Ændring af min dag med en ellers presset kalender

Jeg sidder tæt i sofaen med min mindste mand. Vi ser Rasmus Klump og spiser kanelsnegle. Kanel-negle, hvis det skal udtales på Kalle’sk. Det er hyggeligt, men det var ikke planen. Slet ikke faktisk.

Jeg afleverede ham i morges og allerede der var det ikke særligt sjovt. Det er år siden, at jeg sidst har grædt, efter en aflevering. For mine børn har 7-9-13  trives godt i hver deres institutioner. Børnehaven som Kalle går i, har alle tre børn brugt og vi kender derfor huset og de voksne rigtig godt. Jeg har altid haft en god mavefornemmelse og børnene har været glade. Det er et virkelig dejligt sted.

I weekenden har Kalle dog givet udtryk for, at han ikke ville i børnehave når det blev mandag. Hele lørdagen dobbelttjekkede han med os flere gange. Han kiggede på os med store øjne, mens han sagde “vi holder fri i to dage, ik” – mens han stak to fingre i luften. Jeg gik ned med ham i morges og vi aftalte at jeg lige fortalte de voksne, at han var lidt ked af det og havde brug for lidt ekstra omsorg. Lige præcis i dag, var der sygemeldinger og jeg var så tæt på at proppe Kalle i min lomme og smutte hjem med ham. Jeg blev dog enig med mig selv om, at det bare ville være at skyde problemet til i morgen. Så jeg vinkede farvel til en ked lille dreng og gik med blanke øjne ned på gaden igen. Jeg skyndte mig hjem, fordi jeg havde en deadline på Instagram, der skulle overholdes. Jeg blev ringet op af hans pædagog, som var mødt efter jeg var gået. Hun fortalte, at Kalle havde været ked af det, men at hun havde talt med ham og at han nu var glad igen og legede.

Puha, så kunne jeg trække vejret helt igen og jeg synes det var mega god stil at ringe til mig. Det var nemlig ikke noget vi havde aftalt. Så gik der lige et par timer og så ringede hun igen. Kalle var så ulykkelig og bare græd og græd. Og derfor sidder vi altså så her sammen i sofaen. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg arbejdede hjemme i dag og kunne smide, hvad jeg havde i hænderne og hente min rødøjede dreng hjem. Jeg nåede heldigvis min deadline, jeg har bare otteogfirs andre, men de må simpelthen vente.

Jeg har lynende travlt i disse uger, hvilket for det meste er super dejligt. Jeg har haft nogle timinger på noget af mit arbejde som er blevet forskudt og det har gjort at meget arbejde er blevet koncentreret i de samme uger og ærlig talt, så har det været lidt hektisk for mig at nå det hele. Det fortsætter faktisk nogle uger endnu, men jeg har lovet mig selv bare at nyde det og så takke nej til det arbejde der kommer og skal ud i november. Jeg har allerede nok planlagt der og skal ikke have mere.

Nu sidder vi her og det skal der bare være tid til. Vi har aftalt at vi går en tur om lidt og så kan vi slå det sammen med en tur i kirken, hvor Selma synger kor efter skole. Jeg har nemlig haft lidt dårlig samvittighed, over at jeg ikke har fået hørt hende synge tidligere. To fluer med et smæk.

Åh jeg synes altså det kan være svært altid at ramme den rette balance i hverdagslivet med arbejde og børn. Nogle gange ville jeg nærmest ønske at jeg kunne dele mig selv i to. Eller tre. Ha, det kræver nærmest et helt indlæg for sig selv.

Og sidst men ikke mindst, så er vi stadig glade for børnehaven. Jeg kommer til at aflevere ham dernede igen i morgen med ro i maven. Også selvom jeg er ked af at han er ked. Det er forhåbentlig bare en periode, som går over igen med hjælp fra os og de søde voksne i børnehaven.

Tak fordi I læser med på stort og småt her hos mig. Det hjælper altid lige at lufte mine tanker via ord herinde.