Udlændingestyrelsen og kærlighed: I dag er jeg flov over at være dansker

Det her indlæg er egentlig den smukkeste fortælling om ægte kærlighed. En kærlighed som er stærkere end stærk. En smuk kærlighed mellem to mennesker. Desværre er der de sidste uger slået et kæmpe hul i den ellers smukke historie. Kærligheden er stadig stor, men den er også blevet svær og tæt på umuligt og det på grund af Danmark og vores lovgivning.

Vi har nogle regler her i vores yndige lille land. Mange er rigtig gode og gør at vores måde at leve på bliver lettere. Der er love og paragraffer der sikrer en masse i vores liv og kultur. Og så er der love der rammer de helt forkerte mennesker.

Min lillebror har en kæreste. De har været kærester siden 2013 og haft noget af et langdistanceforhold. De har forsøgt at afslutte deres umulige forhold flere gange, på grund af titusindvis af kilometer mellem dem. Uden held. Kærligheden har vundet over deres praktisk tænkende hjerner, hver evig eneste gang. Lasse og Iamae er begge to kitesurfere og mødte hinanden i Brasilien i en lille bitte landsby, hvor Iamae kommer fra. Siden har de rejst frem og tilbage, så snart muligheden har budt sig. Forholdet er blevet stærkere og stærkere og muligheder er blevet overvejet. Skulle Lasse flytte til Brasilien. Kunne det lade sig gøre at bo der? Lovmæssigt kunne det sagtens, men det er en ganske anden kultur og det var lidt svært i forhold til min brors arbejde.

I sommer tog de en stor fælles beslutning. En de havde taget tilløb til i mange år. De ville bo i Danmark og de ville gifte sig, selvom de godt vidste det ville blive svært på grund af vores udlændingelov. De giftede sig først og fremmest af den fineste kærlighed, men også fordi det er nødvendigt for at søge om opholdstilladelse gennem Udlændingestyrelsen. Inden da skulle vi alle sammen lige igennem noget af et mareridt. For min bror blev ramt af alvorlig sygdom og lå på hospitalet. Hans kæreste var stadig i Brasilien og bookede selvfølgelig straks en flybillet og kom så hurtigt hun kunne for at være hos ham. Hun skulle først være kommet en måned senere på grund af hendes uddannelse. Hun blev og tog så hjem igen, for at tage et par eksamener. Lasse var stadig syg og under en udredning, der trak tænder ud. Så snart Iamae var færdig med studiet kom hun igen og denne gang for at blive hos Lasse. For at skabe et liv sammen i Danmark, som mand og kone.

Lasse kom i kemobehandling og fik det bedre og de holdt fast i brylluppet, som stod den smukkeste dag inde på Københavns rådhus. Det var en dag med mange tårer. Kærligheden var så stor, så overvældende – så stærk, at den kunne mærkes på hele det store Rådhus. Over skype fulgte hele den Brasilianske familie med og både Lasse og jeg tænkte på, om vores mor også kiggede med oppe fra himlen. Det var en meget smuk dag på flere måder.

Det er ikke let at komme fra Brasilien eller andre steder uden for Europa, og så få lov til at bo i Danmark. Brylluppet var første skridt, på en rejse som skal vise sig at blive meget lang. Måske endda umulig! Der skulle samles alle mulige tænkelige og utænkelige dokumenter inden en ansøgning kunne sendes afsted til Udlændingestyrelsen. Min bror blev tjekket i hoved og røv, som om han var kriminel. Det gjorde hans hustru også. Derudover skulle han også stille en ret stor sum af økonomi til rådelighed. For at bevise, at han kan forsørge Iamae.

Alt imens forsøgte de at skabe sig en nogenlunde almindelig hverdag, hvor Iamae kunne få sig en hverdag i et nyt land. Hun må ikke arbejde og dagene kan hurtigt blive lange for hende, for Lasse arbejder en del. Derfor tilmeldte hun sig hurtigt et danskkursus tre gange om ugen. Hun taler i forvejen fem sprog flydende og har noget af et sprogøre. Så indenfor få uger, begyndte hun at tale dansk. Derudover meldte hun sig som besøgsven gennem Dansk Røde Kors og fik en sød spansk ældre dame, som hun besøger en gang om ugen. Hun blev aktiv i et buddhistisk tempel og fik hurtigst et fint netværk af danskere og andre udlændinge. De to gode mennesker fik skabt en meningsfuld hverdag, på trods af sygdom og ansøgninger. De fik skabt et liv sammen og Iamae begyndte at synes rigtig godt om Danmark og glædede sig til at få et cpr nummer og tilladelse til at arbejde.

De fik samlet alle de nødvendige dokumenter og var sammen inde og aflevere dem og fik af vide, at alt så okay ud og at sagen cirka ville tage omkring ti måneder at behandle. Hun måtte blive her i Danmark mens sagen blev behandlet.  Pyha, det gav lige lidt luft og et håb begyndte at spire hos os alle.

Alt var godt og vi var fulde af tiltro. Midt i at Lasse stadig er syg og i en rigtig hård behandling som ødelægger både kræfter og overskud.

Så sker der det, at min bror for et par uger siden modtager et brev fra Udlændingestyrelsen, hvori der står at ansøgningen er sendt femten dage for sent og at Iamae skal forlade Danmark fra dags dato. Det hele skyldtes, at hun kom herop, da Lasse lå syg på hospitalet. Hun kom og var her fjorten dage – tog hjem og kom igen. Der er en masse regler – regler som jeg ikke orker at forklare. Men faktum er, at hun altså havde været her de femten dage for længe, inden det var muligt at sende ansøgningen afsted. Der stod at de kunne klage over afgørelsen og det gjorde de, hvor de fortalte at den eneste grund til at hun havde været her ekstra var på grund af Lasse som var og er alvorlig syg. Udlændingestyrelsen ville tage stilling til om hun måtte blive, mens klagen blev behandlet.

Jeg forstår godt, at vi skal have regler, det gør jeg virkelig. Og jeg forstår også, at reglerne selvfølgelig skal fange alle fejl eller andet som ikke stemmer overens med lovgivningen. Men jeg var så ret overbevidst om, at når Udlændingestyrelsen så klagen over afgørelsen, ville se på mennesket bag. Se min bror og svigerinde som mennesker og ikke blot som endnu et sagsnummer. At de ville se, mennesker med en ægte kærlighed. En kærlighed for hinanden og et menneske som ikke kommer for at nasse, men med en ressource. De ville se i min lillebrors journal, at han var indlagt og at det præcis var den dato Iamae kom og altså derfor (åbenbart) var her skaldede femten dage for længe. Jeg havde tillid til at de ville se det, for det står jo sort på hvidt det hele.

Men nej, for et par dage siden kom afgørelsen. Lasses hustru må ikke være i vores land. Hun skal rejse hjem. Nu! Hele deres liv er brast. Og jeg er hidsig! Her troede jeg så historien sluttede for nu. Det gjorde den så bare ikke. Min bror og svigerinde købte en flybillet til Iamae og hun skulle rejse hjem på onsdag. I brevet med afgørelsen står der endnu en gang, at de kan vælge at klage over afgørelsen. I dag vælger de at køre sammen ind til Styrelsen for at spørge, hvordan de skal søge igen. De viser, at Iamae har en flybillet hjem til Brasilien til på onsdag. Sagsbehandleren siger på et tidspunkt, at hun lige skal ud og kopiere noget. Der går tid og det viser sig at skrankepaven damen, var gået ud bagved for at ringe til politiet. Derfor kom der simpelthen to betjente og anholdte en dybt ulykkelig og chokeret Iamae. De to søde betjente var selv i chok og havde aldrig oplevet noget lignende, men fulgte jo bare vores lovgivning og hun blev sat i fængsel som ulovlig immigrant. Hun er nu kommet hjem igen til Lasse og skal rejse ud som planlagt på onsdag. De skal dog ombooke billetten, da hun ikke må mellemlande i europa. Og som en anden kriminel må hun ikke komme ind i Danmark igen. Måske om to år – hvis hun er heldig.

Det var bare det jeg ville sige. Jeg synes denne lov er alt alt for stram. Den rammer alt for bredt og tager mennesker med i købet, som vil Danmark rigtig godt og som kommer udelukkende med gode intentioner og kærlighed. Loven ødelægger mennekser og det føles helt forkert at sende min svigerinde ud af vores ellers yndige Danmark. Og jeg bliver sgu helt flov over at være dansker, samtidig med at jeg har mistet en tiltro til vores system.

