Billede cruise #34

Er det okay at være en lille smule træt af ombygning herhjemme? Der er sgu lang vej igen, sådan på hele projektet, men stuerne og det nye soveværelse er vi ved at være i mål med. Slet ikke helt, men vi er godt på vej. Jeg ved godt jeg ævler en del om det, men min blog her er jo en slags fortælling om mig og mit liv – om det der var og det som er lige nu. Og byggerod fylder altså ret meget både inde i mit hovede, og ud på mine gulve. Godt det snart er weekend, så kan vi få taget et hug mere.

I morgen har min mand fødselsdag, så der skal vi simpelthen ud at spise. Bare os to. Jeg har desværre sådan en ømhed i kroppen, i mine led – åh håber ikke jeg er ved at blive syg. Det gider jeg ikke! Det virker som om hele Danmark er ramt af sygdom, det gør bare at jeg hungrer endnu mere efter foråret som ligger på lur. Man kan næsten dufte det derude. Sniiiiiiifffff.

Og så har der måske været den første debat i min blogs snart to-årige historie i kommentarsporet. Så fedt, at I har lyst til at engagere jer. Mine svar blev måske misforstået lidt, for jeg vil meget gerne være lydhør for eventuel kritik, især den konstruktive slags. Med det her indlæg, var jeg dog ikke ude efter hjælp i forhold til vores egen opdragelse – men jeg elsker at høre hvordan I gør hjemme hos jer. Om det så er på råbe-måden eller ej.

Jeg har bladret lidt rundt på min proppede kamerarulle og set tilbage på hvad der også har været af rare sager. Kommer her.

Vi bor simpelthen det dejligste sted. Det er ikke sjældent at der på vores interne FB side, bliver skrevet ud, hvis noget har lidt mad tilovers, bleer de ikke længere skal bruge eller om nogen har lidt sukker man kan låne. Den anden dag skrev en nabo til mig, om mine unger ville arve lidt kostumer. De blev kastet ned i vores gård fra femte og de kom på lige med det vuns.

Jeg elsker den nye farve i vores hjem. Og så er jeg vild med at forny, det som man allerede har i forvejen.

Jeg tror det er første gang, at vi alle fem findes på det samme billede i meget lang tid. Vi har vist et fra en elevator i Thailand, hvor vi var for over to år siden. Kan I huske at jeg blev lidt trist over mine “best nine” fra 2018? Derfor gjorde det mig glad at I alligevel godt gider se på mennesker. I hvert fald når hele flokken er samlet.

Jeg tror det er andet år i træk, at Strøget pynter op i forbindelse med det Kinesiske nytår. Jeg er vild med det.

Den smukke regnbuebuket – aka farvet brudeslør. Den er bare så smuk. Den boomende ud over hele instagram i sidste uge og der var en del snak om at den lugtede fælt. Det synes jeg nu ikke min gjorde, nu har jeg tørret min og den hænger på hovedet og pynter så fint.

I vinterferien tillod Søren og jeg os en dag uden børn. De store var hos morfar og Kalle kom i børnehave. Vi spiste brunch og slentrede rundt i gader og stræder. Så dejligt med sådan en dag.

Veninde ben og veninde sko.

I går havde Danica og jeg et møde hos vores agent. Kontoret ligger i indre by og se nu lige der den smukke bygning udenfor vinduet. Så mange detaljer og krummelurer.

Jeg tager ret ofte neglelak eller smykker på i bilen, hvis vi skal besøge nogen hvor vi skal køre. Hvis det hele har været sådan lidt hektisk i forhold til at komme ud af døren, så er det skønt at sidde der på passasersædet i ro.

Jeg slår lige endnu et slag for Byoasen på Nørrebro. I weekenden gik vi lige igennem og der var bål. De kære høns derinde havde doneret deres æg, som vi kunne lave og spise efterfølgende med salt på. Der var frivillige som hjalp til ved bålet. Så hyggeligt.

Når børn slår og noget om hakkeorden

Av, sgu da. Jeg husker ikke at mine to første børn nogensinde har slået på os eller på andre børn. Måske fordi de ikke på samme måde, blev frustrede over at ville være med eller kunne noget, som de alligevel var for små til. De havde ikke store søskende at spejle sig i, som måtte og kunne alt muligt sejt, som Kalle har.

Kalle har nogle gange slået ud efter Søren og jeg, men i særdeleshed har han slået ud efter hans søde søskende. Det er når han ikke må være med, får nej eller hvis vi ikke forstår hvad han vil. Så kan han godt finde på at lappe ud efter os. Vi har total nultolerance på den slags, så vi taler med høj stemmer til ham og sætter ham ind i hans seng. Bare lige kort, hvorefter vi går ind til ham og beder ham om at sige undskyld til den som han daskede til. Han er en frygtelig stædig rad og han siger modstræbende undskyld, mens han kigger ned i jorden. Der er ingen tvivl om at de store nogengange næsten selv er ude om det, for de provokerer ham med en eller anden lille åndssvag ting og når han til sidst bliver frustreret så kommer dasket. Han har aldrig gjort den slags ovre i børnehaven og jeg håber vi hurtigst muligt kan få sat en stopper for den del af hans ellers rolige gemyt.

Jeg synes vi er ret rummelige i vores opdragelse og vi skælder ikke meget ud… er der noget med at man slet ikke må skælde sine børn ud, eller hvordan er “moden” på det punkt lige nu? Men der er to ting vi ikke vil have hjemme hos os, den ene er, at man ikke må slå – heller ikke når man er tre år og skide frustreret over at Selma lige præcis lige vil lege med det som man havde tænkt sig. Det andet er løgnehistorier. Man må ikke lyve! Ha ha , vi kører åbenbart lidt efter “de ti bud”.Og hvis man kommer til at lyve alligevel, eller man slår sin mor – ja, så skælder vi altså ud med hævet stemme. Vi bliver dog hurtigt gode venner igen og efterfølgende så taler vi med børnene om, hvorfor man ikke må. Jeg er ikke til at sætte mig ned på hug og forklare at det ikke er skide smart at slå Alfred i hovedet med en metalbil, når sådan noget sker, så handler jeg prompte og her er prompte for mig at jeg tager Kalle væk, mens jeg taler højt og siger råber, at han skal stoppe NU!

Har I det på samme måde omkring løgne og slå episoder? Og kan I også finde på at råbe af jeres børn? Please sig I også gør det.

Noget andet jeg har tænkt over og som jeg talte med en anden tre børns mor om den anden dag. Det er noget omkring de forskellige bånd der er børnene imellem på kryds og på tværs og også den ofte tydelige hakkeorden. De har selvfølgelige forskellige bånd til hinanden, alder, køn, personlighed, temperament og sikkert også en masse andet taget i betragtening. Selma og Alfred har et bånd, noget de finder hinanden i – et fælleskab. Der er to år og tre måneder imellem dem og de har altid været ret tætte og leger rigtig godt sammen, på trods af at de er meget forskellige. Deres interne konkurrence har aldrig været særlig stor, måske fordi de ikke har samme køn og i sidste ende har hver deres interesse. Så kom der er en lillebror. Han har et helt særligt bånd med Alfred og jeg tænker det blandt andet skyldes den store aldersforskel, der er ingen konkurrence og hvis der er, så kan man være sikker på at Alfred giver sig og lader den lille skid få ret. Samtidig er Alfred så stor, at han kan hjælpe Kalle rigtig meget med mange forskellige ting. Selma og Kalle har noget helt andet sammen, en tæt relation, hvor de virkelig  leger rigtig godt sammen. Aldersforskellen er ikke kæmpe – tre og et halvt år. De kan lege i timevis, hvor selma går ned på hans plan og så sidder de der med små stemmer og leger. Lige indtil de ikke gør, for Selma hun giver sig sgu ikke på samme måde som storebror og så hidser den lille sig op. Det resulterer i, at Kalle ofte favoriserer Alfred, som bliver tydeligt i situationer hvor han skal have hjælp.

Der hvor det smerter lidt i mit indre, det er når Kalle fx. her til hans fødselsdag kun vil have at Alfred hjælper ham med at åbne gaver. Når han kun vil kramme Alfred godnat, eller kun spørger efter Alfred når de er på ferie hos morfar. Av av av. Jeg forstår jo godt Kalle, for Selma er til tider en rival og det er den største i flokken sjældent, men jeg hader når hun bliver så ked af hans afvisning at hun græder helt hjerteskærende. Det er jo ganske naturligt i en søskende flok at alt ikke er lutter idul dag efter dag, men jeg hader stadig når jeg bliver nødt til at råbe eller min datter (eller søn) bliver holdt ude.

Måske det ofte er sådan i en flok på tre? Der var en gang en, som sagde til mig, at man aldrig “kun” skulle få tre børn, så hellere fire – så er der mere balance. Jeg ved det ikke, men det var lidt det samme i teenageårene med veninderne. Tre var sgu aldrig en særlig god konstellation.

Heldigvis så er vores flok på tre overordnet meget homogen, så tager jeg gerne nogle skrig og skål, for sådan er livet jo alle steder. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er en af vores fornemmeste opgaver som forældre til flere børn, netop at støtte dem i deres indbyrdes relationer. Så godt vi kan og det er bare ikke altid lige nemt.

Når der stenes film sammen

Fødselsdagsweekend for vores Kalle

Da jeg var gravid med vores første barn gik jeg fem dage over termin. Alle sagde ved min anden graviditet, at så ville jeg sikkert føde før tid. Jeg gik tolv dage over termin. Ved min tredje graviditet, sagde alle, at jeg helt sikkert føde før termin. Der gik fjorten dage og for første gang så gik jeg ikke selv i gang. Jeg fik en lille pille omkring klokken 13 og Søren og jeg gik en tur på café, mens ungerne var i børnehave. Det begyndte ret hurtigt at nive lidt, men ikke noget vildt. Vi tog hjem, fik hentet de store – som var bitte små for tre år siden, men efter Kalle kom, så var det som om de pludselig var store. Min far var hos os, sådan så han kunne passe på dem, hvis jeg pludselig skulle føde. Klokken 20.30 gik mit vand og jeg fik veer. Jeg blev af Søren fragtet på Riget i Christinia Cyklen mellem to veer og ud kom vores lille Kalle. Helt magen til de to andre.

Og nu er han tre år. Stor og stadig så lille. Vi har fejret ham hele weekenden. Med sang, kager, små veninder, familie og gode gaver. Det har i sandhed været en fest, men nu er jeg træt og lidt flad på batteriet. Morgenen startede med en tur til lægen med Kalle, som skulle til tre års undersøgelse og om et par timer skal jeg hente Selma i skolen, fordi hun skal til øjenlæge. Så er mandagen ligesom i gang. Jeg går og pakker fødselsdagsløjerne ned og væk, men ikke for langt væk – for på fredag har Søren fødselsdag og i marts har Alfred. Alle mine mænd indenfor tre ugers tid, så er den klaret og så os to piger i juni. Vi er åbenbart opdelt i køn, når det kommer til fødselsdage.

Børn på tre år er seriøst SÅ sjove. For mig er det den sjoveste alder, de er blevet til ægte mennesker og sproget blomstre, men stadig med helt forkerte ordstillinger og ord. Motorikken, gør ofte at det ligner de har drukket – ha, jeg elsker det. Alle aldre har selvfølgelig hver deres, men tre år er virkelig noget ganske særligt synes jeg.

Sådan en tre års fødselsdag er den første fødselsdag, hvor fødselaren sådan rigtig forstår konceptet. Kalle som er lidt genert, var til tider ved at krybe ind i sig selv, men det meste af tiden elskede han at han fik lov til at være midtpunkt.

Og ellers så er han jo så heldig at hans to søskende straks går i aktion for at passe på ham. De gik så meget op i fødselsdagen, de lavede bordkort, lavede ansigtsmaling på Kalles gæster og sørgede for at Kalle var glad. Shit han er heldig.

Små blomstrede godteposer. Vi går ikke så meget i at opdele farver i “drenge og piger farver” herhjemme. Kalles yndlingsfarve er stadig lyserød, dog skarpt efterfulgt af rød, da han er blevet meget stor fan af Lynet Mcqueen. Så sjovt at opleve det igen. Alfred så Cars, da han havde samme alder og nu ser Kalle Cars 3 og er helt opslugt.

Verdens nemmeste børnesnack. Fuldkorn Mariekiks med glasur og pynt. Ungerne elsker at lave det og fint ser det ud.

To dage med kager, pølsehorn, pizzasnegle og andet kulhydrat. Jeg er så klar på at være sund i denne her uge. Jeg føler mig som en ballon indvendig.

Nu vil jeg pakke resten sammen, inden jeg skal hente Selma. Ugen her byder på et par spændende møder, en ny sofa som lander hos os i morgen og så skal Søren og jeg ud at spise på fredag hvor han fylder 42 år.

Jeg er forøvrigt kommet sådan i tvivl om min egen 40 års fødselsdag. Jeg havde egentlig tænkt at holde en fest. Hældte mellem at holde en fest for alle, men tænkte så at holde en fest kun for mine veninder – men nu tænker jeg faktisk lidt, at vi måske hellere skulle tage en forlænget weekendtur til en storby. Bare os fem. Er det kedeligt?

Jeg ønsker jer en dejlig uge. Det ligner forår udenfor mine vinduer, jubi.

Øjenmasker: Sådan virker de

Det er ikke så længe siden, at jeg henne på Instagram så, at der fandtes de her små gelé øjenmasker til at sætte under øjnene. Nærmere betegnet ovenpå de trætte poser. Det er ret sjældent, tæt på aldrig, at jeg benytter mig af ansigtsmasker – jeg glemmer det og får ikke prioriteret tid til det. Og så er det alligevel løgn, for jeg er fan af de masker, som man putter i ansigtet inden sengetid og som man så bare kan sove med, mens de langsomt arbejder sig ind i huden. Dem gider jeg godt, fordi de kræver så lidt. Ligesom de her små lækre engangs øjenmasker som er lavet i gelé. Her på mine ældre dage, har min hud brug for vildt meget fugt og især de steder, som er særlig udsatte og det er mine øjenomgivelser virkelig.

Jeg er derfor blevet svært glade for at benytte mig af dem, efter rens eller vask nogle morgener om ugen. De er super nemme at bruge og skal bare sidde der under øjnene i femten tyve minutters tid. Jeg tager tøj på imens og ordner mit hår eller køkken eller andet som alligevel skal ordnes.

For at opnå den bedste effekt, eller følelse – så lægger jeg dem i køleskabet inden brug, så er de iskolde og det er virkelig rart der under øjenene. Når jeg tager dem af, så er min hud synligt glattere og hvis området før var puffet eller mørkt, så er det faldet betydeligt. Fordi øjenmaskerne booster huden med fugt, så får man automatisk også mere glød til ansigtet. Gløden som jeg er tosset med og som jeg har skrevet mere om her. Når jeg har taget dem af, så tager jeg et tyndt lag øjencreme under øjnene inden serum, eventuelt olie og dagcreme.

Jeg har prøvet tre forskellige typer. Alle sammen fra Normal. Øjenmaskerne kan selvfølgelig købes flere steder, i flere forskellige varianter og i mange prisklasser. Der er måske nogle som er bedre, eller med en masse andet smart indbygget – men nogengange så behøver det ikke være så avanceret og jeg synes virkelig de her virker rigtig godt.

Jeg tænker der er en del mødre derude, som kender til korte nætter og puffede øjne? Og man behøver slet heller ikke at være mor, for at føle sig mat under øjnene – det tænker jeg de fleste oplever. Så er det her tip i hvert fald givet videre. Jeg har i det hele taget først opdaget Normal sådan rigtigt her for nyligt, hold nu op de har meget forskelligt på hylderne. Cremer, slik, tandpasta, hyggesokker og meget andet.

Fortryder du? Tanker om kræft og gentest (BRCA)

…Noget jeg ofte er blevet spurgt om, både af familie, venner og bekendte. Jeg skrev ret meget om min gentest, da jeg for snart to år siden startede den her blog. Det fyldte rigtig meget i mig på det tidspunkt, fordi jeg stod overfor nogle valg i forbindelse med svaret på gentesten for den arvelige genmutation BRCA. Jeg tænker lige at give alle I nye fine læsere en lille resume, fordi det her også er en del af mig og mit liv.

Min mor havde brystkræft da jeg var seks år gammel, hun var alvorlig syg og fik kemo over længere tid, efter hun havde fået fjernet sit ene bryst. Hun blev heldigvis rask igen, jeg husker ikke voldsomt meget fra den tid. Jeg husker hun kastede op, jeg husker arret og jeg husker den trykkede stemning. Min mor mistede selv sin mor til kræft da hun blot var fem år gammel. Da jeg var i tyverne mistede jeg desværre min kusine, også til brystkræft og nogle år senere fik min mor kræft i det andet bryst også. Noget hun relativt hurtigt kom sig over. Det stod allerede der ret klart, at der nok var tale om noget arveligt i vores familie. Jeg startede derfor i et forløb, hvor jeg ofte blev tjekket på Rigshospitalet. Lægerne på genestisk rådgivning, talte med mig om muligheden for at få lavet en gentest, hvor man ved hjælp af en blodprøve og kortlægning af mit stamtræ kunne teste om jeg havde det arvelige “cancer-gen”. BRCA 1 eller BRCA 2. Jeg havde ikke lyst til at have den viden op igennem mine tyvere og lærte at leve ret trygt med mine kontroller og min unge alder. Jeg tænkte ikke voldsomt meget på den dengang relativt lette byrde det var at skulle til tjek på hospitalet.

Lige indtil at jeg havde født mit første barn. Min mor havde det ikke godt og skulle have svar på nogle nye tests. Alfred var omkring tre måneder, da min mor ringede mens jeg sad om ammede, hun kunne næsten ikke få sagt ordene og lige så snart hun havde fortalt mig at hun var syg igen, sagde hun med det samme, at jeg skulle tænke på noget andet og det ikke måtte ødelægge min amning. Det var det eneste hun bekymrede sig om lige der. Min amning fortsatte, mens tårnene trillede lige så stille ned af mine kinder. Jeg kiggede gennem mine tårer på Alfred, mens jeg håbede af hele mit hjerte at min mor ville besejre den lorte sygdom endnu en gang. Hun gik stadig på arbejde og udadtil så hun skide godt ud og ligende mere eller mindre sig selv, bortset fra en slem hoste. Kræften sad nemlig nu i lungerne.

Hun røg ud og ind af Rigshospitalet de næste uger. Kræften var blevet fjernet, men hendes lunger ville ikke rigtig virke. En måned efter blev hun indlagt en sidste gang, det blev den sidste gang hun ikke kom hjem fra. Alfred var blevet fire måneder, da hun blev indlagt og da han blev otte måneder var min mor død. Jeg tæller alt fra den tid i hans levetid, for han var mit eneste holdepunkt og jeg var mor med et KÆMPE stort M for ham, alt i mens jeg var ødelagt og trist helt dybt inde i min inderste sjæl. Derinde, hvor det aldrig er blevet helt det samme igen.

Jeg stod altså nu med en baby på otte måneder, mit eget nye moderskab og en død mor. En mor som var min bedste ven. Jeg kunne da ikke bare fortætte mine kontroller, jeg måtte gøre mere. Gøre mere for at stoppe det her mønster i familien hvor kvinder døde alt for unge. Det stod bøjet i neon for mig, det var pludselig en meget nem beslutning. Jeg ville ikke dø fra mit barn, hvis jeg kunne gøre noget aktivt for ikke at blive syg – ja, så måtte jeg selvfølgelig takke ja til den (forbandede) test , jeg tidligere havde takket nej til. Der sker mange ting, når man bliver nogens mor. Pludselig havde jeg det her lille menneske som kom før alt andet og som jeg ville springe ud foran et tog for. Jeg ville lade mig teste for hans skyld. Hvis han kunne blive fri for at opleve alt det sygdom jeg selv har oplevet på allenærmeste hold, så ville jeg så gerne skåne ham. Og det fik jeg mulighed for ved at kende til mine gener.

Jeg fik lavet testen og skulle vente i, hvad jeg husker som tre måneder. Jeg kendte svaret på forhånd og jeg fik desværre ret. Jeg var bære af det arvelige gen – BRCA. Genet der betyder at jeg har en stærkt øget risiko for at få kræft i brysterne og i underlivet. Jeg var 31 år og mor til en. De muligheder jeg blev serveret for, samtidig med at jeg fik af vide at ingen forsikringsselskaber ville forsikre mig længere, var et tæt kontrolprogram eller/og fjernelse af underliv og bryster. Jeg valgte det første, for jeg skulle have flere børn jo. Jeg levede derfor i nogle år, hvor jeg tilbragte en del tid på Riget, sådan føltes det  i hvert fald. Scanninger, venten på svar og indkaldelser og så det hele forfra igen. Lige indtil vi havde fået de børn vi gerne ville. Så landede mine tanker om operationer hos mig igen. Jeg fik i oktober 2017 således forebyggende fjernet hele mit underliv. Igen var det en nem beslutning, for jeg var “færdig” med at bære børn i mit underliv og det var en meget høj risiko at gå rundt med inden i kroppen. Det er nemlig rigtig svært at fange tumorer i et tidligt stadie i underlivet. Der er det heldigvis lidt nemmere med brysterne. Operationen var rimelig let overstået, men efterfølgende har det været lidt svært med de manglende hormoner , overgangsalder og sådan, men jeg er rigtig glad for min beslutning og det er virkelig rart at slippe for alle de gynækologiske undersøgelser jeg hele tiden rendte til.

Næste step i alt det her, det er mine bryster som jeg har omkring 80 % risiko for at udvikle brystkræft i. Det er satans højt og de skal derfor på et tidspunkt også forebyggende fjernes. Den beslutning har sgu ikke været ligeså let for mig. Det er en stor operation og den sætter mig ud af spillet i ret lang tid, men sat op imod en kræftsygdom er det jo ingenting. Jeg tager tilløb og bevæger mig imod at tage den rette beslutning.

Med alt dette sagt og for at vende tilbage til min overskrift. Nej sgu, jeg har på ingen måde fortrudt min beslutning om at lade mig teste. Man kan jo teste for mange ting nu om dage, for mig var argumentet, er der faktisk er muligheder for at gøre noget aktivt for at nedsætte risikoen betragtelig. Altså ved operationener. Og selvfølgelig også ved ofte kontroller. Jeg ville personligt ikke lade mig teste for sygdomme jeg ikke kunne gøre noget ved. Jeg ville heller ikke lade mig teste for det her (BRCA) hvis ikke det var fordi, jeg har en familiehistorie med alt for meget brystkræft. Jeg tog den fordi min mor døde, efter flere omgange med dødelig kræftsygdom. Jeg tog den fordi jeg var mor og fordi den har givet mig chancen for at gøre noget. Jeg tog den for at kæmpe imod.

Jeg tror simpelthen ikke det er et valg man kan tage, hvis ikke man selv står i det og har oplevet  det som sådan noget sygdom gør ved en familie. Jeg turde ikke lukke øjnene i for 80% risiko, det kunne jeg bare ikke byde de små mennesker jeg selv har sat i verden. Med det sagt, så forstår jeg godt dem, som vælger at leve i uvished, selvom de har haft kræft inde på livet. Det forstår jeg 100%, for det ER en tung viden, men det ville også være tungt for mig at leve med ikke at vide om jeg måske havde genet. Nu ved jeg det og jeg har muligheden for at handle på det.

Der er også en helt anden snak i alt det her. Det handler om mine børn og arvelighed. De har alle tre desværre 50% risiko for at have arvet samme gendefekt fra mig. Jeg vælger at tro på at vi er så langt fremme med forskningen, når de bliver voksne. Måske der endda findes en vaccine til den tid. Jeg ved det ikke, men det er ikke noget jeg bekymrer mig om nu. Så ville jeg blive skør.

Og så må jeg også lige indskyde her til sidst, at selvom det kan lyde af meget med sygdom, gener og værk – så havde jeg den bedste barndom, og min mor havde mange mange år hvor hun var helt rask. Min viden om mine gener, er blevet en del af mig – det fylder ikke særlig meget i hele mit liv. Nogle dage gør det, men de fleste dage, der tænker jeg slet ikke på det.

Hvis man har lyst til at læse lidt mere om mine tanker, så var jeg med i en artikel for et års tid siden lige her.

Hav en fin dag.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault