1 års fødselsdag og en ode til Mallorca

Et år går hurtigt, alt for hurtigt. Især når man har børn og ofte bare gerne vil standse tiden Men tænk i dag for et år siden skrev jeg mit aller første indlæg her på Trinesblend. Jeg husker det som var det i går, at jeg sad og maste med at få styr på domænenavn og design og pludselig havde jeg mit eget lille sted med plads til billeder og ord. Helt hemmeligt det første stykke tid, og så pludselig ikke så hemmeligt længere. Jeg tisser stadig lidt i bukserne hver gang jeg trykker på udgiv. Også selvom det ikke er noget særligt, men for mig er det alligevel særligt at andre mennesker læser det som jeg har skrevet. Ja faktisk er det en kæmpe ære. Så hip hip hurra for at jeg gjorde det, for det er jeg oprigtig glad for. Sådan helt nede i maven glad.

Det er så helt utrolig koldt udenfor, på den der bidende måde, hvor ansigtet bliver siddende helt stramt når man har været udenefor. Tænk hvis det blev siddende sådan, ja man kan da prøve at ønske sig det. Altså hvis det har sat sig pænt. Bortset fra det, så er København virkelig pæn med kulde på, kunden klæder vores by ret godt kombineret med blå himmel. Jeg cyklede langs søerne i dag og det var det smukkeste syn med de frosne søer. Wauw altså. Men jeg længes nu stadig efter lunere vejr og forår. Vi har noget tid gået og luret lidt på, hvordan vores sommerferie skal tilbringes og så lige præcis i dag tog vi beslutningen og fik bestilt en rejse. Så sammen med at vi selvfølgelig skal tilbringe meget tid i vores sommerhus i Dronningmølle, så flyver vi også 10 dage til fineste Mallorca. Jeg elsker den ø, og har været der mange gange siden jeg var helt lille. Og mens jeg krøller mine tæer bare en lille smule, så indrømmer jeg lige at vi rejser til en lille by vi har været i to gange tidligere. Og skal bo det samme sted. Det er sådan et dejligt sted og perfekt med børn. Sidste gang vi var der, lå Kalle inde i min mave og min kæreste friede til mig og blev altså så til min mand sommeren efter..

Efter min mor døde, inviterede min far os ud at rejse og det var første gang vi var der og selvom sorgen sad dybt i os, så gjorde det sted os så godt. Det var der vi begyndte at smile igen og der vores grå kroppe blev varmet igennem både udenpå og indeni. Så nu er mine sommerfugle allerede begyndt at blafre af fryd, for hold nu op hvor jeg glæder mig. Vi fortalte det også til ungerne i dag og de sprang op og ned som små bolde og det endte med vi alle dansede omkring stuen. Det må være vores sted, hvis man kan have sådan et.

Nu vil jeg trykke udgiv (mens jeg klemmer sammen forneden) og glæde mig til det næste år. Hav en fin aften.

Lille topmave og Søren efter han havde været nede på sine knæ. Åhhhh, det var fint.