Tænk at femten dage på grund af alvorlig sygdom ikke tæller. Ligesom politiet er jeg i chok og jeg har lyst til at ringe til alle nyhedsmedier. Jeg føler mig total magtesløs og lille.

Øv.

(Min søde gode arbejdssomme bror har givet mig tilladelse til at skrive det her indlæg)

Børneværelse i øjenhøjde med plads til opbevaring

Det er ved at være noget tid siden, at Kalle gik fra baby til junior. For et år siden udskiftede vi hans tremmeseng til en stor dreng seng og pludselig så han så meget ældre ud. Nu er det allerede over et år siden, at han stoppede med at bruge ble, men det er først for nylig at jeg fik taget mig sammen til at sætte hans væghængte puslebord til salg på Reshopper. Det blev afhentet og det gjorde altså at hans lille værelse pludselig synede større. Og endnu en gang trængte det til lidt opdatering. Vores lejlighed består af to sammenlagte lejligheder og Kalles værelse er det gamle køkken i den ene lejlighed. Det er skævt, har mærkelige vinkler og er ret smalt. Men alligevel synes jeg det fungerer ret så fint. Det er et rart lille rum, omend lidt svært at indrette og endnu sværere at fotograferer, da det er så småt.

Kalle leger rigtig meget, især med biler og actionhelte og han trængte til at få noget mere opbevaring til legetøjet. Både så det er let tilgængeligt, men også så det nemt lige kan ryddes op og gemmes lidt af vejen, sådan så rummet ikke bliver for proppet.

Fordi værelset er et gammelt køkken “pakkede” vi diverse rør ind, da vi flyttede ind i lejligheden og den noget skæve kasse har fungeret som en slags hylde. Det blev dog mest sådan til lidt pyntesager og ikke som reel opbevaring. Jeg besluttede derfor at finde et skab, som kunne sættes op og skæres til således at kassen kom ind i skabet og pladsen blev udnyttet så optimalt som muligt.

Samtidig ville jeg gerne male en farve op på væggen. Op til den kant der naturligt er. Faktisk er det fordi ejerne før os, har sat filt op udenpå fliserne fra det gamle køkken, lidt mystisk – men jeg kan kan godt lide at beholde de gamle detaljer og det ser egentlig ret fint ud med kanten og giver en opdeling som er fin og som med maling bliver endnu mere fremtræden.

Først købte jeg en blå farve, fordi jeg var bange for at en mørkere farve ville gøre det lille rum endnu mindre. Den kom op, men jeg synes det gjorde rummet koldt. Det fungerede ikke. Så jeg gik tilbage til min første indskydelse, nemlig at male med en mere jordagtig farve. Jeg overvejede også længe om jeg skulle sætte noget tapet op på den øverste halvdel, men jeg er simpelthen bange for at værelset bliver for crampet. Så den idé har jeg pakket væk for nu, men det kunne nu ellers være fint.

Jeg fandt den rette maling og farve. Den er fra Jotun Lady og hedder “humble yellow”. En lys farve med en snert af gul og grå over sig. I IKEA fandt jeg det perfekte skab som ikke var særlig dybt, men stadig med en okay rummelighed. Skabet malede jeg i samme farve som væg og paneler. Lyser driller på billederne, fordi det er det kedeligste vejr undenfor som levner meget lidt lys ind på første sal. Jeg kan generelt godt lide at paneler har samme farve, som væggen – men jeg synes det er helt perfekt på få kvadratmeter. At skabet har fået samme farve, gør bare at det blender ind i rummet uden at larme for meget.

Jeg fik malet skabet og det blev skåret til, sådan så det passede ud over “rør-kassen”.

Indeni skabet, er der plads til to hylder. Jeg har dog kun sat en enkelt i, for “rør-kassen” kan på den måde stadig fungere som hylde inde i skabet. Træhylden er malet i en anden farve end resten af skabet, men det er svært at se på billedet. Den er også fra Jotun lady og jeg har glemt navnet, men den er mere rødbrun.

Skab fra IKEA

Det vigtigste med sådan et værelse, er at legetøjet er let tilgængeligt. Højden er sat nogenlunden efter Kalle og han har været med til at sætte de forskellige sager ind i skabet, sådan så han ved hvor det hele er. Han er pivstolt. Ovenpå skabet er der plads til at skabe lidt hygge med hans lille lampe og igen er det sager som hurtigt kan skiftes ud med noget af alt det andet han har. Der kan evt også stå en fin kasse med legetøj, hvis pladsen kommer til at knibe. Han har forresten sit tøj inde hos Selma, så det er ren legetøjs opbevaring.

Jeg har forsøgt at få det meste væk fra gulvet, sådan så han har så meget gulvplads som muligt at lege på. Det er dog ikke så vigtigt endnu, for det hele foregår alligevel mest inde i stuen, men det er så rart at det hele nemt kan ryddes op og lægges tilbage på værelset. Duplo og Brio tog står i kurve, så de nemt kan slæbes ind i stuen, hvor der er masser af gulvplads.

Under vindueskarmen er der bygget hylder. Det blev gjort da vi flyttede ind for ni år siden og Alfred fik værelset og det er de samme kasser der stadig står med legetøj i. Det fungerer super godt som det er og trænger ikke til forandring. Det er lige før at meget af legetøjet også det samme, for Kalle har selvfølgelig arvet en del fra sine søskende. Igen er det i en højde som Kalle selv kan nå og han ved selv hvad der hører til hvor. De mindre plastikkurve er også gode at flytte rundt med. De fåes i et væld af farver. De to her er herfra.

Ved siden af det nye skab, er Selmas gamle knagerække kommet op. Her kan der være forskellige kostymer og så kan børnehavetasken også hænge der, når han kommer hjem fra børnehave. Vi har en smal entré og vi drukner i skoletasker og værk, så nu har alle tre fået en knage til hver deres taske. Så når de kommer hjem om eftermiddagen, så er deres lille job at sætte madkasser i køkkenet og hænge tasker på værelser. Det lyder jo ganske let, det kan jeg så afsløre at det ikke altid er. Det fine print med dyrene, mener jeg at jeg købte til Alfred i sin tid, det kan stadig fåes.

Hylde // Hyldeknægte // Print (kan ikke finde det online, men det er i fysisk butik) 

På den anden side af værelset, hvor der alligevel hænger en radiator og stikker lidt ud, har vi sat en hylde op. Han er helt besat af figurerne fra Avengers og jeg tænker han skal have lidt flere i julegave, så kan de alle komme op og stå der, hvor han selv kan nå dem. Sammen med nogle af yndlingsbøgerne. Det fine fiskeprint skal op at hænge, jeg skal bare lige finde ud af hvor.

Over sengen er der ikke sket det store. Tallerkenrækken købte jeg da vi flyttede ind og hang lige præcis der, hvor den stadig hænger. Med gode bøger i, som kan læses i sengen, som står nedenunder og et vandglas til den tørstige. Jeg synes det er en rigtig fin måde, at have bøger på og det er hurtigt at skifte udtryk med andre bøger eller billeder.

Sengen er den samme udtræksseng, som jeg fandt på Instagram her og det varer ikke længe før den skal trækkes lidt ud til de voksende små store ben. Så vi skal have fundet ud af noget med en større madras. Den fine spand med låg, er genial til opbevaring og så kan den bære 150 kilo. Den bliver brugt både som en ekstra lille stol eller hvis nogen skal nå noget.

Jeg føler atter, at børneværelset er blevet rigtig godt og det dejligste er at Kalle er vild med det og elsker at trisse rundt derinde. På sigt overvejer jeg, at samme skab kan sættes ovenpå det som sidder der i forvejen. For opbevaring kan man sgu altid bruge, men for nu og lang tid frem, så er det her rigtig godt. Jeg vil gerne have haft noget mere lys, sådan så jeg bedre kunne have taget et billede af hele rummet, men det var for mørkt. Det kommer en dag, hvor solen titter frem.

Mayland kalender #2

Ih altså, tak fordi I har taget så fint imod min nye uge føljeton. Det er jeg glad for. Denne her uge er lidt speciel. Det er skolernes efterårsferie og det betyder at mine to store har fri. Hele sidste uge, havde vi et eller flere børn hjemme med sygdom og det betyder desværre, at jeg ikke kan holde helt så meget fri som jeg havde håbet. Men vi tager det lidt ad hoc og ser hvordan formen er fra dag til dag. De vil heldigvis gerne på frit et par dage eller tre. Egentlig bliver det en ret så rolig uge, så det skal nok løse sig.

Uge 42

MANDAG

(reklame)

Mandag stod i børnenes tegn. Vi var nemlig på Bakken. Vi var ude på Dyrehavsbakken for at opleve deres efterår. Det var ret genialt, der var så smukt med træerne som opgiver den ældgamle forlystelsespark. Derudover er der en del halloween oplevelser, men mine børn er sgu lidt nogen kyllinger på det område – så den del sprang vi forsigtigt henover. Alt andet blev prøvet. Vi havde alle sammen turbånd og kunne give den fuld skrue i forlystelserne. Og på det punkt er der ingen kyllinger, selv lille Kalle prøvede alt det han måtte. Efterår på Bakken er noget de startede med at have sidste år og jeg håber sådan de fortsætter, for det kunne sagtens blive en ny familie tradition for os. Se evt deres efterårsprogram her.

TIRSDAG

I dag tirsdag, har jeg lige afleveret Kalle i børnehave. Det går stadig ikke helt godt og i dag var lidt svær, fordi han ikke har været der i rigtig mange dage på grund af sygdom og i går, hvor han holdte en fridag. Jeg må indrømme, at jeg går derfra med et utrolig tungt hjerte. Han går i en delvis udflytter og i denne uge er de på landet, så jeg kan ikke hente ham før klokken 16. De skulle ud at finde kastanjer, pædagogen fortalte mig at de havde fundet 876 i går og Kalle elsker kastanjer, så jeg håber sådan det bliver en god dag. Håber håber håber.

Selma sidder her ved siden af mig og hoster som en gammel ryger. Så vi tager en rolig dag, sammen med Alfred som også er hjemme. Formiddagen kommer til at gå med skærm hygge for dem og skærmarbejde for mig.

Hvis ikke jeg når det i løbet af dagen, så skal jeg arbejde i aften. Da jeg har et blogindlæg, der skal skrives og sendes til godkendelse i dag. Plus nogle stories til Instagram.

ONSDAG

Jeg ved ikke helt om de store skal på frit, eller om jeg holder dem hjemme. Måske jeg arrangerer lidt legeaftaler. Jeg har nemlig et møde inde i byen om formiddagen.

Derudover har jeg en kampagne, jeg skal have taget billeder til. Dem vil jeg gerne have styr på med redigering osv.

TORSDAG

Skal jeg ordne min indbakke. Jeg kan faktisk huske at jeg selv tidligere har undret mig over, når andre selvstændige nærmest kunne bruge flere timer på deres mail og ofte nævnte mailen i forbindelse med deres arbejde. Det forstår jeg så nu! Der kommer mange mails på daglig basis. Det er mails fra kunder om igangværende samarbejder, mails fra kunder som gerne vil samarbejde. Mange mails frem og tilbage omkring forhandling – både om pris, men det kan også være om udformningen af selve samarbejdet. Så er der mails fra læsere og følgere med spørgsmål eller måske bare med ros eller tips. Der kommer også mange mails med invitationer til diverse lanceringer. Lige nu er pressedagene (pr bureauer som inviterer for at fremvise nyheder indenfor alverdens) rundt om hjørnet, hvilket betyder at min mail flyder over med sådanne invitationer. Så er der mails omkring godkendelser af kampagner, som også kan være sådan lidt frem og tilbage. Jeg vil sige at mails nok er noget af det, der tager størstedelen af min arbejdstid. Derefter kommer private beskeder på Instgram og i det hele taget at svare på kommentarer.

Nå, men altså torsdag står på mails det meste af dagen og i samme moment kan jeg lige danne mig et overblik over min kalender. Jeg har næsten ikke mere plads i november til samarbejder og december ser også ret okay ud. Jeg kunne dog godt tænke mig at lave noget jul for jer, der læser med. De sidste to år, har jeg haft en adventskalender hver søndag. Måske jeg “bare” skal gøre det igen? Har I lyst, for så skal jeg rubbe neglene og i gang med at planlægge noget lækkert til jer?

FREDAG

Har jeg et formiddagsmøde med en kær kollega.

Billederne fra onsdag skal ind i et indlæg som jeg gerne ville få skrevet færdig fredag, sådan så det kan sendes til godkendelse hos kunden. Det er både blogindlæg, instapost og stories. Det kommer nok til at tage det meste af fredag.

Udover kampagner og mails – så er alt det her jo stadig min hobby. Altså at dele og skabe noget spændende, hyggeligt og inspirerende indhold. Så jeg skal selvfølgelig også lave indhold til bloggen og insta, som ikke er en del af nogen kampagner. Alt det som bare er mig og som jeg deler bare fordi. Det er jo egentlig det der er allermest af, men det tager også tid på en arbejdsdag.

LØRDAG & SØNDAG

Ingen planer som det ser ud nu.

Nu vil jeg lukke ned et par timer og hænge ud med mine to store dejlige unger. God tirsdag.

Spisebord i træ: Sådan holder du nemt bordplanen pletfri (lifehack)

Nu har vi snart haft vores runde spisebord i tre år og med tre forholdsvis små børn, er det jo altid lidt spændende med bordplader i lyst træ og pænt interiør sådan helt generalt. Jeg er dog stor fortaler for, ikke at ændre på noget “bare” fordi der er børn i hjemmet. Vi har aldrig lavet om eller flyttet på ting, mens børnene var små og jeg husker ikke at det nogensinde har været et problem. Måske vi har været heldige, at ingen af dem har været sådan særlig pilfinger agtige, det ved jeg ikke – men de har i hvert fald hurtigt lært hvad der var no-go at hive i eller kaste med. Med vores lyse spisebord, gider jeg simpelthen ikke sådan noget med duge og diverse underlag. Det skal bruges og nydes som det er.

Bordet er lavet af egetræ og det kræver selvfølgelig en eller anden form for beskyttelse – børn eller ej. Vi tørrer det blot over nogle gange om ugen med sæbespåner. Ret ofte får jeg spørgsmål omkring, hvordan vi holder det pænt og pletfrit, når nu vi bor sammen med tre børn og det skal jeg sige jer her. Jeg fik verdens bedste råd, da jeg købte bordet brugt hos vores lokale møbelmand Bruuns Indretning i Elmegade. Han fortalte mig, at han selv altid har sådan en forstøver stående med sæbespåner og vand i. Når sæbespånerne bliver opløst i vandet, bliver det sådan en lidt slimet masse.

Når bordet trænger til at blive tørt over, så er det bare om at sprøjte massen ud på bordet og så ellers tørre det af med en klud. Vi får det nok ikke gjort helt ofte nok, så vores bord trænger til lidt mere et par sprøjt (som man siger). Jeg skruer derfor låget af forstøveren og hælder ret meget ud på bordet og sørger for at fordele det med en klud godt over hele pladen.

Efter jeg har fordelt det ud på bordet, kan jeg godt lade det sidde på i nogle minutter, sådan så det rigtigt kan suge ned i træet. Derefter tager jeg kluden og tørrer det ovenskydende sæbe af igen. Og vupti, så har man et pænt pletfrit bord igen. Det gode ved denne “behandling” er, at det tager få minutter og at det også forebygger mod fedtpletter, da sæbespånerne gør bordet mere modstanddygtigt. Og så kan jeg også godt lide at det lysner bordet en smule.

Så er det bare om at flyttet tingene tilbage på bordet og tage det i brug igen. Pletterne danner sig oftest ved børenenes pladser (surprise) og derfor får de også altid et lidt tykkere lag og jeg har til dato ikke oplevet noget som sæbespånerne ikke kunne få af. Det er virkelig en godt tip og noget som vi altså bruger hver eneste uge. Forstøveren står bare under køkkenvasken med blandingen i og så bliver den bare fyldt hver gang den er tom. Easy peasy.

Hvis man skulle have lyst til at læse en smule mere om vores hjem, så er der i denne uge en lille artikel i det nye nummer af Alt Interiør. Det handler faktisk også om, det her med at jeg ikke gider at bo i en udstilling. Tingene skal bruges – også af børnene. Jeg bliver lige stolt hver gang nogen gider at komme og tage billeder af vores hjem og putte det ind i deres magasin eller online. Billederne i denne artikel har jeg dog selv taget, men det er da også ret fedt at de får plads i et af mine yndlings magasiner (#ananasiegenjuice).

Børnefamilie, sygdomslotteriet og “Judy”

OMG en uge det har været. Jeg ligger med øjenlåg nede på kinderne og skriver dette indlæg. Hele, hele fucking ugen har der minimum været et barn hjemme med feber og hoste. Jamen velkommen til kære efterår.

Falsk strubehoste har invaderet to ud af tre børn på fæleste vis. Den der, hvor vi har siddet oppe i vindueskarmen med åbent vindue midt om natten. Først med den ene og så med den anden. Mine mor antenner har været i højeste alarmberedskab, så selv når børnene har sovet, så har mine ører svævet over dem på en lytter. Utroligt hvor meget hoste børnene selv kan sove fra. Det kan jeg ikke, hverken når det gælder dem eller mig selv. Strubehoste er ret væmmeligt, især når børnene er helt små – det er lidt nemmere, når de er større – men det er altså stadig uhyggeligt, at de har så svært ved at få luft.

Dagene har været lange med alt for meget fjernsyn, panodil og en lidt vrissen træt mor. Jeg har stadig kendingsmelodien fra Hodja fra Pjort på hjernen og jeg får en smule tics, når nogen siger “moar”. Men så alligevel er dagene gået og indimellem det sure, så har vi altså virkelig også hygget os. Vi har været sammen og jeg har fået talt uendelig meget med mine børn. Med små hviskestemmer, fordi deres stemmer er forsvundet efter al den hosten.

Søren og jeg har navigeret og nøje udregnet logistikken, sådan så vi både har kunne arbejde og trække sygdomsbulen. Det har været sådan en, “når far kommer hjem er mor liget gået” uge. Utroligt hvad man kan, på få timers søvn. Jeg har været så træt at jeg kunne hyle. Jeg havde faktisk (lykkeligt) glemt den følelse. Da de var små, var der oftere søvnløse nætter og nu kan jeg godt se at vi forlængst er udover den periode. Heldigvis.

Jeg havde dog et højdepunkt, som jeg trak mig selv op til en aftensstund. Jeg var inviteret til premieren på “Judy”, en film omkring Judy Garland og hendes liv, som midt i en masse opture godt nok også bød på alt for mange nedture. Det var en barsk film og den gik lige i mit moderhjerte. Der var mussestille i den fyldte sal under hele forestillingen, pånær når der kom nogle høje snøft. Uh den var sørgelig. Judy blev spillet af Renée Zellweger og hun spillede helt fantastisk og sang selv under alle numrene. Jeg kan virkelig anbefale jer at se filmen når den rammer biograferne d. 24 oktober. Min plus én, var min veninde Mille og vi endte med at gå hele vejen hjem. Det var mørkt i de københavnske gader, men vejret var mildt og vi nåede at vende en stor del af verdenssituation på turen. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg ved jo godt, at der nærmest alle dage er masser af liv i gaderne efter klokken otte, men jeg glemmer det ofte, fordi jeg meget sjældent er ude efter det tidspunkt #morliv. Men jeg bliver helt glad nede i maven, over alle de glade mennesker som hygger sig på caféerne, dem der går tur, dem der er ude at løbe og alle cyklerne. Der er noget livsbekræftende ved alt det liv efter mørkets frembrud. Jeg endte iøvrigt med at ligge og se gamle klip med Judy Garland, læse artikler og se gamle interviews til alt for sent. Sikke et liv den kvinde levede og alt for kort!

Nu ramte fredagen endelig og alle har det lidt bedre. Jeg tror dog vi putter børnene tidligt og så er planen at vi falder omkuld foran Vild med Dans – jeg føler den sgu ellers ikke rigtigt i år. Men jeg ser det troligt alligevel, for det er lige med ægte fredag. Ligesom X-Factor er det.

God weekend derude.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault