Alt det vi ikke taler om: Sygdomsangst og et år uden en livmoder

Jeg har sgu snart et års jubilæum i forhold til, at jeg nu om lidt har levet et helt år uden min livmoder. Uden den del eller det organ i min krop, som jeg har båret mine tre børn indeni. Uden den del, som sørgede for jeg var frugtbar, det organ der skabte de rette hormoner, sådan så min krop blev i sin balance. Om jeg har savnet den. Åh ja, jeg har savnet. Jeg savner det. Ikke fordi jeg kæmper med at føle mig kvindelig, eller at jeg ønsker mig flere børn. Jeg savner heller ikke min menstruation. Niks slet ikke. Jeg savner min naturlige hormonbalance. Det var ikke lige noget jeg havde tænk, skulle fylde i mit liv og ærlig talt slet ikke noget jeg havde forberedt mig på. Måske fordi jeg var skide naiv og overhovedet ikke havde forberedt mig på, at det kunne blive et problem. Der var godt nok heller ikke andre som havde forberedt mig på det. Tak for det læger henne på Riget! Jeg tænkte egentlig bare, at når nu min krop ikke selv producerede hormoner, så gik det fint op med at at jeg selv tog nogle kunstige.

Det er åbenbart ikke bare sådan lige at få det hele i balance efter sådan en operation. De kunstige hormoner jeg tager, de driller og gør at jeg ikke har det skide godt. På den anden side, havde jeg det vitterligt også meget varmt uden dem og mine knogler gik alt for hurtigt i forfald. Og der var også noget med noget libido, ja eller mangel på samme. Selvom jeg længe har kørt på halv dosis, så har jeg på det her år oplevet migræne, morgenkvalme mange gange om ugen og general utilpashed. Åh!

Men så var det, at jeg fra flere kvinder med samme gendefekt som jeg, læste det her – “hvad gør lidt kvalme, lidt sved, manglende sexlyst og utilpashed i forhold til at skulle igennem et frygteligt forløb med kemo, dødsangst og frygten for at kræften kommer tilbage”. Det sætter igen det hele i perspektiv og jeg mærker glæden ved at jeg valgte den forebyggende operation til, for de skavanker jeg døjer med, dem dør jeg jo ikke af og de er på ingen måde farlige. Så nu bider jeg tænderne sammen (igen) og lever uden min livmoder og den ballade det giver for min krop og mit sind. Men fuck jeg er træt af balladen. Men jeg er virkelig også mega glad og lettet over at slippe for at bekymre mig om noget dernede, lettet over at slippe for alle de kontroller jeg løb til ovre på Rigshospitalet. Det er jeg lettet over og glad for – selvom det er tveægget.

Jeg har tidligere skrevet om sygdomsangst og det som det gør ved mig. Og i takt med at min årsdag nærmer sig og jeg læste det her meget fine indlæg hos Cecilie (aka sneglcille), så kom jeg altså til at mærke min angst for at blive syg. Den er der slet ikke hver dag, heller ikke hver uge – den kommer i perioder og gerne i de perioder, hvor mit helbred skrænter. Som nu. Jeg har ikke haft det særlig godt siden mit migræneanfald for nogle uger siden. Jeg har ligesom ikke kunne slæbe mig op til overfladen. Jeg er på penicillin på grund af blærebetændelse, noget jeg ellers ikke har haft i over 10 år. Jeg har bihulebetændelse og ondt i min krop. Mine blister inde i munden bliver ved og ved og straks mærker jeg uroen og tankerne. Er det et tegn? Er der noget større galt med min krop og er det derfor jeg ikke kan blive rask igen? Som jeg tidligere skrev, så er jeg ikke som sådan bange for døden, jeg er bange for sygdom og så er jeg bange for at dø fra mine børn. Jeg tog mig selv i at tænke den anden dag, at Kalle snart er så stor at han ville kunne huske mig hvis jeg døde, Det er sygt, det ved jeg godt – det er jo netop derfor at den her type indlæg hedder “alt det vi ikke taler om”. Jeg er selv vokset op med en mor som var syg af kræft, indtil hun døde af det, da jeg var 31 år. Min mor voksede op uden en mor, fordi hun var død af kræft. Jeg har arvet deres cancer-gen (BRCA) og det gør altså bare , at jeg nogengange bliver bange. PISSE bange, især når mit helbred driller mig, som det har gjort de sidste uger. Jeg er for det meste fuld af liv og gå-på-mod, men når det hele er lidt sort, så kan mit syn altså også gå hen og blive sortseer agtigt. Og så er det at jeg bliver så ked af, hvis mine børn skulle vokse op uden mig. Det vil jeg ikke have! Det var derfor jeg gik ind i kampen for at stoppe den her kedelige tendens som har hærget i min familie i alt for mange år. Jeg fik gentesten så jeg aktivt kunne kæmpe imod de tunge gen-odds, det var derfor jeg fik fjernet det underliv – som nu nærmest giver mig en slags fantom smerter. Men hellere det, end ikke at mærke livet og mine børn.

Det er snart Lyserød Lørdag med Støt Brysterne og alt det her, så om lidt kommer der igen virkelig meget fokus på brystkræft, hvilket jo er godt – for så kommer der forhåbentlig flere penge til forskning og sådan. Men det er også lidt hårdt, når alle medier flyder over med skræmmende tal og statistikker. For nogle af os bliver jo ramt og vi kender nok alle sammen nogen allerede. Jeg leve med et gen som siger at jeg har op til 80% risiko for at få det, hvor andre har omkring 10%. Så på en eller anden måde, kommer jeg i sorte tider til at tænke – at det lige meget hvad, nok bliver mig, som kommer til at tage en for holdet. Det gør det jo. Men mindre jeg som med mit underliv, eliminerer den risiko betydeligt, ved at fjerne brysterne på forhånd.

Helt rationelt, så er vi en børnefamilie med ret små børn og vi er nok bare i en hård sygdomsperiode, det er nok bare det… Siger jeg til mig selv, mens jeg alt for tydeligt mærker efter inde i min krop om alt nu er okay. For hvorfor går blærebetændelsen ikke væk efter flere dage med antibiotika, hvorfor bliver den kæmpe blist inde i min mund efter 14 dage. Jeg ved det ikke, jeg ved bare det gør, at jeg bliver så bange. Bange for at blive alvorlig syg. Bange for at mine børns barndom og liv bliver uden mig. Det ville jeg ikke kunne bære…. Jeg vil så gerne være med og jeg gider ikke at være syg.

God weekend fra mig