2020: Mit tredje år som selvstændig

Det er simpelthen så praktisk at jeg gik selvstændig ved årsskiftet. Super nemt at huske og dejlig nemt i forhold til årsregnskab og budgetter. Det gør det bare enormt overskueligt. Jeg er åbenbart typen der træffer store beslutninger omkring årsskiftet. Den her var heldigvis en af de bedre slags.

Første januar 2020, betød at jeg har været selvstændig i to hele år og at jeg derfor er gået ind i mit tredje år hvor jeg er min egen boss. Det føles stadig som var det i går og jeg kniber ret ofte mig selv i mine mormor arme, fordi det på en måde er helt uvirkeligt for mig. Det lå sgu aldrig rigtig i mine kort. Ikke dem jeg havde forestillet mig i hvert fald. Men sikke en glædelig overraskelse.

Jeg husker helt tydeligt, alle de følelser og tanker jeg havde lige inden jeg helt besluttede mig for at sige min faste stilling som patientvejleder op. Jeg var usikker, spændt, glad og bange. Bange for at miste et job, som både var trygt og godt betalt. Usikker på det nye. På det ukendte. Jeg husker, da jeg endelig sagde op og min chef spurgte hvad jeg så skulle. Hvordan jeg forklarede ham om bloggen og om Instagram – hvordan stilheden larmede inde i telefonrøret og igen følelsen af usikkerhed. Han har nok tænkt, at jeg var godt tosset, ligesom der helt sikkert også var mange andre der gjorde.

Læs evt min karrierevej her

Når man lever af at være blogger og Instagrammer, så kan det til tider være ret svært at forklare hel præcis, hvad det er arbejdet går ud på. Folk har simpelthen svært ved at forstå, hvad det er jeg tjener mine penge på. Det var dog sværere at forklare da jeg lige havde sagt op, for jeg havde aldrig lavet et eneste betalt samarbejde. Jeg var bare stensikker på, det lå lige henne om hjørnet. Og hvor er jeg glad for at jeg turde tro på mig selv. At Søren og jeg besluttede os for, at jeg skulle sige op, fordi chancen lå der for fødderne af mig og tiden var rigtig.

De betalte samarbejder kom nemlig hurtigt. Og det gav mig en ro i maven. En følelse af, at have gjort det rigtige og jeg begyndte at hvile i min beslutning, også når folk spurgte med tvivl i stemmen. Uden en fast lønseddel, så kan man aldrig rigtigt læne sig helt tilbage for at hvile, heller ikke i weekenden, om aftenen, ved sygdom og i ferierne. Det bliver sikkert bedre med tiden, for det er det allerede blevet. Jeg er blevet bedre til at trække stikket, men det er noget jeg stadig øver mig på og noget jeg helt sikkert skal blive bedre til her i mit nummer tre år. Jeg kan godt savne følelsen af at have 100% fri, men alt andet opvejer den følelse gange tusinde.

Jeg kan huske de første events jeg var til. Jeg havde kun blogget i seks måneder, da jeg blev selvstændig og havde med mit job og tre børn ikke tidligere haft tiden til events. Jeg stod derfor de første par gange og babbede i et stribet sugerør henne i hjørnet, mens mine hænder rystede en smule. Jeg kendte ikke et eneste øje i branchen. Heldigvis er jeg ret udadvendt, så hurtigt sneg jeg mig ud af hjørnerne og begyndte at tale med flere af bloggerne. Som selvfølgelig var lige så forskellige som mine tidligere kollegaer var. Jeg bruger selv hashtagget bloggertype om mig selv, men det er bare for sjov, for der findes godt nok mange bloggertyper. Selvfølgelig gør der det og heldigvis da.

I mine to år som selvstændig har jeg forsøgt mig med lidt forskellige arbejdsgange. Famlet lidt undervejs, men også blevet klogere hver eneste gang jeg har taget nogle valg. Jeg har haft fire måneder i et kontorfællesskab sammen med nogle virkelig kompetente kvinder. Super hyggelig og rar tanke i teorien, men det virkede ikke for mig. Mit hjem er ofte mit fotostudie og jeg havde svært ved både at nå at tage billeder hjemme, cykle til kontoret og så også at skulle hente mine børn. Måske en anden gang. Lige nu elsker jeg at sidde i min morgenkåbe hjemme ved spisebordet, eller bruge nogle af kontor pengene på en café kaffe med min mac på bordet. Jeg har fundet ud af at jeg arbejder intensivt, med café støj i baggrunden og jeg får pip, hvis jeg kun er hjemme.

Sidste år gik jeg med ind i Boom Agency. Et influencerbureau, hvor vi var fire bloggere og en agent. Jeg måtte dog sande, at jeg hurtigt savnede alt bagom arbejdet. Kundekontakten, forhandlingen og hele den kommunikative tilgang der er, inden selve kampagnerne eksekveres – så jeg gik tilbage til blot at være mig selv igen.

Det har faktisk givet mig en endnu større tro på at kunne. Og lige nu stortrives jeg med den måde at arbejde på. Jeg savner til tider at være en del af et fælleskab, nære kollegaer og sådan – men jeg har heldigvis med tiden fået nogle gode venner i branchen, så jeg putter ofte sparring ind i mit program.

Jeg er et sted nu, hvor jeg gerne vil udvikle lidt på min forretning.
De sidste par måneder er jeg begyndt at få hjælp til fotografering, især omkring mine kampagner. Og jeg synes det er spændende, at bruge mit krudt på kun at tænke foran kameraet og ikke bagom. Det vil jeg gerne bruge flere ressourcer på. På den anden side, så elsker jeg også selv at tage billeder og jeg vil gerne mere af det også, bare ikke dem hvor jeg selv skal være på. Kun når jeg er hjemme og kan bruge selvudløser. Jeg vil gerne bruge min by endnu mere og på den måde få brugt fotografering i den sammenhæng. Vise mere Nørrebro, de skæve vinkler, skæve forretninger og alt det jeg elsker.

Når selvudløseren driller #bloggertype

Helt fra starten af med mit job her, så kunne jeg godt tænke mig et samarbejde omkring noget mere dybt. Jeg er stadig så mega stolt af denne her kampagne med Dannerhuset. Det var desuden en kampagne der vandt en fornem pris, altså dem der havde udtænkt den. Super sejt! Og sådan noget vil jeg gerne mere af. Drømmer om kampagner sammen med Sundhedstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Unicef eller andet i samme genre. Da jeg læste til sygeplejerske og i alle de år jeg arbejdede med patientrettigheder, handlede det om at hjælpe andre mennesker og det ville jeg gerne finde en måde at få flettet ind i mit univers her på domænet.

Derudover vil jeg gerne tilbage til at lave lidt mere interiør. Ikke at jeg også gerne vil mode, det vil jeg! Men jeg brænder stort for indretning også og gad godt forbinde det hele lidt mere med hinanden. Farverne som både findes i mode og i interiør og hvad det gør ved vores sind at omgive os med farver.

Så har jeg en drøm om at skabe noget. Noget mere håndgribeligt. Hele min forretning er jo meget uhåndgribelig. Den findes ikke i et format, som man kan røre ved. Den ligger kun online og det skræmmer mig sgu nogengange lidt. Hvis internettet gik konkurs, så ville Trinesblend også gøre det og det ærger mig at være afhængig af noget større.

Jeg vil skabe noget som er ude i virkeligheden. Jeg ved bare ikke hvad det skal være. Jeg behøver slet ikke at opfinde en ny dyb tallerken, men jeg ville gerne bruge det jeg (åbenbart) kan på en mere “i øjenhøjde agtig måde”. Måske et designsamarbejde, foredrag om farver og styling, foredrag om at tage springet ud i det selvstændige liv. Ej, jeg ved det sgu ikke. Måske I har en god idé til noget I godt gad bruge mig til?

Jeg elsker at få lov til at lave det jeg gør, det gør mig på ugentlig basis lykkelig helt ind i hjertet. Det gør mig stadig skide bange og nervøs, men jeg tror helt sikkert det også er med til at gøre det så sjovt som det er. Udfordrende.

Bring it on og tak for jer.

ps. (reklame)

Jeg må altså lige lave lidt reklame for min fine dragt her. Selma har gået i børnehave med den sødeste pige, som hun nu går i parallelklasse med. Hendes mor er skrædder, altså sådan ægte skrædder. Hun har syet den her dragt til mig på øjemål sgu, men ellers bliver der målt og “fittet”, så den sidder lige i øjet. Den kommer forøvrigt også med ærmer og tanken er, at den skal kunne bruges til ethvert formål. Sneakers og legeplads, høje hæle og møder. Jeg så sådan her ud nytårsaften og i dag har jeg den på, med en langærmet Nørgaard under. Se mere på Signes Instagram her.

(Visited 25 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *