Den her beslutning har været længe undervejs. Den har krævet et par søvnløse nætter, den har krævet mod og mange lange snakke efter børnene var lagt i seng om aftenen. Men nu er det gjort!

Jeg har sagt op. Jeg har sagt mit job op. Mit trygge, sikre og gode job i det offentlige. Det job som har pension, betalt ferie, barsel og sygedage indbygget. Det føltes ganske enkelt ikke længere rigtigt for mig at være i sundhedssystemet. Jeg har for alt for længe siden mistet gnisten. Jeg har villet noget andet. Noget som er meget langt væk fra det som jeg har været i de sidste 15 år.

Dengang min mor døde, der lovede jeg mig selv at jeg ikke ville gøre ting af pligt, jeg ville ikke gøre noget som ikke gjorde mig rigtig glad. Det er selvfølgelig svært at følge hele vejen, fordi jeg er voksen og når man er voksen er der en masse forpligtelser og de er sgu ikke alle lige sjove. Mit arbejde føltes alt for meget som en lidt sur pligt og jeg kunne ikke rigtig se mig selv i øjnene til sidst. Men ligemeget hvordan man vender og drejer hele voksenbutikken, så kan man ikke komme udenom at økonomi er et ret så stort emne. Vi kan ikke undgå at økonomi ofte i sidste ende sætter dagsordenen for mange af de valg vi træffer. Økonomien skal hænge sammen, ellers er der for mange bekymringer og så er det hele jo lige vidt. Men så alligevel er jeg også af den overbevisning at alt nok skal ordne sig. Det løser sig og hvis man nogengange græder lidt på vej på arbejde, så er økonomien ligegyldig for en tid.

Efter alle vores snakke, hvor min mand heldigvis bakkede mig op i min beslutning, om den blev det ene eller det andet. Så havde jeg alligevel uendelig svært ved at træffe den. Jeg var så bange for at gøre noget forkert. At fortryde. Det som blev ved at komme tilbage igen og igen inde i hovedet på mig, det var sygdom. Hvad nu hvis jeg bliver syg? Hvad nu hvis??? Det er der stadig, men jeg har for længst følt hvordan sygdom kan komme til at styre ens liv og det har allerede styret rigeligt i mit. De tanker får simpelthen ikke lov til at overtage. Ikke denne gang! Ellers skal jeg begrænse mit liv på grund af mange hvis'er og det vil jeg ikke. Livet er jo lige her og lige nu.

En dag for nogle uger siden, cyklede jeg hjem gennem byen som så mange gange før, og lige der på min cykel sagde jeg højt for mig selv " jeg gør det sgu - jeg siger op". Jeg hentede børn og lavede mad med min lille hemmelighed siddende i mit smil på læben og hjem kom min mand, som havde haft travlt - han vidste ikke jeg havde besluttet mig, men han kiggede på mig mens han tog sin jakke af og sagde " skat, du skal sige op - det skal du altså". Og det gjorde jeg dagen efter, og lige da jeg havde gjort det, da vidste jeg med sikkerhed dybest nede i maven at det var det helt rigtige valg, for sjældent har jeg følt mig så lettet.

Jeg har længe drømt om noget i en helt anden verden end den jeg har uddannet mig til at arbejde i. Noget kreativt. Men modet har ikke været stort nok til at turde tro. At tro på mig selv. Men så det sidste stykke tid, er jeg begyndt at turde. En spire, som tror på at jeg har fat i noget, og at det giver mig overskud og uendelig mange smil. Faktisk helt fra det ene øre over til det andet. Og så giver det også ægte penge. Jeg er opvokset med at han uddanner sig til noget og så er det der man bliver resten af livet. Jeg har dog siden lært, at intet i livet er sort eller hvidt og det behøver vores levebrød heller ikke at være. Jeg skal derfor være selvstændig. Og så skal jeg være mere mor. Jeg har gang i nogle meget spændende projekter, dem kommer jeg ind på, på et andet tidspunkt. og så har jeg jo bloggen her. Bloggen som relativt hurtigt har fået en del læsere. Tak for det, det er virkeligt så dejligt i har lyst. Faktisk var det lige her, at mit mod turde komme frit frem. Min blog er en personlig blog og det bliver den ved med at være. Der vil dog også komme lidt flere sponsorerede indlæg. Disse vil stadig være personlige indlæg og jeg gør mig meget umage med at give dem dybde og inderlighed ligesom med mine andre indlæg - selvfølgelig tilpasset produktet. Egentlig er det vel ikke meget anderledes end, når man køber et fint glitrende magasin i en butik. Der er også en del sider med reklamer, nogle mere spændende end andre. Men de er der altid og heldigvis kan vi vælge at bladre forbi, eller måske vælge at blive inspireret af det vi ser og læser. Det lyder nærmest som en forsvarstale, det er det ikke - men jeg ved at mange skælder ud på sponsorerede indlæg, altså indlæg som er betalte. Det håber jeg, at jeg kan være med til at få vendt lidt om på.

Jeg har indgået et samarbejde med en agent. En agent som vægter æstetik højt både på billede og ord siden - ligesom jeg gør, og jeg ved at hun vil gøre sit ypperste for at finde samarbejder som passer lige ind her hos mig. Jeg håber I bliver hængende og vil følge med i mit eventyr. Jeg ryster stadig ret så meget i mine knæ, og indeni mit hoved skal jeg lige vænne mig til det hele. Det er simpelthen så indgroet i mig det jeg har gået i så længe. Alt det her med at gøre en foreskel og at være præget af et stort apparat. Alt behøver sgu ikke handle om at redde mennesker. Lige nu vil jeg forsøge at være tro mod mig selv og min familie. Jeg gør det ikke for at blive rig, men for at være lige her, hvor tiden går alt for hurtigt.

Ps. Måske skal det lige nævnes at jeg har arbejdet med patientrettigheder de sidste mange år. Og en hulens masse kommunikation i systemet. Jeg er uddannet sygeplejerske og har taget en eksamen i sundhedsret på jura. Mange har allerede sagt at jeg jo altid kan få et job som sygeplejerske hvis alt glipper, men sandheden er at jeg ville skide i bukserne, hvis jeg skulle det. Jeg var som nyuddannet ansat som sygeplejerske i 2-3 år, men har ikke siden arbejdet i faget. Så det ville jeg slet ikke turde. Og jeg har heller ikke sådan rigtig lyst. Så er det ligesom på plads



Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Vi hoster. Og har hostet de sidste mange uger. Mange dage har vi blot lige highfivet i døråbningen min mand og jeg ,og vi får nærmest kun lige klaret det som absolut skal klares. Og det er ikke helt lidt, når der er tre små der kræver service. Tre små som også hoster og sprutter. Min mand har lungebetændelse og er på antibiotika og jeg føler lidt den nu er hoppet over på mig. Lige nu ligger vi side om side i sengen, det føles lidt som om det aldrig blev lyst i dag og dagen er nu blevet til eftermiddag. Tid til snart at hente børnene hjem. Vi har lige hugget om hvem der gør hvad. Jeg ved ikke helt om jeg vandt eller tabte, men jeg skal hente de to små og Søren tager til jule/hygge/lucia med Alfred på fritten. Han har lige sagt at han højest har en time i sig, så de må speed hygge derover. Vi har aftalt at sætte børnene i sofaen når de kommer hjem og lade dem se jule tv på computeren og så henter vi takeout. Selvom det er skide hårdt at vi er ramt, og har været det længe - så synes jeg vi hygger os stort. Børnene er glade og så gode. De stråler alle tre og jeg kan se i deres øjne at de har det godt på trods af grimme hoster. Vi griner stadig både med munden og med øjnene og så danser vi rundt om spisebordet, mens vi alle sprutter. De voksne med fedtet hår og noget jogging med grimme tykke sokker. Det er lige meget.

Det er underligt sådan noget, for andre gange når det er mere oplagt, så føler man ikke helt samme glæde og lune i kroppen som nu. Jeg tror det er fordi, jeg føler vi er et hold. Et stærkt hold og det mærkes tydeligtere nu, hvor alt sejler lidt om ørene på os. Vi henter dåsecola i kiosken og skåler med blanke feber øjne og er begge to to stolte af de tre børn som vi helt selv har lavet.

Hold kæft hvor er de søde. Og nu vil jeg tage en jakke på udover mit nattøj og hente dem hjem.

Glædelig onsdag.


Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Jeg sover altid med to hovedpuder. Den ene bruger jeg mellem mine knæ. Min mand gør det samme, han har døbt sin nummer to pude for pik-puden, og det er min så også kommet til at hedde. Derfor er der ofte følgende samtaler i soveværelset inden sengetid. "Hvor er min pik?" "Åh, der er den, den var faldet på gulvet"." Pis os, jeg har glemt min pik inde i sofaen".

Synes jeg at julekalenderen på DR og TV2 minder meget om hinanden og på en eller anden måde også om Netflix serien Stranger Things. Det her med at der findes to verdener, portaler og mørke skove. Er det bare mig?

Lørdag aften var der absolut ingenting i flimmeren og vi endte med at se Tema lørdag på DR2. Om prutter. Jeg blev taget helt tilbage i tiden, hvor det der med at slå en prut når man var sammen med en date var det værste der kunne ske i livet. Aj, hvor har jeg haft ondt i maven mange gange. Det er ligesom lidt nemmere sådan noget, når man har født tre børn "sammen".

Var vi ude at stå på skøjter i weekenden. Ungernes første gang, de var helt vilde med det. Og lille Kalle stod der på siden og heppede på sine søskende mens han råbte mig tuuuuuuuuurrr. Jeg elsker bare at vi kan gøre sådan noget sammen alle fem. Jeg kom i den forbindelse til at tænke på, at de fleste havde deres egne skøjter da jeg var barn. Så skøjtede vi på diverse søer. Nu er der nærmest kun falske skøjtebaner. Jeg husker dog en gang indenfor de sidste ti år, hvor det var muligt at skøjte på søerne her i København. #globalopvarmning

Er jeg ret vild med jul langt hen af vejen, men må jeg være ærlig at sige, at jeg allerede glæder mig en bitte smule til at tage julepynten ned igen. Og vi har ikke engang peeket på pyntsiden endnu. Næste weekend henter vi nemlig juletræ. Til gengæld så hepper jeg højlydt på at vi snart får noget ægte sne.

Har Time Magazine lige kåret hashtagget MeToo, som årets navn (fænomen). Det er skide sejt, at der kan komme så meget ud af at vi står sammen via de sociale medier. Jeg lavede faktisk noget rigtig spændende lige præcis den dag, noget som har med det at gøre. Ja, jeg er mega belastende - men jeg siger mere lige straks. Jeg har for øvrigt delt min egen #metoo historie her .

Har jeg lavet butter chicken virkelig mange gange efter denne opskrift . Shit den er god. Den er med blomkålsris. Jeg laver altid halv ægte ris og blander så halv blomkålsris nede i, så tror børnene at de spiser almindelige ris. Og med buttersovs på så glider alt ned. Prøv den!

Er jeg dødmisundelig på pigerne med tørklæder, som lige sætter mobilos i spænd mellem tørklædet og øret. Sgu pænt håndfri sæt de har sig.

Flytter min far tilbage til min barndoms by lige præcis samtidig med at en veninde har købt hus der. Jeg har mere eller mindre ikke været der siden min mor døde og nu glæder mig faktisk lidt til at have et ærinde der igen. Og så glæder vi os til at have en morfar på sjælland igen. Yay.

Kan jeg ikke helt beslutte mig for om jeg skal nuppe en hel dag ude i de virkelige butikker og få alle julegaverne i hus. I ved en rigtig stresset hyggedag. Eller om jeg bare skal sætte mig i sofaen og netshoppe det hele. Det første lyder hyggeligt oppe i mit hovede, men jeg er ikke helt overbevist om at det holder i realiteten. I ved forventningens glæde kontra virkelighed.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Sponsoreret af Studio Rov

Det er søreme blevet søndag og dermed tid til mit lille advents tema igen. Jeg har en forkærlighed for alt muligt værk til hjemmet, og især for ting som er lavet med hænderne. Skåle, små kander og kopper og endnu flere kopper. Ha ha, jeg har svært ved at lade sådan noget stå, når jeg passerer det på min vej. Og så alligevel, er jeg nok ret kræsen - så min samling er ikke særlig stor - men pæn. Alt er enten købt eller modtaget med kærlighed og jeg bliver glad af at drikke min te af en smuk kop, som er drejet af et par dygtige hænder på et hyggeligt værksted. Det er bare som om det smager en my bedre på den måde. Min mand er så træt af at jeg også kan finde på at servere vand i mine kopper, men jeg elsker at kigge på dem og bruge dem. Og så kan jeg godt lide at de alle er forskellige.

Studio Rov er en butik som ligger på Frederiksberg, faktsisk lå den først på Nørrebro og jeg gik derfor ofte forbi med barnevognen. Jeg kommer der dog stadig selvom den er flyttet, bare ikke helt så ofte. Butikken er nemlig fyldt med en masse gode interiørprodukter. Det som jeg især godt kan lide, det er at der forskellige prislag og faktisk en hel del, som ligger omkring de 200-300 kr, så det er også det perfekte gave sted. Der er rigtig mange kopper og så er der også fine kurve, tæpper, planter, knager og en masse andet. Gå selv ind og kig på deres fine hjemmeside her.

Ofte så kan man finde ukendte kunsthåndværkere i butikken. Sådan noget man ikke sådan kan købe andre steder her i København. Der er også de lidt større mærker at finde, men det er altid en god idé at holde lidt øje med butikken både fysisk og online, da Marie som har butikken ofte tager nogle modige valg i forhold til interiørprodukterne. Jeg synes i hvert fald det er rart for mine øjne at se noget som ikke er helt så mainstream.

Denne smukke håndlavede porcelænskop er lavet af Ana Suares og Studio Rov er eneforhandler på dem her i Danmark. Jeg er vild med farvekombinationen. Der også fine skeer, som passer til kopperne.

Konkurrence

Du har mulighed for at vinde en valgfri kop og en ske fra Ana Suares, som du både finder i butikken på Frederiksberg og online.

Det eneste du skal gøre er at skrive en kommentar herunder. Husk at skrive din mail adresse i selve kommentaren. Jeg trækker en vinder næste søndag, hvor endnu en advents giveaway sættes igang.

Som altid må du også meget gerne følge med hos Studio Rovs Instagram, men det er intet krav. Du kan gøre det her.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Jeg kom til at tænke på noget i dag. Noget som julen fik mig til at tænke på. Det handlede om glæde. Glæden og forventningens glæde. To ting som ikke altid passer sammen. Glæden formår nemlig ikke altid at leve op til forventningens glæde. Jeg tænker vi alle sammen har prøvet at blive skuffet, fordi vi på forhånd har forestillet os noget. Vi har set det hele for os inden det sker og så lever virkeligheden slet ikke op til forventningen. Det er en klassikker ik?

Jeg har båret nogle forventninger med mig gennem livet på mine børns vegne. Og desværre kan jeg som mor nogle gange glemme at tiden er en anden, end da jeg selv var barn. Tiden ændrer hver dag verden og den måde som vi møder den på. Da jeg var barn og det var jul, var der en enkelt julekalender i tv, udover det var der ikke rigtig noget børnefjernsyn. Den ekstra magi som julen satte ind var virkelig stor og ægte i mit lille børnesind. Det var magisk, når "Jul på Slottet" gled over skærmen og jeg troede 100 % på at det var virkeligt. Nisserne, historierne, det hele. Jeg åd det råt og stillede måske ikke helt så mange spørgsmål ved setuppet. Mine børn stiller spørgsmål. Findes de, er det ægte mennesker som bare har klædt sig ud? De er vant til at se børnefjernsyn, de ser Netflix - det at se bønefilm er ikke helt ligeså enestående længere. Misforstå mig ikke, de elsker at se Tinka og Selma her i december, men for dem er det ikke helt på samme måde en sjældenthed at der er børnefilm i fjernsynet. Derfor ryger en smule af magien og glæden ved det hele. Måske ikke deres, men min. De kender jo ikke andet.

Der er også noget med gaverne. Udvalget, måden vi lever på, smid ud kulturen - det går hurtigt. Der er hele tiden diverse diller på skolen, på fritten og i børnehaven. Kortvarige slags. I BR er der uendelige af muligheder for børnene. Der var selvfølgelig også forskellige tendenser da jeg var barn, men der var ved gud ikke helt så mange. Der var dukker, Barbie, My little pony og Skovens dyr (som nu hedder Sylvaniens) og noget med He-Man og racerbaner med ledninger. Det var ikke så kompliceret, valget var ret ligetil og enkelt. Og de ønsker man havde var virkelig noget man brændende ønskede sig. Sådan helt ondt i maven agtigt.

Vi lever i en tid, hvor vi ofte køber det vi mangler. Vi skal ikke mange år tilbage, hvor man fik en appelsin (som var virkelig eksotisk) og et par hjemmestrikkede sokker i julegave - ikke fordi de var hyggelige, men fordi vi havde brug for dem, for ikke at fryse om tæerne. Nu er der mange børn (og voksne), som ikke helt ved hvad de ønsker sig. Jeg synes det er kedeligt. Hvert år bliver det hele lige skruet en tand op. Endnu flere julekalendre i tv, nissedøre, endnu flere muligheder for kalendre med låger og alverdens indhold. Og det er nærmest ilde set, hvis man som voksen ikke også ejer en eller to styks med luksus chokolade, cremer eller andet ekstra forkælelses lir. Jeg husker ikke mine forældre også åbnede låger. Det er jo skide hyggeligt og dejligt vi har mulighed og luft i økonomien til den ekstra forkælelse frem til den 24. Men hvad mon det næste bliver? Og kan vi blive ved med at skrue op?

Jeg føler lidt at levestandarten hele tiden højnes og der er et pres, en forventning. Min forventning om at en clementin i julesokken er helt ok, holder sgu ikke rigtigt i den virkelige verden. Jeg holder fast, men jeg kan godt se når mine børn er skuffede. Og det er her, at det måske mest af alt er min egen forventningens glæde ikke altid holder, for der skal mere til. Vi har selv skruet det op og det er nok svært at skrue ned igen. Jeg prøver dog at holde fast ved de små ting og glæder, for mig og for mine børn. Sådan så glæden også bare er en følelse, uden en materiel tilføjelse. Sådan så glæden stadig kan leve op til selve forventningen om den.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Imorges havde jeg den lille hverdagsglæde at følge min søn i skole. Bare ham og jeg. Vi var tidligt på den, da jeg skulle til et møde. Derfor skulle han på morgenfrit, det kommer han aldrig, så han glædede sig til at prøve det. Vi gik hånd i hånd, det var mørkt og gadelygterne skinnede ned på den våde sorte gade. Vi talte om, at lige om lidt så ville lyset så småt komme og gadelygterne ville slukkes. Om lidt ville gaden være fuld af alle børnene som skulle i skole og forældre på vej på deres arbejde. Ved skolen ligger en smuk kirke, som i hver et vindue, her i december måned, har tændte julestjerner og det så smukt ud, sådan en helt stille morgenstund. Vi talte om hvem der mon skulle åbne kalendergaven i klassen og om den tur som de skulle afsted på, når skolen ville åbne klokken 8. Hver evig eneste tirsdag drager de nemlig på tur. Det kan være en tur til dyrehaven, til Amager Strandpark eller i noget teater. Alt sammen med læring for øje, selvfølgelig. Det er da ret så luksus og noget vi sætter stor pris på.

Vi finder morgenfritten og jeg går med ind. Der er helt lunt og der står et pyntet juletræ med tændte lys på, som lyser op i det morgen dunkle lokale. Om bordet sidder en voksen og spiller et spil med nogle børn og i sofaen sidder en anden voksen og læser højt fra en bog. Jeg sagde farvel og stod udenfor lidt, mens jeg fandt mine hovedtelefoner frem og satte lyd i mine ører. Og så følte jeg mig bare så evig taknemmelig over, at der findes sådan nogle gode mennesker som sørger for at passe godt på mine børn, mens jeg arbejder. Den danske folkeskole får så utrolig mange hug i debatten, derfor er det altså også vigtigt at se og sætte pris på alt det gode, som den også kan. Jeg har intet dårligt at sige om den - sådan generelt, men da jeg satte mine pedaler igang mod job, var det med sådan en ekstra følelse af ro i maven - for hold nu kæft hvor er vi heldige at have sådan en fin skole. En skole som pynter op, julehygger, tager på tur og vigtigst af alt lærer vores poder at læse, skrive, regne og i det hele taget at være små gode borgere ude i livet. Det er jeg taknemmelig over.

God tirsdag derude. Hvor er jeg dog glad for i læser med. Skide glad faktisk.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Alfred 7 år:

"nogengangen er de lidt mærkelige dem inde i fjernsynet. Men de får jo penge for det. Ik mor?"

"mor - hvis jeg var præsident så skulle man først være voksen, når man blev 20 og ikke 18. For det er så sjovt at være et barn"

"far - ved du hvem der vandt? Jeg håber det blev en A'er, der blev præsident på Nørrebro" ( her tænker mor - sådan min dreng!)

Søren har mistet sine vanter og Alfred spørger ham, om han har husket at tjekke i glemmekassen på sit arbejde.

Selma 5 år :

"Jeg er så glad så glad at min mund den stråler"

"Helt ærligt mor, skal vi dog ikke snart i logisk have"

"Mor, jeg gider ikke gå til ballet længere, for jeg har allerede lært det hele".

"Prøv lige at se den seje toverning jeg har fået af Thor på min arm"


Kalle 1,5 år:

Hans ordforråd bliver større og større dag for dag. Seriøst, det er helt vildt så hurtigt som det går lige for tiden. Derfor er det meste af det han siger, ret så sjovt. Nok mest for os herhjemme og mest fordi hans ansigt ser så skide sødt ud. Han har den vildeste mimik vores lille menneske. Lige nu er det bedste der kan overgå ham, at det bliver fredag. For han har virkelig fanget konceptet vi kører den dag. Den måde han skubber sin lille tykke blenumse helt tilbage i sofaen, mens han venter på at hans private gule skål med slik lander i hans arme og fredagsfilmen starter i fjerneren. Så sidder han der, helt sirligt og stritter med sine to fingre, mens de kører ned i skålen efter mere. Han er helt med. Tænk hvor heldig man er når man er nummer tre. Stakkels Alfred han smagte ikke skyggen af sukker før han var over tre år. Ha ha.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Indlægget er sponsoreret af Ellies and Ivy

Så blev det søndag igen og med en fin lille titel på også. Nemlig den aller første søndag i advent. Med børneøjne, er det et helt skidt på vej mod juleaften. Mine børn har siden 1. november talt ned til 1. december og nu endelig har vi passeret den første og samtidig er vi på vej hen mod 2. advent. Derfor er der endnu en god konkurrence her hos mig, som jeg håber i vil tage ligeså godt imod som den første.

Jeg har nævnt mærket tidligere og nu gør jeg det simpelthen igen. Ellies and Ivy , hvis ikke i kender det så hop ind på deres side og tjek de fine sager ud.I kan også se mere på deres Instagram her. Det er to piger som står bag og de er i mine øjne sindsygt dygtige til farver og snit. De finder de flotteste vintage sarier i Indien, som de så omdanner til alt fra kimonos til kjoler til makeup og toilettasker.Jeg har fulgt med i deres eventyr helt fra starten og jeg kan godt lide at se, at de holder fast i noget af deres første produkter og så er de gode til at tilføje få, men gode nyheder hen af vejen. Farveskalaen er så flot, og der er altid lidt for enhver, noget meget farverigt og så også noget mere afdæmpet. Da sarierne er vintage (også kaldes gamle), så findes der kun få af hver slags og sådan noget elsker jeg altså. Det her med at man ejer noget som et en smule enestående i udtrykket.

Deres makeup punge, var vidst med helt fra begyndelsen og jeg kan rigtig godt lide kombinationen af sariernes farver sammen med quilt. Jeg er nu jeg tænker over det, vild med det meste i quilt. De bliver sådan lidt tykke i kvaliteten. De er gode og rumlige og kan også lige rumme en ble, hvis man er en mor på farten - ja altså til sin baby. De gode makeup punge har nu fået den fineste storesøster. En toilettaske, samme princip bare større. Helt perfekt, til alt det man slæber med sig, hvis man skal på overnatning eller måske bare på tur med familien. Jeg kan godt lide at have en ret stor taske med og så have nogle mindre tasker nede i den store. Så har jeg bedre overblik over eight hour creme, pixi bøger, håndcreme og vådservietter. Og alverdens dims, som har det med at samle sig i min taske.

Konkurrence:

Du har muligheden for at vinde en makeup pung eller en toilettaske fra Ellies and Ivy. Du bestemmer helt selv, hvilken en du helst vil eje.

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar herunder. Husk at skrive din email i kommentarfeltet, sådan så den er tydelig for mig. Jeg trækker vinderen næste søndag, hvor næste adventsgave sættes i gang.

Glædelig december fra mig og held og lykke.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Jeg lyttede i dag til Podcasten "Mig og min mor" og den ramte mig sådan i hjertekuglen. Podcastens omdrejningspunkt er de svære samtaler i livet. Åh mand, dem findes der jo uendelig mange af og i mange forskellige sammenhænge og kontekster. Der er de svære som er svære, fordi de omhandler kritik af et andet menneske. Modtageren. De kan til gengæld lette en trykket stemning, eller også kan de afslutte noget som alligevel ikke var godt. Så er der de svære samtaler, som er svære fordi man har gået og gemt på dem for at beskytte modtageren. Lige meget hvad, så udløser sådan en samtale ofte tårer, sved, latter, vrede og/eller lettelse.

Jeg er ikke konfliktsky og kan bedst lide at få de fleste snakke ud i livet og ud af kroppen, sådan så det ikke går og vokser sig stort inde i hovedet og maven. Jeg er ikke god til at gå og gemme for længe på sagerne. Men jeg har da ofte prøvet at skulle tage et meget meget langt tilløb. Et tilløb som lige har krævet nogle tankefulde nætter uden megen søvn.

Podcastens første afsnit rører mig fordi mor og datter sådan minder mig, om mit forhold til mig egen mor. Tænk alle de snakke vi har haft, alle de tårer især jeg har grædt og alle de gode grin. Timelange telefonopkald om ingenting og så alligevel om alting. Og så var der også de snakke vi ikke tog, ikke kun fordi de var svære, men også fordi jeg var datter og hun var mor. Der var emner vi aldrig talte om og så var der alle de emner som vi bare ikke nåede at tale om. Især om moderskabet, det nåede vi simpelthen ikke til. Æv og piv. Så var der samtaler, som vi ikke tog hul på fordi vi ville passe på hinanden. Mest noget om sygdom. Det var mest hende som ville passe på mig og det gjorde hun. Det er så fint at vi mennesker altid prøver at beskytte dem vi elsker, helt automatisk så vil vi ikke sårer og det sker nærmest uden vi behøver at tænke over det. Det må være sådan et medfødt beskytterinstinkt vi har.

Noget jeg er rigtig ked af vi aldrig fik talt om det er døden. Det på trods af, at vi havde den ubehageligt tæt på os. Jeg husker faktisk slet ikke at vi berørte emnet nogensinde. Selv da hun var allermest syg til sidst, talte vi ikke om døden. For mig var det en stor og meget fed elefant som befandt sig inde på hospitalsstuen, men jeg kunne simpelthen ikke tage hul på emnet. Det var for at beskytte min mor, for jeg var så bange for at det ville tage håbet fra hende hvis jeg nævnte ordet død, Jeg var bange for hun troede jeg havde givet op på hendes vegne hvis jeg sagde noget. Nu her 7 år efter nager det mig stadig, at jeg ikke tog den svære samtale. For min mor har uden tvivl tænkt tanken og måske har hun også holdt den inde for at beskytte mig og os. Det ville ligne hende. Derfor er der efter min mening også svære samtaler, som man bliver nødt til at tage. Man må tvinge sig selv til det, også selvom det gør en ondt og ked. For selvfølgelig skal vi tale om døden. Og det skulle vi have gjort.

Hvis jeg kunne lave en Poscast sammen med min mor, så ville det være et af vores emner. Døden altså. Jeg tænker det er et ret svært emne for mange mennesker. Og for os var det svært også selvom den var lige for næsen af os. Nogen lukkede øjnene for det, ubevidst. Andre (mig) vidste det godt, men kunne ikke. Jeg har sådan en fornemmelse af at min mor godt vidste at jeg vidste det. Og hun vidste det også. Tror jeg.

Tag den svære samtale med dem du holder af og lyt evt til Podcasten for at samle mod. Lyt her eller her .

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Indlægget indeholder reklame

Mit København. MIt hjem. Det er sgu en optur for sig selv at bo her.

Der er så mange som vælger at forlade byen for tiden. Af flere årsager. Det handler nok meget om plads, om økonomi og om drømmen om at have sin egen have. Jeg forstår det så udemærket.

Vi har heldigvis plads og bor i det bedste åndehul jeg kan tænke på. Helt i ro, men stadig tæt på livet i byen. Og som jeg har skrevet om tidligere, så giver København mig stadig susen i maven og gåsehud. Simpelthen fordi byen er så smuk, den kan noget pænt og særligt. Ligenu lyser alle de pyntede gader op med deres juleglans. Gran og små lys på hvert et lille stræde. Caféerne har duggede ruder, og det er svært at se ind. Det ser hyggeligt ud med talende silhuetter i vinduerne. Siddende over en cortado (den kan jeg så kun se inde i mit hovede) med stearinlys på bordene. Jeg bliver aldrig træt af at se nærmere på alle de flotte gamle bygninger, de røde tegltage, de finurlige krummelurer og de småsprossede vinduer som pryder facaderne. Jeg har ikke noget imod at der er mange mennesker, faktisk kan jeg ret godt lide det. Jeg kan godt lide at se på andre, lytte lidt med på hvad de taler om (ja sorry) og studere andres måde at være på. Jeg kan godt lide København for dens mangfoldighed, dens rummelighed – jeg kan godt lide at mine børn ikke lægger mærke til hudfarve og tørklæder. At de har let ved at udtale arabiske navne og slet ikke overvejer at navnet er anderledes. Det kan jeg godt lide.

Byen gør mig glad. Altid. Dens summen giver mig ro. Dens pænhed giver mig inspiration. Vores lejlighed giver mig tryghed. Og da jeg sad der med min store fede juleklejne , så kunne jeg mærke små bitte bobler af glæde som blandede sig nede i maven med klejnen.

I går var jeg til sådan et fint event. Det var smukke Hunkøn, som havde inviteret på Salon K. Og sikke et fint lille show de havde lavet og den der drink. Shit den var god. Jeg skulle hente alle tre unger efterfølgende, så jeg måtte holde mig til den ene. Desværre. Hunkøn er inspireret af Japansk mode og så blandet sammen med den skandinaviske simpelthed. Det går ret så fint sammen hånd i hånd. Deres djævlelogo er sådan en kær reminder til os kvinder, noget med at vi skal turde og aldrig bare følge strømmen. Det er lige sådan noget jeg godt gad, at blive endnu bedre til. Mine blomstrede bukser i velour fra Hunkøn kan findes her .

Der er poppet små julemarkeder op rundt op i byen. De dufter af julebag, der er en sagte melodi af jul og selvom det sikkert er ret så turistet, så ser det hyggeligt ud. På hvert et gadehjørne står der juletræssælgere. Vi skal igen i år holde jul og jeg glæder mig til at tage ungerne under armene og sammen vælge det træ som skal hjem og stå i vores stue. Sidste år var vi i Thailand, men året før havde vi juletræet i vores ladcykel blandt børn og gear.

At mødes med en god veninde ti minutter i hentetid, men lige prioritere tiden til at hapse sådan en smørsag fra Mirabelle Og ikke mindst en god snak, man kan nå meget på få minutter og det giver overskud i den anden ende..

At tage på bar en helt almindelig hverdag og få serveret overdrevet lækre cocktails. Cointreau havde inviteret og de har lavet sådan en fin retro flaske. Det gode spiritus gør sig utrolig godt i en cosmopolitan. Jeg cyklede hjem igen kl 19, halvør i hovedet - men tanket op på snak og drinks. Jeg drikker ellers ikke sådan, det er virkelig sjældent. Og der skal heller ikke meget til at gøre mig lidt bedugget. Når det så skal være, så var det altså ren luksus at få shaket så fine cocktails af den gode bartender på Ruby

Ja altså det er jo som sådan ikke en optur at have en datter med 40 i feber, men der er alligevel noget særligt over en dag i sofaen hånd i hånd. Hun trængte i forvejen til lidt ekstra opmærksomhed mit lille midterbarn. Så det fik hun, lige indtil huset igen blev fyldt op af de to andre børn.

Julebær i spandevis. Er ikke sikker på, jeg helt forstår dem som åbenbart er blevet spraymalet, men de røde og de gule er så flotte. De andre er bare sjove og lidt mærkelige. Jeg elsker at luske rundt i Torvehallene. Helst udenfor blandt grøntsager og blomster. Farverne i sig selv, er et helt kunstværk. 

Læs eventuelt opturene nummer et her .

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments