Anne fra Grønnebakken, tårer, grin ned i maven og tømmermænd

Ovenpå en rigtig dejlig dag i går, så er det som om der er landet sådan en stor tyk og meget tung dyne ovenpå mit hovede i dag. Jeg har hele ugen været ramt af et fælt hold i nakken, som piller har kunne tage toppen af – men i dag hjælper de ikke rigtig og jeg har derfor siddet helt stiv som en pind, samtidig med at jeg skiftevis har arbejdet og set serier. Og selvom jeg egentlig er glad og havde sådan nogle virkelig sjove timer i går, med grin helt ned i maven og masser af Wham og Last Christmas, så er hele min luft lige så stille sivet ud af mig i dag. Det har været en dag, hvor jeg har haft lyst til at trække mit stik og måske ikke kun på grund af hold i nakken og dagen i dag, men fordi der virkelig har været gang i den de sidste mange måneder. Og lige pludselig føler jeg mig forpustet. Og træt.

Jeg græder nærmest aldrig, ikke sådan rigtig med tårer og hulk – men i dag gjorde jeg lidt. Og som det ofte er med sådan noget, i hvert fald for mig – så startede det med at jeg blev rørt over en film. Eller en serie, fordi jeg sad i dag og så Anne with an E, altså Anne fra Grønnebakken fortolket af Netflix efter den gode gamle novelle. Den helt gamle serie blev altid vist i juledagene, da jeg boede hjemme og jeg så den med min mor. Den er nu så fin og fuld af masser af håb og kærlighed. Og mens jeg sad der helt brak, med tømmermænd efter halvanden Mokai i går, så flæbede jeg ud over det hele. Uden nogen særlig retning, men mest fordi min nakke gør rocker nas og fordi jeg sådan kom til at savne. Savne min mor og de stunder, hvor vi sad der under slumretæppet og hylede om kap til fine Anne fra Grønnebakken. På en eller måde helt plat, når man er voksen og for længst flyttet hjemmefra og plagiat’en slet heller ikke var lige så god som den helt gamle ægte serie. Men det var lige den knap, der åbenbart kunne åbne for mine tårer og på en eller anden måde, så tror jeg at jeg havde brug for det. Jeg havde sgu brug for at komme af med de tårer, for de lettede og fik mig til at trække vejret helt dybt igen. Sådan så den tunge dyne ikke føles så tung længere.

Jeg fik stablet mig på benene og fik hentet mine tre hjem. Kokkereret deres livret – boller i karry, købt juleslik og set julefilm omgivet af dem alle. Alt er godt, samtidig med at det ikke er…

Det er vel egentlig bare det, som er livet – livet på godt og på ondt. Blandet ind i hinanden. Heldigvis med en kæmpe overvægt af alt det gode.

God weekend gode mennesker.

(Visited 3 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *