Nå, det var bare lidt tanker på en mandag. Jeg håber i har haft en dejlig weekend.

R.I.P Henri

(Visited 1 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • pudsigt du nævner “kender du typen” .. jeg har nemlig længe gået og tænkt, at du minder mig om een “jeg kender”.. og forleden så jeg faktisk “kender du typen” og fandt ud af, at det er Anne Glad, som du minder mig om❤️🧡💛

  • pudsigt du nævner “kender du typen” .. jeg har nemlig længe gået og tænkt, at du minder mig om een “jeg kender”.. og forleden så jeg faktisk “kender du typen” og fandt ud af, at det er Anne Glad, som du minder mig om❤️🧡💛

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *