Tidy-up Tour: Giv det videre

Annonce Innocent

Jeg tror at de kommende generationer bliver så meget dygtigere end vores og tidligere generationer til at passe på den smukke planet, vi så fint har fået lov at bo på. Mine forældre og deres generation, havde desværre ikke den helt store opmærksomhed på klimaet og meget kom måske til at handle om at forbruge og om at vi mennesker pludselig kunne næsten alt. Kunne få alt. Alt det som vi selv havde fået skabt og som nu bare skulle købes, forbruges og smides væk. Det var nok ikke altid lige hensigtsmæssigt.

Vi er heldigvis blevet en del klogere på en masse sider af livet de sidste år og der er kommet et nyt fokus. Og for rigtig mange, har lige præcis det fokus også skabt et helt nyt fællesskab. Vi genbruger, laver købestop, bliver vegetarer, samler skrald og tænker i co2 udslip som aldrig før. På mine børns skole samler de ofte skrald i nærområdet, det er for mine børn blevet ganske naturligt at samle skrald op som ligger smidt ude i naturen og de lærer lynhurtigt hvordan de skal sortere det, sådan så skraldet havner i de korrekte skraldespande. De kender ordet affaldssortering og går op i det som var det en sport. Det luner mit hjerte, at vi lærer vores børn at de skal passe bedre på jorden end vi selv har gjort.

Den anden dag kom jeg til at tale med min bror omkring skraldespandene i Københavns gader. De fleste har monteret sådan en pantholder på siden, hvor man kan stille flasker med pant på, istedet for at flasker og dåser havner nede i skraldespanden eller på vejen. Det er en kæmpe succes og prøv lige at tænk på, hvor lille et tiltag det egentlig er. Et lille aggregat på siden af skraldespanden, gør at vi er blevet bedre til at aflevere vores pant i de rette automater, sådan så de kan genbruges. Hvem der bare havde fundet på den smarte løsning. Godt tænkt!

I samarbejde med Innocent

Fra uge 35 er det ikke kun flasker og dåser som skal finde vej til pantautomaterne. I uge 35 gælder det  nemlig også smoothies, saft og juiceflasker som ligeledes bliver del af samme retursystem. Det synes jeg godt nok er smart. Hvis ikke I kender de gode drikke fra Innocent, så kan jeg fortælle at de laver smoothies, juice, kids smoothies og kokosvand. De sidste 15 år, har de endvidere benyttet sig af genbrugsplast – men nu bliver deres flasker altså også en del af  hele pantsystemet. Derudover, så har Innocent i den forbindelse iværksat en super sej kampagne for at mindste plastaffaldet. For at skabe opmærksomhed på problemet for vores natur, men selvfølgelig også for at råbe op om “det nye” pantsystem. Derudover skal kampagnen også give os noget medansvar og noget fællesskabsfølelse omkring, at vi simpelthen er for dårlige til at rydde op efter os selv når vi færdes udenfor.

Tidy-up Tour

Kampagnen hedder “Innocent Tidy-up Tour” og går ud på, at der kører en plastindsamlingsbus ned gennem Sverige og Danmark her i sommermånederne. I Danmark stopper den gode bus to steder. I Frederiksberg Have den 23.-25 juli og på Islands Brygge den 26.-28 juli. Mens bussen holder i de pågældende områder er lokale borgere, organisationer og institutioner invitereret med til at samle plastik i området. Plasten som bliver indsamlet til Tidy-up Tour vil til slut blive vejet og Innocent donerer simpelthen 50 kroner per kilo til Plastic Chance. Derudover vil der være smoothies til de fremmødte og den der gule jeg holder på billedet, den er virkelig god. Det er de andre også, men den er der min personlige nye favorit.

Hvis I har mulighed for det, vil jeg gerne opfordre jer til at komme og være med. Og hvis I har børn, så tag dem endelig med også. For sikke en gave det er at kunne give det her fællesskab videre, et fællesskab som stille og roligt er ved at opstå rundt omkring i vores land. Jeg sidder selv over på Bornholm og har desværre ikke muligheden for at deltage. Det kunne ellers have været sådan en hyggelig måde at møde nogle af jer på. Måske en anden gang. Så hvis nu I kommer og deltager i oprydningskampagnen Tidy-up Tour, så snup lige lidt for mig og mine børn også. Okay? Istedet så har jeg aftalt med min familie at vi samler skrald når vi færdes i naturen her på vores yndlings ø Bornholm.

Kom så Danmark! Ja og selvfølgelig også Sverige og resten af hele verden. Vi kan sagtens gøre det endnu bedre!

Læs eventuelt mere om hele Tidy-up Tour her.

Er det okay at skændes foran børnene?

Det her indlæg har ligget i mit baghovede den sidste tid. Så rykkede det ind som stikord i mine noter og nu forsøger jeg mig altså med at skrive det ned. Måske bliver det forevigt bare en kladde. Måske ikke.

Vores børn skal være glade, de skal være trygge og have alt det bedste i verden. Det skal mine og det må forhåbentligt være udgangspunket for de fleste forældre. Men de skal også kunne begå sig i en ægte virkelighed. En virkelighed med rigtig meget godt. Mest godt! Men i den virkelige verden, findes der desværre også det modsatte og jeg synes det er for svært ikke også at vise dem den del. Om ikke andet, så i det mindste, som i en små censoreret udgave. Især som børnene bliver ældre.

Ligesom det hører med til livet at være ked af det og græde med lyd, så hører det også med til livet at være uenige – nogengange med lyd på. Mine børn kan være noget så frygteligt uenige med hinanden og ganske højlydt endda og det kan Søren og jeg altså også. Som udgangspunkt, så holder vi det til en stille diskussion og helst bag lukkede døre eller når børnene sover, men det kan også ske at vi skændes foran børnene. Det er slet ikke rart og i den perfekte verden duftede det hele af candyfloss. På den anden side, så synes jeg det er tæt på umuligt at leve et helt liv sammen uden skænderier. Det vigtigste er at man bliver gode venner igen og tager en snak med børnene omkring situationen hvis den kræver det. Den er ikke rar for nogen, men jo (desværre)helt naturlig i langt de fleste relationer. Jeg ville ønske at jeg kunne skrive, at jeg som mor og som hustru altid er fuldstændig konstruktiv og korrekt, men det er jeg ikke. Langt fra. Jeg er et menneske og det sker, at jeg synes at Søren er en kæmpe hat. At jeg hæver min stemme overfor ham, for lige at fortælle ham hvad jeg synes. Jeg kommer også nogengange til at hæve stemmen overfor mine børn, det tror jeg også pædagogerne og skolelærerne gør henne i deres institutioner. Ligesom jeg, så er de sikkert heller ikke specielt stolte af de øjeblikke – men ikke desto mindre, så findes de altså herhjemme hos os. Ligesom vi voksne også kan finde på at græde, heldigvis mest glædestårer, men det sker også at tårene skyldes noget trist eller som hos mig, når jeg bliver rigtig vred. Åh jeg tuder altid, når jeg er vred. Ville sådan ønske jeg kunne lade være, men mine tårer nærmest springer ud af mine øjne, så snart jeg føler noget er uretfærdigt eller jeg er vred. Til gengæld så ser børnene også, at vi holder i hånd, kysser, krammer og hører at vi siger til hinanden at vi elsker.

Voksen skænderier foran børnene er ikke noget der sker hver dag, heller ikke hver måned – men det sker. Jeg er tilhænger af, at tage et skænderi ( helst en snak), istedet for at have en tung dårlig stemning hængende i hjemmet. For jeg er helt sikker på, at børnene føler sådan en stemning, hvor der ikke bliver sat ord på. Så kommer de måske til at gå og forestille sig noget, som slet ikke er sandt. Så hellere få det overstået, komme ud med det, som måske ikke har godt af, at vente til de skal i seng om aftenen. Helst som en snak eller en diskussion – men det hænder at lige præcis sådan en snak, godt kan blive en smule ud i noget skinger falset, hvis man er dybt uenig med hinanden. Jeg synes det er svært at planlægge sådan noget, det sker simpelthen bare nogengange.

Jeg ved godt at nogle formår altid at sætte sig ned på hug og tale sammen eller til børnene helt konstruktivt og fornuftigt. Jeg tror simpelthen jeg er typen, der ville brænde inde med nogle følelser på den måde og jeg kan heller ikke lade være at tænke på, at mine børn ville blive overraskede eller helt forskrækkede, den dag de så oplever at andre mennesker hæver stemmen eller bliver uvenner ude i livet. For det gør de.

Så jo, vi kan godt komme til at skændes foran børnene – vi vil helst ikke, men det sker altså. Ligesom vi griner, græder, elsker, hvisker, hygger, taler og synger. Alt det sidste gør vi heldigvis dagligt. Jeg bilder mig ind, at vi ruster dem til livet. Netop ved at vise dem at alle følelser er okay. Og at man godt kan komme til at blive vrede på hinanden, men vigtigst – at man også bliver gode venner igen.

Jeg tør godt at udgive mit indlæg. Vi er alle forskellige og jeg er ret sikker på, at ligesom de fleste sikkert er enige, så er der også nogle som ikke er. Jeg vil dog lige understrege at et hjem med tung tyk stemning og mange skænderier i børnenes nærvær kan være skadeligt for dem og nok er tegn på at noget at galt i relationen. Det er skide svært sådan noget, for hvornår er noget for meget? Jeg tror dog, at man kommer ganske langt med sund fornuft og gode ærlige snakke med hinanden.

Hvordan gør I, brænder inde med uenigheder til børnene sover, lister I ind i et andet rum? Eller kan I godt finde på at skændes, selvom børnene er hjemme og vågne?

Party i provinsen og sammenhold

Min ferie startede ret så egoistisk med, at jeg lørdag efter vi havde spist morgenmad, tog bilen alene ned til Vordingborg. Jeg kommer fra Vordingborg og boede dernede indtil jeg var 21 eller 22 år. Derefter flyttede jeg heeeeeelt til Næstved, hvor jeg læste til sygeplejerske. Jeg elskede virkelig at bo dernede sydpå, også selvom jeg i ret mange år, godt vidste at jeg ville flytte til København, når jeg var færdig med at læse.

Vordingborg var mit hjem og det blev det også ved med at være efter jeg flyttede hjemmefra. Hvis jeg tog til Vordingborg, så tog jeg hjem. Mine forældre blev ved med at bo i det hus jeg voksede op i, så det føltes sådan helt ægte som hjem der hos dem. Så døde min min mor og relativt kort tid derefter, solgte min far huset og flyttede til Jylland. Og jeg stoppede derfor helt med at tage hjem til Vordingborg. Jeg satte faktisk ikke mine ben der i en del år, før min far så pludselig besluttede sig for at flytte tilbage igen. Det er aldrig blevet som at tage hjem og Vordingborg føltes næsten fremmed for mig, selvom jeg kender hver en lille gade, hvert et træ og hver en lille landsby i byen. Men langsomt, er det alligevel begyndt at føles rigtig dejligt og trygt at tage hjem til min far i hans lejlighed og det er jeg rigtig glad for, for jeg vil så gerne vise mine børn hvor jeg kommer fra.

Der sker ikke skide meget i byen, sådan til dagligt – men jeg er ret sikker på at de fleste fra det sydlige Danmark kender til Vordingborg Festuge. Uge 28, som tiltrækker utrolig mange mennesker. Den uge er helt særlig og byen summer af liv, fest, nærvær og sammenhold. Hele festen drives af frivillige kræfter og da det er gratis at deltage til koncerterne, bliver der kun tjent penge på de drikkevarer som der bliver solgt og det synes jeg gør ugen til noget særligt. Det skaber sådan en drivkræft i byen. Både i de forskellige butikker, men også blandt alle andre. Da jeg var omkring 10 år, vadede mine veninder og jeg rundt i gaden hele dagen og deltog i konkurrencer, shows og alt muligt tombola værk. Som teenager, tog vi til koncert om aftenen og drak dårligt øl i ølteltet, mens vi holdt skarpt øje med hvilke drenge der kom ind af telt døren. Det fortsatte til efter gymnasiet og rigtig mange, der var flyttet fra byen, kom altid tilbage i uge 28. Sådan var det bare.

Alligevel er det endt med at jeg ikke har været i festugen i mange år. Den sidste gang, jeg husker at jeg var der, var lige da jeg var blevet gravid med Alfred. For jeg husker, at jeg gik med Søren i hånden igennem byen og at vi senere fortalte mine forældre at jeg var gravid.

Min far og jeg havde sådan en dejlig lørdag sammen. Vi trissede ned igennem gaden og kiggede på de forskellige boder, spiste frokost, lyttede til jazz og mødte mennesker fra gamle dage.

Vi kom forbi, mens de gjorde torvet klar til endnu en aften med fest og så skålede vi i øl og cider. Bare ham og jeg. Det er så hyggeligt, at være sammen med ham. Også sammen med børnene og Søren, men det er altså også rart bare at være ham og jeg. Det vil jeg se om ikke jeg kan få gjort lidt mere.

Om eftermiddagen gik jeg ned til min veninde og hendes gode ven. Vi grillede og vandrede gennem engen op til slotstorvet, hvor løjerligehederne foregår. Der var Dodos & The Dodos, solen skinnede og vi havde det så sjovt.

Vi fik øl MED rør nede i, åbenbart et trick i forhold til at holde røret koldt. Så skørt, jeg elsker det og så elsker jeg også party i provins stilen der i baren. Vi skrålede med på “sømand af verden” og et par andre hits og så gik vi hjem igen, for lige at drikke lidt mere af min venindes hjemmelavede sangria. Hun har den vildeste terrasse, som går under navnet “dækket” og det er også lige hvad det er. Et velassorteret dæk i bedste stil. Og så er huset indendøre også bare så fint.

Halvdelen af dækket, på den anden side er der en stor flyder og en masse blomster. Bare så lækkert altså. Og lige sådan en aften i fuld sol og fuglefløjt, så forstår jeg virkelig at det giver god mening at bosætte sig i et hus.

Vi måtte tilbage til torvet for at lytte til lidt mere musik, inden vi spontant smuttede videre til spillestedet STARS. Der var mange mennesker og jeg mødte så mange fra min helt unge ungdom, vi dansede til Bailando og fjollede rundt indtil vi alt for sent gik hjem. Det er sjovt, for selvom jeg er fyrre år og jeg ikke har været der så længe, så føltes det alligevel ganske velkendt og også en smule som var det i går. Og helt skørt, så smuttede jeg også lige fordi min fars soveværelse og hviskede at jeg var kommet hjem. Ha.

I går havde jeg tømmermænd og i dag en slags andendags tømmermænd og det til trods for at jeg kun drak ganske lidt, så noget har alligevel ændret sig. Jeg kan bare ikke tåle særlig meget alkohol.

Det var en god start på vores ferie også selvom jeg var total ego. Det gav mig noget energi af den positive slags og Søren havde nydt alene tid med ungerne. Så alt godt. Jeg kommer helt sikkert til at lave samme model næste sommer. Næste uge 28 i festugen i Vordingborg.

Daten som næsten blev aflyst i sidste øjeblik

Søren og jeg havde fået booket bord på Kiin Kiin endnu en gang og denne gang, var bookingen god nok. Barnepigen var på plads og vi glædede os begge stort dagen igennem, på hver vores job.

Søren havde dog hele dagen, sådan en fornemmelse af, at et af børnene ville blive syge, eller at der ville opstå et eller andet, som ville gøre at vores tiltrængte kærlighedsdate ude af matriklen ville falde i vasken. Dagen gik og alt så ud til at flaske sig. Jeg fik hentet de mindste og var lige kommet op i lejligheden med dem og jeg gik og dullede mig lidt, inden Søren kom hjem så vi kunne smutte ud i de Nørrebroske gader. Fem minutter inden barnepigen kom ind af døren, ringede min telefon. Det var Alfred fra kolonien og han ville gerne hjem. Nu. Fra Langeland. Som er to en halv times køres fra København. Lige da jeg havde lagt på, kom Søren hjem og da jeg fortalte ham om Alfred, grinede han nærmest og sagde – “ja ja, sig nu bare at det er en joke”. Men ak, det var det ikke og selvom jeg havde sagt til Alfred, at vi ikke kunne hente ham før dagen efter, fordi klokken var for mange, så følte ingen af os den store lyst til at sidde og hygge os, når vi vidste vores dreng havde hjemve. Det kunne vi ikke. Jeg ringede til min bror, for at høre hvad han skulle dagen efter og på magisk vis, så sad han i sin bil på Storebæltsbroen sammen med vores far. Jeg kunne have tudet, for selvfølgelig ville han gerne “svinge” omkring Langeland og tage vores Alfred med hjem. Åh!

Søren og jeg kunne derfor kysse vores to små på deres hoveder og smutte ud hånd i hånd med ro dybt nede i maven.

Vi travede gennem De Gamles By, som vi bor overfor. Ned til Guldbergsgade hvor restauranten Kiin Kiin ligger. Restauranten har siden 2008 haft en Michelin stjerne. Og jeg synes bare det er så mega sejt, at der ligger sådan en fancy restaurant lige der i vores hood, skråt overfor den jødiske kirkegård, købmanden og pizzeriaet – det kan altså noget helt særligt. Det er måske enda lige præcis det Nørrebro er så dygtig til. Der er plads til mangfoldigheden og det hele er et stort miks af brogede mennesker og spisesteder, ja og alt muligt andet.

Kiin Kiin er en dansk restaurant, men med et thailandsk køkken. Når mødrene i Thailand kalder på deres børn, fordi de skal komme hjem og spise, så råber de “kiin kiin” – er det ikke kært. Søren og jeg har været der før og selvom det er mange penge at bruge på sådan en aften, så er det for os det hele værd. Det er nærmest som at gå i teateret og overvære en hel forestilling, inklusiv mad. Man får den ene smagsoplevelse efter den anden og mine smagsløg blev så positivt overrasket flere gange i de timer vi var der. Til maden valgte jeg en juicemenu og Søren vinmenuen, på den måde kunne vi dele lidt af det hele. Jeg ville aldrig kunne klare en hel vinmenu, i hvert fald ikke hvis jeg skal stå tidligt op dagen efter. De dage, hvor jeg kunne det de er long gone.

Vi slentrede bagefter hjem igen, men på vejen passerede vi det gamle Wascator (som mange måske kender?). Den hedder nu Omar og der satte vi os i baren og drak hver en sportscola. Og lige der i samme sekund ringede Alfred og sagde at han og min bror holdt i vores gade. Så vi kunne gå om hjørnet og tage imod dem. Vi fik verdens største kram og kunne putte en tryg glad dreng i seng.

Det er ikke altid lige let, at få alle ender til at gå op – men denne gang, der gik det hele alligevel og vi havde bare sådan en god aften sammen.

Og tænk på lørdag, tager jeg alene hjem til min far i min hjemby Vordingborg, hvor der er festuge. Jeg skal om aftenen til koncert med en veninde og høre ….hold nu fast Dodo & The Dodos. Jeg har ikke været i Festugen i over ti år, men jeg kan love jer for at det var noget af det største i mine teenage år. Jeg glæder mig mere, end man kan forestille sig. Se selv, jeg er sgu ved at grave mig frem.

Billedredigering: Sådan redigerer jeg mine billeder

Hvordan redigerer du dine billeder, det er et spørgsmål der ofte lander i min indbakke, jeg forsøger altid at få svaret pænt og en smule uddybende på spørgsmålet. Men i princippet synes jeg faktisk det er et ret privat spørgsmål. Lidt a la en forretningshemmelighed. Alså man spørger jo heller ikke Mc.Donald’s om, hvilke ingredienser de bruger i deres gode pommes frites sauce. Eller gør man? På den anden side, så gør jeg ikke noget, som andre ikke også kan gøre og selvfølgelig må man spørge. Altid.

Jeg ved at der ligger nogle gode guides i forhold til billedredigering derude på nettet, for der er mange som hjertens gerne deler deres dygtige tips og tricks til emnet. To af mine kollegaer har lavet gode indlæg om hvordan de gør det. De kan læses her og her. Jeg tænker at jeg også gerne vil dele mine forskellige tanker jeg gør mig omkring et fotografi og hvilke apps jeg bruger til min billedredigering. Så er det lidt nemmere for mig, at henvise hertil i fremtiden.

Jeg tror det vigtigste er at finde sit eget personlige udtryk og prøve sig frem. Jeg har selv brugt nogle år på at finde mit. Og mon ikke det også ændrer sig igen med tiden og med mig. Eller i hvert fald med årstiderne. Før Instagram gik jeg ikke sådan særlig meget op i at tage billeder, det kom efter nogle år – hvor jeg begyndte at lege mere med forskellige vinkler, med lyset og med forskellige typer af redigering. Det var ikke altid lige kønt, men i takt med, at jeg brugte mere tid på det og det vel nærmest blev min hobby så blev jeg dygtigere. Og det sidste halvandet år, hvor jeg som selvstændig er afhængig af at tage billeder, så har jeg øvet mig endnu mere. Haft mere tid, til at forsøge mig med mit mobilkamera og min efterhånden store interesse.

For et lille år siden, da jeg købte den mobiltelefon jeg har nu – en Iphone 8 plus, da gav det mig lidt flere muligheder, fordi kameraet er ret godt. Portrætfunktionen gør, at man kan tage billeder med forskellig dybde i og man kan lægge fokus et særligt sted i billedet. Det har taget mig noget tid at lære, men jeg har bare prøvet mig frem. Måske nok også derfor jeg har omkring 70.000 billeder liggende på min telefon. Fordi jeg godt kan tage mange billeder af det samme motiv (det er så der, jeg skal huske at slette de dårlige med det samme).

Noget af det jeg tænker mest over, når jeg tager et billede det er lyset og farvene. Man kan redigere et billede ret meget bedre, men der er også meget som redigering ikke kan. Heldigvis! Det handler for mig meget om vinkler, dybde, beskæring og lys, det er noget af det som man selv bliver nødt til at øve sig i når man tager sine billeder. At finde sine egne vinkler, sit eget fokus i billedet – ja, sin egen stil. Og så skal man ikke være bange for at hive kameraet frem, selvom der er en masse mennesker. Det arbejder jeg selv lidt på, for jeg kan godt være steder, hvor jeg har lyst til at tage billeder, men hvis ingen andre gør, så bliver jeg lidt genert. Det er blevet bedre og jeg er ved at nå dertil, hvor jeg godt kan sætte mig på hug eller stille mig med spredte ben i en skæv stilling, for at få det perfekte billede. Også selvom jeg får nogle sjove blikke med på vejen.

Jeg vil gerne forsøge at fortælle i korte træk hvilke hjælpemidler jeg ellers bruger og hvad jeg fokuserer på i min billedestil.

Komposition i dit foto

I forhold til dybde og fokus benytter jeg mig af et gitter på mit kamera. Et gitter deler skærmbilledet op i ni felter. I et godt fotografi findes der altid et gyldent snit, så prof er jeg slet ikke, men opdelingen gør at jeg alligevel får et godt overblik, en god komposition i det billede jeg ønsker at skabe. Jeg forsøger at lægge det, som jeg vil have hovedfokus på i linjernes skæringspunkter. Slet ikke altid, men ved nogle af mine billeder fungerer det virkelig godt med den huskeregel. Og jeg kan egentlig bare godt lide at have mit kamera opdelt i felter på den måde, det skaber et overblik og jeg tror at jeg sådan ubevidst bruger det, mere end jeg lige ved når jeg fotograferer.

Du slår gitter funktionen til i din Iphone ved at gå ind i indstillinger -kamera – slå “net” til.

Kameralinse

Det er her kan virke som en lille bitte ting, men det er det altså slet ikke. Jeg pudser nærmest min linse hver gang jeg tager et billede. Altså bare sådan hurtigt med mit tøj, eller hvad jeg lige har ved hånden. Det betyder alverdens for billedets fremtoning. Selv det mindste støvkorn eller skidt kan give billedet sådan et lidt sløret udtryk. Så frem med pudsekluden.

Redigering

Da jeg startede med at bruge Instagram og jeg langsomt begyndte at interessere mig for fotografering, redigerede jeg blot mine billeder inde i Instagram. Hvis det overhovedet kan kaldes redigering. For jeg tror bare jeg lagde et filter på og så var det klar til at blive uploaded.

Nu bruger jeg for det meste en eller to forskellige redigeringsapps.

VSCO

Jeg tager alle mine billeder med mobiltelefonens kamera og efterfølgende henter jeg billedet ind i VSCO. Det er en gratis app, men det er også muligt at tilkøbe en større pakke. Det har jeg gjort.

I appen er der forskellige filtre, faktisk rigtig mange. De kommer i flere toner. Hvis I følger fast med hos mig, så ved I allerede at jeg holder af den varme tone. Jeg har brugt det samme filter i noget tid, men for det meste redigerer jeg manuelt inde i VSCO. Jeg lægger et varmt filter på, men skruer det derefter ret meget ned og så bruger jeg faktisk bare den manuelle redigering derinde.

Jeg skruer på lys, kontrast, saturation og temperatur . Derefter gemmer jeg mit billede på kamerarullen.

Lightroom

I nogle tilfælde henter jeg efterfølgende mit billede ind i appen Lightroom. Her bruger jeg deres lysfunktion, for at gøre farverne tydeligere. De træder ligesom mere i karakter og bliver lidt mere skarpe. Det er mest til de billeder som er taget indendøre og som lige trænger til en smule mere lys og liv. Udenfor, der synes jeg faktisk man skal gøre det modsatte. Et billede kan nemt blive for overeksponeret, hvis der er for meget sollys i det. Jeg holder mest af de billeder, der er taget i skyggen eller de billeder hvor sollyset sender fine skygger ind i billedet. Igen noget med at finde det rette gode lys.

Instagram

Når et billedet skal bruges til Instagram, så henter jeg det redigerede billede ind i Instagram. Der trykker jeg rediger, sådan så jeg kan beskære billedet i den rette vinkel til min feed. Jeg bruger den funktion, der hedder “juster”. Der kan man rette billedet op, sådan så det passer horisontalt. Der er ikke noget værre (for mig), hvis linjerne ikke passer. Jeg sørger altså for at både de vandrette og lodrette linjer passer horisontalt.

Derudover, kan jeg også godt finde på at skrue lidt på skyggen.

Kamera

Hvis billedet ikke skal på Instagram, men skal bruges til bloggen eller blot til eget brug, så beskærer jeg selve billede inde i VSCO eller i kameraets redigeringsfunktion, begge steder kan man også justere linjer og rette billede til den ene eller den anden side.

Det hele lyder måske nok lidt omfattende, men det er det slet ikke når man har lært de forskellige funktioner at kende. Det tager mig nok lige under et halvt minut (plus minus) at redigere et billede, sådan så det er klar til brug.

Her er samme billede som har været igennem VSCO og Lightroom. Det første billede er altså totalt uredigeret. Der er jo ikke den helt store forskel, men så alligevel er farverne klarere og mere tydelige på det sidste billede.

Og her et billede, som er blevet postet på Instagram og altså derfor også er beskåret derinde. Så først det billede, som jeg har taget med min mobiltelefon, derefter redigeret i VSCO og Lightroom. Det sidste billede er det, som er blevet justeret inde i Instagram, inden det blev uploaded. Det er måske et dårligt eksempel i forhold til de noget skæve linjer, med det er fordi hele vores bygning er skæv. Det kan ingen redigerings app ændre på. Men jeg er gået efter den grå malings linje. Det skaber ro for øjet, når billedet ikke sejler til den ene eller anden side.

Unfold

Appen unfold bruger jeg meget i mine stories på Instagram. Det er en app, som udbyder skabeloner, som den jeg har brugt til billederne i dette indlæg. Der er flere forskellige templates (skabeloner), som man kan bruge, når man gerne vil skabe et særligt udtryk med sine billeder i story. Jeg mener den er gratis, men som med så meget andet, så kan man tilkøbe en masse skabeloner. Det er et godt redskab, hvis man ønsker at fortælle eller vise en historie – fordi jeg synes det sætter rammen omkring det visuelle op på et elegant måde. Man kan også fortælle flere historier på samme tid, med flere billeder i en skabelon.

Snapseed

Jeg har lige et sidste redigerings tip i ærmet. Snapseed bruger jeg ikke særlig ofte, men når jeg gør, så bruger jeg den for en eneste funktion. Den har en funktion, hvor den kan fjerne ting. Og den er god, hvis noget skal væk på et billede. Jeg har eksempelvis brugt den hvis jeg har taget et billede og jeg så efterfølgende set at der et grimt cigaretskod på jorden, som er meget fremtrædende i billedet. Man henter billedet ind i Snapseed og trykker på “midler”, så kommer der en masse valgmuligheder. Der vælger man “healing” og så bruger man simpelthen sin finger på at “heale” det man ønsker væk. Så gemmer man billedet i kamerarullen igen – nu uden cigaretskod. Bom.

Det er sgu nok lidt en jungle med sådan noget billedredigering for der findes et hav af andre smarte apps derude. Det er bare om at grave ned i dem, som passer til det man ønsker at fremhæve. Og så tror jeg grundlæggende, at man skal passe på med at overredigere sine billeder, men istedet fokusere på at fremhæve, det som i forvejen er godt. Jeg tager som sagt mange MANGE billder, og derfor går jeg også og overvejer at købe en ny Iphone med et endnu bedre kamera. For i bund og grund handler det om at kunne finde ud af at bruge et kamera, som formår at indfange virkeligheden så godt som muligt, så er det lettere lige at skrue lidt på farver og lir.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault