Irritabel mor og happy ending

Minimum et af børnene har fået det gale ben ud af sengen i morges. Og den der lyd af “moaaar”, den sidder lige så meget fast inde i mit hovedet som sangen om Vaffel vovse. Hvis I har børn, så er jeg sikker på i både kender den om Vaffel og den om Moar, ik? Jeg tager nogengange mig selv i at høre moaaar, selvom der er helt stille, det er som et ekko der aldrig rigtig stopper inde i mit hovede.

Vi har været lidt udfordret på grund af nogle private bekymringer, mens vi har været på ferie herovre på yndlings Bornholm. Og der er ingen tvivl om, at det lige tager toppen af overskuddet som vi ellers besidder en del af til dagligt. Og lige i dag, hvor jeg har været alene på tur med de to mindste, der kunne jeg mærke den der følelse af irritation over mine egne børn. Børn som egentlig bare er begejstrede og gerne vil vise mig ALT, fortælle mig hver en detalje om det de ser og oplever imens de helst holder fast i mig. Jeg hader, når jeg kan høre mig selv vrisse af dem og når jeg forsøger at frigøre mig fra et kram, men det har jeg gjort i dag. Sådan en uges tid uden mere end få minutter for mig selv og med følelser udenpå tøjet på grund af bekymringer, den har åbenbart lige valgt at sætte sig i mig i dag. Det går væk om lidt, det ved jeg godt og lige i dette øjeblik sidder jeg faktisk helt alene på terrassen fordi nogen sover lur, mens andre har fået bevilliget skærmtid (thank god). Solen skinner fra en skyfri himmel og om lidt, skal nogle af os ned og bade – ikke mig, jeg er typen som helst ikke går i vand som er under 20 grader. Men jeg skal med ned og heppe. I aften skal vi grille og måske vil der alligevel opstå øjeblikke, hvor ekkoet fortaber sig.

Med de ord, vil jeg ønske jer en god påske.

Jeg nåede ikke at udgive indlægget inden eftermiddagsbadningen, fordi nogen kaldte på mig. Men resten af dagen har været fantastisk. Jeg var ellers lige ved at tude, mens jeg sad og skrev det første i dette indlæg. Det er måske egentlig et meget godt billede på, hvordan det er at være menneske, en mor og måske også og blogger. For hvis jeg havde nået at udgive, så var det sure mors indlæg I havde fået fra mig i dag, men nu kan jeg lige nå at få en sidste krølle på. Vi gik nemlig ned for at bade sammen med Sørens fætre og kusine plus deres børn og det var simpelthen den smukkeste eftermiddag dernede i vandkanten. Efter badningen samledes vi alle til vildsvin på grill, fælles salater og udendørs spisning. Børnene legede helt selv og jeg talte voksensnak uden afbrydelser.

Vi er lige trisset hjem i vores sommerhus og på vej hjem, går vi gennem en lille skov hvor huset ligger mellem træerne ud til vandet og månen var simpelthen noget af det flotteste der udover vandet. Jeg er slet ikke ferm til at tage billeder af naturen og egentlig ville jeg også hellere se det med mine øjne uden at se det gennem en skærm, men jeg fik lige et par gode billeder.

Sådan kan en dag ændre sig minut for minut og der er også gode meldinger hjemmefra, så snart vil jeg gå i seng og i morgen håber jeg vi alle vågner og slår det rette ben udover sengekanten. I virkeligheden, var det måske ikke mine børn som startede dagen med det gale ben, men bare mig selv.

Godnat fra mig.

Min 40 års fødselsdagsrejse

Åhh, hvor har jeg tænkt og tænk over min fødselsdag. Ikke fordi jeg er ked af at fylde år, men fordi jeg godt gad at markere det runde lidt mere tydeligt, end jeg ellers plejer. Jeg nævnte det allerede for noget tid siden i et indlæg, at jeg istedet for at holde en fest, nok hellere ville ud at rejse med min familie. Alligevel har jeg været i tvivl, fordi jeg jo også ville elske at samle mine mennekser til en dejlig fest. Vores bryllup var en fest, hvor der også var børn med – inklusiv vores tre egne, hvoraf jeg ammede den ene, så selvom det var den dejligste fest og jeg ikke ville have gjort det anderledes. Så var det jo ikke sådan en fest til den lyse morgen. Det var en fest, hvor alle os voksne stadig havde et ansvar i forhold til alle vores børn så vi skejede ikke sådan helt ud. Og så var det om dagen. Sidst jeg holdte en ægte fest var da jeg fyldte tredive år. For ti år siden… Tænk at ti år allerede er gået. Jeg husker det som var det i går.

Denne her fødselsdag bliver heller ikke en fest med dans på bordene og morgen fuglekvidder. Vi har været omkring en masse tanker i forhold til rejsedestinationer. På den ene side, så ser jeg mig selv som en eventyrer, men på den anden side, så er jeg et ægte vanemenneske. Eller, det er jeg i hvert fald blevet. Det skyldes nok mest af alt min rolle som mor, for det er ofte sådan at hvis noget fungerer godt, så gør jeg det gerne igen på helt samme måde og sådan er det også blevet med vores fødselsdagsrejse. Ført var jeg brændt varm på Marrakech. Åh jeg ville så gerne opleve byen, duftene, de smukke fliser og det gode mad, men Søren nedlagde mere eller mindre veto og efter lidt overvejelse gav jeg ham ret i at det måske ikke var stedet lige nu. Så overvejede jeg Berlin og Barcelona – byer vi tidligere har besøgt og som vi begge elsker. Faktum er bare, at man på en storbyferie, går utrolig meget, hvilket jeg selv elsker, men der er stadig en del ret små ben i min familie og jeg så pludselig for mig, hvordan vi ville ende med at rakke rundt i gaderne med klapvogn og børn. Uden sådan rigtig at slappe af, det kunne hurtigt blive sådan en ferie, hvor man er nødt til at holde ferie efter man er kommet hjem. Aj, det kunne også have været helt fantastisk. Havde vi kun haft vores to store børn, så havde vi helt sikkert også overvejet alt muligt andet. New York måske.

Når jeg mærkede efter i maven, så var det jeg allermest havde lyst til med den her rejse, en ferie hvor vi slappede af. En ferie, hvor vi bare skulle være sammen, uden de store bedrifter. Og pludselig stod det klart for mig. Mallorca sgu da, Ned til “vores” lille havneby Can Picafort. Vi har været der fire gange før og det fungerer bare skide godt. For os alle. Og selvom jeg ville elske at tage på et ægte eventyr med dem alle, så kræver det også lidt mere af os voksne, end det jeg helst ville med den her tur.

Samme aften bestilte vi derfor flybilletter og skrev ned til vores gode mand på stedet, om vi kunne få en bungalow. De kunne vi! Og nu glæder jeg mig overdrevet meget. Søren har endda taget lidt ekstra feriedage, sådan så vi kan være der en hel uge over pinsen og min fødselsdag. Så det der startede med en forlænget weekend, er altså blevet udvidet lidt. Jubiii. Jeg forestiller mig egentlig blot, at vi hele ugen skal flade ud, tage på lidt små ture efter vores alle sammes behov, spise spanske lækkerier og ja bare være sammen. Efter vi her forleden fortalte vores tre børn det, kan jeg ikke lade være med at glæde mig endnu mere, at at se deres små kroppe hoppe op og ned af glæde, det gjorde at det hele gav endnu mere mening. Kalle er helt rundforvirret og bliver ved med at tro vi skal flyve, mens vi er herovre på Bornholm, hvor vi holder påskeferie lige nu. Han peger op i luften og spørger hver dag, hvornår vi skal heeeelt op og flyve.

Selvom jeg med årerne åbenbart har udviklet mig til et vanemenneske på mange måder, så lever eventyren stadig i mig og jeg er helt sikker på, der nok skal komme en tid igen, hvor der er mere af den slags. Lige nu er jeg bare typen der ofte bestiller den samme ret på menukortet når jeg går ud, køber den samme bh, fordi den sidder skide godt og rejser til Mallorca i det samme hus igen og igen. Det er egentlig helt okay. Jeg er dog glad for at jeg har rejst rigtig meget både inden jeg mødte Søren, men heldigvis også sammen med ham inden børn og også med vores børn. Mallorca er bare blevet lidt vores sted, det var der vi tog ned sammen med min far og bror første gang, få måneder efter min mor døde. Det var også der Søren friede til mig i 2015. Vi var der i sommer sammen med nogle dejlige venner og jeg elsker at vores børn allerede nu i en tidlig alder kender det rigtig godt og nu får muligheden for at samle endnu flere minder derfra. Jeg har skrevet et indlæg fra i sommer, med info om stedet, hvis andre også elsker Mallorca.

Jeg kan dog alligevel ikke helt udelukke, at jeg ikke holder lidt tam tam for nogle gode piger til en lille damefødselsdag, når vi kommer hjem igen. Det gør jeg hvert år og det er bare sådan en hyggelig måde at samle gode mennekser på.

Det var bare det jeg ville dele med jer. Jeg håber I har haft mulighed for at nyde solen, heldigvis skulle den blive varmere og varmere over de næste par dage.

Autodidakt og Trine kontra Trinesblend

I rumpen af min snak om frygten for at lave fejl, når det kommer til tal og hovedregning. Så har jeg tænkt lidt videre over mine mange kasketter her i mit nye erhverv. Alt hvad jeg foretager mig i mit firma, det er noget som er selvlært. Jeg er autodidakt blogger, med alt hvad det indebærer, det tænker jeg nærmest alle bloggere er. Jeg har ikke taget en særlig uddannelse, der giver mig færdigheder i forhold til at skrive blogindlæg, omtale diverse produkter eller oplevelser. At sende en faktura, er stadig nyt for mig – også selvom jeg (heldigvis for min økonomi) har gjort det mange gange. Jeg skal holde fokus, og få sat de rigtige tal ind de rigtige steder og for mig er det altid forbundet med lidt rystende hænder. Når jeg udgiver et indlæg, så gør jeg det med en vis ærefrygt. Det føles vildt, at så mange læser det jeg skriver, det føles vildt dejligt, men også bare vildt. Jeg har brugt noget tid, på at finde min røde tråd her på Trinesblend. Og nu to år efter jeg startede med at blogge, da føler jeg måske at jeg er ved at finde den såden rigtigt- for den røde tråd er vel i grunden mest mig og mit liv, mine tanker, mit hjem, mit tøj og så det der ligger imellem alt det andet. En ægte livsstilsblogger vel sagtens.

Jeg har været til pressedag et par dage i den foregående uge. Noget jeg ikke anede hvad var eller gik ud på, for blot et års tid siden. Nu ved jeg at pressedagene går ud på, at de forskellige PR bureauer inviterer bloggere, modeblade, jounalister, stylister og deslige indenfor, for at fremvise deres nyheder. Det inkluderer også ofte noget flot hapse mad og nogle flotte farvede drinks. Altså for at forenkle det, så minder det meget om et slags åben hus arrangement. Da jeg selv stod i det for et år siden – sådan uden helt at vide, hvorfor jeg egentlig var der, så observerede jeg det hele lidt udefra og jeg havde det fint med lige at stå at se det hele lidt an. Her et år efter, er jeg stadig ydmyg omkring at blive inviteret, men jeg ser det ikke længere kun udefra, nu er jeg med i det og jeg ved hvad det går ud på. Jeg har mødt de forskellige mennesker før. Jeg stoler mere på mig selv og selvom jeg er ydmyg, så ved jeg også at jeg bliver inviteret fordi jeg er dygtig (hej hej jantelov). Jeg har igennem den her proces i mit liv, lært mig selv endnu bedre at kende. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg elsker at møde mennesker og jeg elsker at tale med mennesker. Og selvom jeg er autodidakt ud i bloggens verden – så tror jeg alligevel at jeg bruger meget af mit tidligere erhverv i mit nye. De sidste mange år, har jeg arbejdet med at rådgive patienter i sundhedssystemet omkring deres rettigheder. Jeg har talt med alle slags mennesker. Ældre fine damer fra Gentofte, hjemløse uden sundhedskort, håndværkertyper, karrieretyper. Mennesker i dyb sorg og krise. Forældre som har mistet deres børn, voksne børn som har mistet deres forældre. På ganske få sekunder, har jeg lært at afkode mennesker og det har jeg helt sikkert taget med mig ind i mit nye arbejde. Jeg synes det er så spændende at høre om andres liv, hvordan de er havnet der hvor de er lige nu. Så jeg nyder at networke på den måde til de her pressedage. Jo, jeg nyder da også at se alle de flotte nyheder. Tøj, smykker, makeup, cremer – det er hyggeligt at samles om, og det er det som selvfølgelig er udgangspunket for dagene, men jeg nyder mest at møde dem jeg ofte e-mailer med, dem jeg slet ikke kender, dem jeg følger på Instagram og dem hvis blogge jeg læser med på.

Jeg er flere gange de sidste måneder bumpet ind i den smilende farverige sanger Jasmin fra den store bagedyst. Sødere menneske, skal man lede længe efter. Vi talte om, at det her med at vi er autodidakte, netop er en af grundene til, at det er så sjovt at have det her pudseløjerlige erhverv. Det er spændende og udfordrende, selv at have muligheden for at forme sit job og sin hverdag. Det at få lov til at skabe mit eget indhold, det giver mig sommerfugle i maven. At få lov til at skabe sit eget brand, uden diverse retningslinjer. For mit brand, mit arbejde, ja det er jo mest af alt bare mig. Noget af mig i hvert fald. For det er altså ikke hele mig, det har jeg nævnt tidligere, men det er også noget som er vigtigt for mig. Det er en af årsagerne til, at min blog ikke bare hedder mit navn. Der er Trinesblend og så er der Trine. Trinesblend er også Trine, men kun i små bidder. Jeg kan mærke at det betyder noget for mig at have den opdeling, ellers flyder det hele hurtigt sammen. Jeg har en indre grænse mellem det, som jeg deler på Trinesblend og det som jeg beholder for mig selv. Selvom jeg deler rigtig meget, så værner jeg samtidig om vores private liv og derfor er det rart, at mit firma har et navn for sig selv. Jeg bliver nogengange spurgt, om ikke det er hårdt at være sådan på hele tiden og jo, hvis nu man ikke er rigtig på toppen, så er det ikke altid helt let at smile og fortælle om nogle nye sko. Men sådan er det, sådan var det jo også at være sygeplejerske. Der gav jeg også en del af mig selv, og hvis jeg havde en dårlig dag, så var det aldrig noget mine patienter skulle mærke. Her er bloggen så alligevel så smart, at jeg kan gøre begge dele. Jeg kan sagtens smile og skrive om noget mere overfladisk, men jeg kan også skrive et ærligt indlæg hvor jeg tuder over nogle penge jeg har glemt at betale fordi jeg er en hat til at regne.

Det er svært at svare på, hvordan man kan komme til at leve af at være blogger. De fleste kan starte en blog og de fleste kan skrive et blogindlæg, men der er noget mere i det. Noget udefinerbart, noget som kan være svært at lære. Lige så svært som det for mig, kan føles at lære at være regnskabsdame, skatteminister og mere af det bagvedliggende, så er det jo alt sammen noget der kan læres. Jeg kan google mig frem til meget af det eller spørge nogen om hjælp. Men selve bloggens kerne, skabelsen af indholdet, det kan være svært at lære – synes jeg i hvert fald. Selvfølgelig kan man blive påvirket af andre bloggere, blive inspireret af hvordan andre stiller særlige typer af indlæg op – det gør jeg selv, men jeg tror det er svært at læse sig til, hvordan man bliver en god blogger.

Jeg kan huske, helt tilbage til den tid, hvor jeg stadig arbejdede på hospitalet. Der fik jeg en del henvendelser fra forskellige brands, som gerne ville have at jeg omtalte deres produkt. Jeg begyndte i del sidste tid frem til min opsigelse, at tænke på at jeg gerne ville have nogle penge for at lave den reklame som firmaerne ønskede. Derfor forsøgte jeg at google mig frem til, hvad sådan noget skulle koste, for jeg var helt blank. Og jeg kendte ingen bloggere i virkeligheden som jeg kunne spørge. Derfor fandt jeg hurtigt ud af, at det faktisk er virkelig svært at prissætte sig selv. I hvert fald, hvis man ingenting har at holde det op imod. Jeg måtte sande at der ikke findes en fast prisliste nogen steder på nettet. Inden jeg fik min agent Maria,  kørte jeg selv alle forhandlinger med kunderne omkring mine samarbejder. Det blev heldigvis nemmere med tiden at kende mit eget værd. Når først man har fået en idé omkring de forskellige priser, så er det også lettere at skrue op og ned for det.

Jeg synes virkelig jeg er heldig og jeg er intet mindre end ægte lykkelig for mit job. I går, da vi skulle sejle herover til Bornholm. Fik min mand og jeg os en snak om netop det her med at være glad i sit job. Om at være i et job, hvor man ikke udelukkende er der for at tjene penge. Jeg tror begge vi har prøvet at være et sted, som ikke gav os meget andet end en lønseddel. Snakken kom sig af, at der er de her seje mennesker i orange tøj, som dirigerer bilerne på plads inde i færgen. Vi talte om, at det typisk nok var sådan et job, man tog for at tjene penge. Ikke at det nødvendigvis er et dårligt job og måske giver det også nogen en følelse af lykke. Det håber jeg da. Men der findes helt sikkert mange mennesker, som udelukkende arbejder for at tjene penge. Jeg arbejder også for at tjene penge, men det giver mig også rigtig meget andet. Og vigtigst af alt, så gør det mig simpelthen så glad. Og det skal man huske ikke at tage for givet, for det er ikke alle forundt.

Læselyst med Mis & Mus: Giv det videre

Annonce Gyldendal

Jeg er enormt dårlig til at lege med mine børn, det er jeg altså. Det er ikke verdens bedste egenskab, men det er altså den ægte sandhed. Jeg keder mig, alt for hurtigt dernede på gulvet blandt pirater og prinsesser. Til gengæld er jeg rigtig god (synes jeg selv), til at starte en god leg op for dem. Siden mine børn var små, så har jeg ofte startet en leg med noget legetøj eller noget kreativitet op, for så langsomt at snige mig selv ud af legen. Det fungerer super godt på den måde og de ved godt, at hvis de skal have en voksen med i deres leg i længere tid, så skal de gå til deres søde far. Jeg kender ingen som ham, der kan gå ind i en leg. Det er med hele pivtøjet – ændret stemmeføring, lyde og fagter. Ha ha, så sidder jeg mest som tilskuer og smiler med meget mor agtige blanke øjne. Ligesom jeg elsker at observere dem, når de selv leger, noget de heldigvis er rigtig dygtige til.

Hvis ikke de selv kan finde på noget de gider, og mine idéer om en leg falder til jorden, så er der altid den mulighed at de kan tegne eller læse i en bog. Siden de blev født har vi altid læst bøger højt for dem. En godnathistorie for at afslutte dagen, det er så rart at sidde sæt i sofaen og mærke pulsen falde helt ned. Lige nu er det med en unge under hver arm og den mindste på skødet. Det er noget nær den bedste følelse i verden. De skiftes til at at vælge en bog hver dag, så der er noget for alle aldre. Selvom Alfred så må lytte med på nogle historier, som han i virkeligheden er lidt for gammel til, det gør dog ikke noget. Han kan jo altid lige læse lidt videre i en af hans egne bøger, når han ligger i sengen. Derudover, tror jeg han synes det er ret hyggeligt at sidde og læse med i min højtlæsning. Han er der med det samme, hvis jeg læser et andet ord, end det skrevne. Jeg kan nemlig godt finde på at ændre lidt på ordene, sådan så Kalle bedre forstår.

Mis & Mus er en ny billedebog fra Gyldendal, som vi har læst flere gange den sidste tid. Det er en af de bøger, som også er rigtig god for den voksne oplæser. Historien er nemlig sød og sjov – og så er tegningerne mindst lige så fine. Mis & Mus handler om venskab, ensomhed og jalousi. Den beskriver på en sød måde, hvordan man skal opføre sig pænt overfor hinanden og som forældre er det jo en perfekt måde at få gode budskaber og noget moral ind i vores smås hoveder på. Samtidig er især venskaber, noget der hos mine to store børn fylder rigtig meget. Så bogen giver også en perfekt anledning til at få italesat nogle af de relationer de selv er i. Noget af det, som jeg holder så meget af ved vores lille aftenritual med højtlæsning er den samtale der ofte opstår under og efter. Bogen om Mis & Mus rammer rimelig bredt, da den henvender sig til børn mellem to og syv år og det er skægt at se den med de forskellige øjne mine tre børn opfatter den på.

Der er ikke særlig meget tekst i bogen, men nogle virkelig gode illustrationer. Der er ingen tvivl om at forfatter og illustrator har været inspireret af Købehavn og det er ret sjovt, at sidde og spotte de forskellige steder vi kender så godt i bogen. Derudover er der de sjoveste detaljer og man finder hele tiden noget nyt. En hund som selv holder paraplyen, bussen 5c, som kører her på Nørrebro og vi kan sidde længe og grine sammen over de skøre tegninger. Selma er lige ved at knække læsekoden og kan selv sidde og læse en del af ordene og det er simpelthen helt magisk at være vidne til. Hun sidder der med alle bogstavslydene og kommer langsomt frem til hvert ord om de fine venner Mis & Mus – ja og også om den lidt tarvelige And. Mens hun sidder der og staver sig igennem bogen, så forgaber jeg mig i illustrationerne og det er heldigvis sådan nogle, hvor man hele tiden lige opdager noget nyt.

Da jeg var barn havde jeg et medlemskab til børnenes bogklub og jeg fik derfor en ny bog hver måned. Jeg kan alle de bøger udenad, både fordi mine forældre har læst dem for mig, men også fordi jeg senere selv har læst dem igen og igen. Jeg elsker det univers, som bøger inviterer en til at træde med ind i. Det er en nem måde at forsvinde lidt på, trække sig fra larmen eller blot til at en stille time i selskab med historien. Det er derfor altid vores prioritet at få læst for ungerne og helt på daglig basis og jeg håber sådan at det er noget de vil tage videre med sig i deres liv. Måske især nu, hvor vi lever i en tid med så meget digitalt. Det ene behøver heldigvis slet ikke at udelukke det andet.

Mis & Mus er skrevet og illustreret af Rasmus Bregnhøi, titlen på denne første bog i serien er “Kødbensgravemaskinen, en strikket hue – og And”. Bogen kan desuden købes hos Saxo både som e-bog og almindelig bog. Jeg vil ikke råbe for meget omkring illustrationerne, for det er ret sjovt selv at sidde og finde ud af hvor det er henne, men jeg elsker især billedet omkring Nørrebro station og Trianglen – så siger jeg ikke mere.

Min mørkhårede flok inden skole og børnehave. Alfred er sgu en sød storebror.

Når man er bange for tal og græder lidt

Noget af det første jeg brugte penge på, da jeg blev selvstændig for et år siden, det var en revisor. Jeg er helt elendig til alt hvad der har med tal og matematik at gøre og derfor blev jeg ret hurtig enig med mig selv (og min mand) om, at det var penge der var godt givet ud. Jeg er typen der simpelthen ikke ser logikken i tal, jeg forstår dem ikke rigtig og jeg bliver hurtigt nervøs hvis jeg skal regne noget ud. Det var noget jeg var virkelig pinlig over, da jeg var yngre – nu hviler jeg ret meget i, at jeg ikke selv kan klare det og det føles godt at have en revisor i mit firma.

Dengang jeg stod som nyuddannet sygeplejerske på en intensiv børneafdeling, må jeg blankt erkende, at det kom ganske meget bag på mig, hvor meget medicinregning stillingen indeholdt. Kæft mand, hvor jeg svedte ude i det kølige medicinrum. Det var jo for pokker livsvigtige udregninger, jeg ofte stod med og det måtte derfor ikke være forkert. Jeg lærte mig heldigvis nogle formler på rygraden, og selvom jeg ikke helt fattede hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke gå galt med dem. Derudover fik jeg næsten al medicin dobbelttjekket, hvilken meget af det medicin vi gav alligevel skulle. Men jeg kan stadig fremkalde fornemmelsen af min svedige ryg indeunder uniformen, mens jeg stod der med lommeregneren og millimetermål. Det var simpelthen et KÆMPE ansvar.

Jeg husker også ret tydeligt, at min farmor havde noget med, at hun ofte skulle høre os børnebørn i hovedregning og at jeg nærmest skulle kaste op, når turen kom til mig. Jeg kan simpelthen ikke se tallene for mig på nogen som helst logisk måde. Det sortner bare. Min mand er ved at få spat af mig, når vi er ude at rejse og valutaen er en anden, for jeg glemmer konstant hvilket tal jeg skal regne med og spørger derfor ham i et væk hvad tingene koster. Åh.

Nå men tilbage til revisoren og min forretning, så er jeg nok også typen, der med revisorens tilstedeværelse, selv slipper taget i alt det der har med tal at gøre. Den anden dag fik jeg derfor en grim mail fra en styrelse omkring alt muligt med skat og moms og gæld og igen får jeg den der væmmelige fornemmelse med den svedige ryg. Jeg har åbenbart glemt nogle betalinger, noget som hverken jeg selv eller min revisor har været opmærksom på. Det er ikke noget slemt og jeg kan sagtens rette op på det igen uden problemer. Men fuck altså, jeg hader bare sådan noget. Det er nok det, der skræmmer mig allermest ved at være selvstændig. Frygten for at gøre noget forkert. Tidligere kørte alt sådan noget med løn, skat, feriepenge, moms og hvad ved jeg helt af sig selv. De penge der landede på min konto, de var allerede mine alle sammen. Nu lander der en sum på min konto, hvor jeg selv skal sørge for at betale til de rette instanser. Der skal betales forskellige rater af den samlede sum og det er først derefter at pengene er mine. Og det giver mig til tider en fæl mavepine, fordi jeg er hunderæd for at gøre noget forkert og nu gør det mig endnu mere ræd, at jeg åbenbart har gjort noget galt alligevel – og det selv med en revisor indover. Hvordan var det dog gået uden ham? Så frustrerende altså. Jeg har ligget og bekymret mig i nat, fordi jeg skulle ringe rundt i dag for at få styr på det hele. Og på en eller anden dum måde, så føler jeg mig alligevel så flov over, at jeg ikke kan finde ud af det. Så måske jeg alligevel ikke helt hviler i min form for talblindhed  (hvilket nok ikke en gang er et rigtigt ord).

Aj, hvor jeg bare tudet her foran skærmen i dag (mest over mig selv), og talt om tal og forskellen på cvr og cpr – holdt min tunge lige så lige inde i munden som overhovedet muligt, men nu i dette øjeblik er der styr på det og i sidste ende så er det ikke noget alvorligt, bare en forglemmelse fra mig. Ingen er syge i hvert fald og den eneste det rammer, det er mig selv. Ansvaret er stort, men alligevel ikke lige så stort som den gang med medicinen. Til gengæld så har jeg simpelthen lært en masse og den forglemmelse kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Og sådan lærer jeg noget hver dag, her i mit ny arbejdsliv.

Sådan et bloggerliv kan måske nok se lidt glamour agtigt ud udefra, men der er godt nok en del tråde bagom hele cirkusset, der kræver fokus. Det bliver helt sikkert lettere med tiden og jeg kan bare glæde mig over, at mit selvstændige virke ikke også omfatter varelager og store indkøb, for så ville jeg aldrig komme til at lukke et øje om natten. En ting er at jeg aldrig i mit liv havde regnet med at jeg skulle kunne leve af at blogge, men jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle have noget som helst at gøre med revisorer, skatterater og firmakort. Det er fagre nye verden og selv nu et år efter, så bliver jeg ofte overrasket af alt det som ligger bag. For en ting er alt det her med tal og penge, derudover er der også en masse teknik der også skal spille, fakturaer og procenter – så min bloggerhat den består af ret mange andre slags hatte, så mange at jeg nok aldrig bliver helt færdig med at lære.

Heldigvis.

Nu vil jeg tørre mine øjne og pudse min snotnæse og rette mig ud igen, måske det var lidt kedelig læsning, men det var det der fyldte i hele min krop i dag. Og hvis du også er selvstændig eller overvejer at blive det, ja så er det en god idé at finde en revisor – men hold lige selv et vågent øje med dine indbetalinger. Det gør jeg fra nu af!

Billedet er fra en anden dag, hvor jeg ikke tænkte på tal 🙂

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault