Svigtende kræfter, svigtende mod

Jeg får nogengange af vide at jeg er modig. At jeg er modig og sej, fordi jeg gik selvstændig. Modig fordi jeg deler så meget om mig og om mit liv. Jeg ved ikke om det er mod, jeg ser ikke mig selv, som den mest modige person. Jeg er fx pisse bange for mørke og uhyggelige lyde.

I de her dage føler jeg mig faktisk mere eller mindre som det stik modsatte. Jeg føler mig som en piveskid og som en bangebuks. Jeg har ondt i ryggen, har drukket for meget cola og spist for meget fredagsslik både tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg føler mig slap og også lidt gammel.

Og så føler jeg mig lidt ensom, også uden rigtig at være det. Jeg føler mig ensom i mit savn, jeg næsten skammer mig over stadig at savne. Jeg føler mig som et pattebarn og jeg føler, at jeg godt gad bare i fem minutter at være den lille bitte. At nogen kom og støvsugede eller gav mine børn mad. At nogen sagde til mig, at jeg ikke behøvede at være så pokkers voksen hele tiden, med alt det ansvar som følger med. Bare fem minutter uden.

Jeg har den sidste uge stenet for meget skærm, læst for meget i min bog, trukket mig –  måske endda haft lidt ondt af mig selv. Jeg er helt bevidst om det, men jeg handler ikke en skid på det. Jeg ligesom bare venter. Indtil nu, hvor jeg skriver – det hjælper altid.

Måske er det stadig fødselsdag og savn der sidder i mig. Jeg var alene med børnene på Alfreds fødselsdag og da jeg 7.45 stod med alle tre børn fuldt påklædt på gaden til en ny dag, efter jeg havde kørt sådan en fødselsdagsmorgen af med det hele, så følte jeg mig sgu sådan lidt poweragtig, men derefter er den power lige så stille sevet ud af mig. Sådan nærmest snigende, for til sidst helt at have forladt mig. Nu ligger jeg igen her, efter at have været alene med børnene, de er puttet og jeg har slet ikke fået tændt lyset i stuen efter mørket er faldet på. Det er sgu da for usselt. Måske jeg bare fortsat skal stene Alene i Vildmarken (rimelig symbolsk titel – måske indlægget her burde have samme navn? Ha). Men altså, jeg burde rydde op efter dagens leg istedet. Orker ikke helt.

Jeg tror Rigshospitalet har glemt mig, i forhold til min faste kontrol og jeg ved godt at jeg skal ringe til dem selv og få bestilt den tid. Det har jeg vidst hele ugen, uden at få det gjort. Jeg ved også godt hvorfor… Jeg tør ikke! Mit mod har svigtet mig, samtidig med mine superkræfter og for første gang, i hele det her gen-værk, der tror jeg nok at jeg fortryder en lille smule at jeg overhovedet  skal forholde mig til det. Nogengange kunne det være rart bare at lukke øjnene for de nedslående fakta.

Jeg kan godt høre at det her indlæg bliver trist, tror måske bare at jeg er sådan helt ægte træt og trænger til en pause. En pause jeg ikke rigtig har haft. I ni år. I de ni år, hvor jeg både har mistet, født tre børn og fået en positiv gentest (cancer), med besked om en arvelighed som er tæt på hundrede procent. Jeg skal blive bedre til at passe på mig selv og selvom mit motto er “alt er nu”, så er mit liv skruet sådan sammen, at alt det der er lige nu, det er mest noget med mine børn. Der er ikke skide meget Trine, det er okay – men ærlig talt, så kan det altså også være rigtig hårdt, altid at være noget for andre. Heldigt, at jeg har domænet her – hvor meget er “hokus pokus, mig i fokus”, men det kan sgu til tider også være lidt hårdt, især når man ikke er på toppen.

Nu har jeg aftalt med mig selv, at jeg på mandag starter med at få ringet og bestilt den tid, sådan så det kan blive overstået. Det er helt sikkert det der i sidste ende er skyld i mit tungsind. Sådan er det hver gang, lige inden. Når det er overstået og alt forhåbentlig er godt, så er jeg tilbage med mit ellers altid positive sind.

Tak fordi i lytter, også selvom det blot er i tavshed.

Ps. Har lige brug for at sige, at det her indlæg ( som de fleste andre indlæg), bare er et lille kig ind i min verden. Der er masser af andre aspekter på sådan en dag her. Også nogle glade slags. Nu fik de her tanker bare lige lov til at fylde. Og Søren er selvfølgelig med mig, han har bare travlt på jobbet og med at få styr på børnenes nye værelser.

Det var bare lige det og nu har jeg tændt for lyset.

 

Ofte stillede spørgsmål på Instagram (opdateret)

Henne på Instagram får jeg ofte de samme spørgsmål igen og igen. Jeg har tidligere lavet sådanne oplysende indlæg, men laver sgu lige et mere i en opdateret version. Og bliv endelig ved med at spørge. Det er top hyggeligt og får på en eller anden måde hele det her influencer værk, til at give så meget mere mening. Jeg er vild med dialogen i hvert fald.

Malede gulve

Vores gulve. Vores malede hvide gulve. Hvordan har vi gjort det? Kan man godt bo sammen med børn og hvide gulve? Rengøring af dem, synlige nullermænd? Da vi flyttede ind i vores hjem for lige præcis otte år siden, kunne vi konstatere at de slidte trægulve var slebet så mange gange, at de ikke ville kunne tåle endnu en omgang. Vi malede derfor i første omgang gulvet i køkkenet, som har en lys grå farve. Derudover malede vi også vores tre værelser, men ikke stuerne da træbjælkerne der stadig var nogenlunde fine og vi ikke helt orkede mere renovering. Efter et års tid, havde vi konstateret at gulvene også knagede og bragede utrolig meget, altså som mange gamle trægulve nok gør. Den bedste måde at afhjælpe det på, er ved at fyre noget skruer ned i gulvet. Det blev de gamle gulve nu ikke pænere af, så vi besluttede at male resten af gulvene. Både af praktiske årsager, men også fordi jeg hele tiden gerne ville have dem alle sammen malet – og så på grund af lyset det giver i vores førstesals lejlighed. Faktisk er det lidt sjovt, for det var omkring juletid at vi gjorde det. Alfred og Selma gik i børnhave sammen på det tidspunkt og en af dem havde drillenissen med hjem. I ved den der forpulede nisse, som kommer med hjem hver december, den som skal lave ballade i hjemmet OG skrive en historie om det i en lille bog. Efter de var kommet i seng, malede Søren gulvet i stuerne hvidt og da de stod op om morgenen, sagde vi til dem, at det var nissen som havde gjort det. Og den dag i dag, tror de stadig at det hænger sådan sammen. Jeg overhørte Selma, fortælle det til en veninde her forleden og måtte stå og smile for mig selv, mens hun tegnede og fortalte.

Nå, tilbage til fremgangsmåden. Jeg har beskrevet det hele her i grundige vendinger, så hop endelig videre, hvis du tænker at male gulvene. Jeg kan dog tilføje, at vi netop nu er i gang med at give alle gulve et lag ny maling. Efter syv/otte år, var der lidt sorte streger fra sko og sådan, men der er faktisk meget få hak og afskalninger. Så jeg synes virkelig det holder rigtig godt og vi er på ingen måde typerne, som tager hensyn og passer på. Vi vader rundt med sko på om morgenen, og ungerne leger med metalbiler og andet skarpt. Det kan det altså snildt holde til.

Sengetøj

På det seneste er jeg mange gange blevet spurgt ind til vores sengetøj. Det var noget jeg ønskede mig i julegave, som jeg havde med på mit julegave indlæg her. Jubiii, og jeg fik det heldigvis. Det har dog pænt ligget i smukke æsker og ventet på, at vi kunne flytte ind i vores nye soveværelse. Nu er det så endelig kommet på og jeg er vild vild vild med farven. Som beskrevet tidligere, så har vi begge to en pikpude mellem benene og den har fået en anden farve. En fin blå. Vi har faktisk samme sengetøj i olivengrøn. Det er ikke billigt, men kvaliteten er helt i top og så er det økologisk. Jeg har det lidt med at bruge det samme sengetøj igen og igen. Jeg vasker det og putter det straks på igen, så det bliver nærmest slidt helt op. Det er også en måde at spare plads på, sådan at vi kun har to sæt, som vi kan skifte mellem hver vask. Det samme med ungernes sengetøj og vi bruger faktisk samme princip med håndklæder. Ellers kan sådan noget jo hurtigt fylde et helt skab.

Sengetøj lavendel // Sengetøj lyseblå // Sengetøj olivengrøn

Vores sofa

Så er der vores nye Ellis sofa fra Sofakompagniet. Jeg får mange spørgsmål omkring modulerne, om de skiller ad og lidt om kvaliteten på stoffet og på farven. Modulerne bliver sat sammen nedeunder, med sådan et lukkesystem i jern, de sidder derfor fuldstændig fast sammen, som var det en enkel “hel” sofa. Mellemrummet er lidt dybt, men det er ikke noget man mærker, når man ligger ind over det. Det er kun lidt dumt, hvis man er den, som har fået pladsen i revnen. Stoffet er i 100 % polyester og har sådan en behåret overflade, som gør at den føles meget blød. Det ligner næsten velour uden overhovedet at være det. Farven er i en brændt tone og som navnet antyder “Danny Amber”, så er den fin som et stykke rav fra vesterhavet. Jeg har faktisk også dedikeret et helt (annonce) indlæg til sofaen her.

Neglelak

Min neglelak, som jeg mere eller mindre altid har på. Det er på en måde verdens nemmeste pynt, fordi det bare sidder der uden at kræve særlig meget. Det er relativt ofte, at jeg ikke har makeup på, men neglelak det har jeg mere eller mindre altid på. Jeg bruger altid en top coat ind over farven, sådan så den holder så længe som muligt. En lille uges tid cirka, havde mit liv været uden børn nok en del længere. Jeg er mest til de rødlige nuancer, men der har sneget sig en lilla med ind i samlingen. Mine favoritter er dog klart de rødlige.

Jeg har to mærker jeg sværger til, fordi jeg er sådan et vanedyr. Jeg er sikker der er andre fine lakker derude. Men gode gamle Essie, har mange flotte farver – både de gamle, som heldigvis går igen, men deres nyheder har ofte en ny nuance over sig, som overgår de forrige. Det samme med Nailberry. Farverne er så flotte og så holder den virkelig godt på neglene. Jeg kan ikke så godt lide lange negle, så mine er ret korte – måske derfor jeg synes det lige gør det ekstra med lak på.

Nailberry favoritter: “Bluebell” og “Hollywood rose”. Essie favoritter: “Peach daiquiri” (på billedet), “on the list”, “really red” og “watermelon”

Mit hår

Jeg får også en del spørgsmål omkring mit hår. Jeg har fornyligt lavet en lille krølle-hår-med-krøllejern-guide på Instagram, den ligger gemt i mine højdepunkter. Alt hår er jo forskelligt, og jeg tænker, at man hver især finder ud af hvad der fungerer bedst i forhold til styling. Jeg vasker hår en gang om ugen og så reder jeg generelt meget lidt i mit hår alle de andre dage. Jeg sørger for, at det får masser af fugt i forbindelse med hårvask og så giver jeg mine spidser olie et par gange om ugen. Derudover er jeg fan af tørshampoo. Det virker ret godt som et stylingsprodukt for mig og så frisker det håret op imellem hårvaskene. Jeg har skrevet et indlæg tidligere omkring fugt og beskyttelse af håret. Det er fra i sommer, hvor jeg ikke havde været til frisør i nogle år og det ligner noget af en høstak. Men jeg bruger stadig samme produkter. Af tørshampoo bruger jeg den fra Naturigin eller fra Batiste.

Det er først ret for nylig at jeg sådan er begyndt at tæmme mine egne krøller med et krøllejern. Jeg har haft helt glat hår, frem til jeg blev mor og derfor er det først nu, at jeg sådan helt forstår hvad jeg skal stille op med dem. Med krøllejernet kan jeg tæmme krøllerne og forme dem lidt som jeg ønsker, sådan så håret ikke bare er stort og krøllet uden noget retning. Det er ikke noget der tager særlig lang tid, hvis jeg har løst hår i hverdagen, krøller jeg ikke helt så mange totter, som hvis jeg skal noget, hvor jeg gerne lige vil gøre lidt mere ud af det. Krøllejern krøllerne holder sig ret godt, så hvis jeg krøller om mandagen, så sidder de stadig både tirsdag og onsdag. Så jeg er altså ret stor fan af det koncept. Jeg har et helt almindeligt oldschool krøllejern fra Remington. Jeg har aldrig prøvet andet, så jeg skal ikke kunne sige om der findes noget som er bedre. Jeg går efter det som er simpelt at hitte ud af og det lover jeg jer, at det her er.

Krøller som de ser ud på tredje dagen. Hvis man ønsker det, er det nemt lige at korrigere de “gamle” krøller, hvis man ønsker mere krøl igen i det øverste lag. Håber det giver mening?

Smykker

Mine smykker. Mine elskede smykker. Lidt ligesom neglelak, så har jeg næsten også altid smykker på. I hvert fald altid mine ringe! Smykker er for mig noget af det allermest personlige man kan tage på. Hvis ikke de fortæller en histore, så gør de noget andet for mig. Men mange af mine smykker har fine fortællinger i sig. Smykker behøver ikke at være bekostelige, for at have stor betydning – slet ikke. Jeg har en stor pærevælling af smykker i min samling. Gaver, arve smykker, kærlighedsgaver til mig selv, smykker som jeg fik efter at have født mine børn og vielsesring. Når jeg tænker på smykker, så passer begrebet “more is more” helt perfekt, for jeg synes det er mikset imellem smykkerne der får det til at spille smukt sammen.

Jeg har egentlig mine smykker i deres små æsker, men efterhånden ender de som her på billedet, sådan så jeg kan bytte rundt fra æske til “fad” alt efter hvilke smykker det lige er jeg går med.

Mine favoritsmykker spænder vidt. Jeg har smykker fra Nanna Schou, Lulu Copenhagen, Maria Black, Pura Utz, Stine A, Anni Lu og Pico. Jeg har tidligere skrevet et (annonce) indlæg med smykker fra Ro Copenhagen, som skaber nogle meget smykke smykker. Det var smykker jeg havde lånt til indlægget, med jeg drømmer om at eje en af de smykke ringe.

Kunst

Jeg ved faktisk slet ikke om man kan kalde, de prints vi har for kunst, men for os er det en form for kunst. Vi har for tiden slet ingen billeder på væggen. Vi plejer at have et enkelt eller to til at hænge, mens resten står på gulvet – enkeltvis eller i flok. Sådan kan jeg bedst lide det. Jeg har til tider været ultra tæt på, at lade mig rive med af alle de smukke såkaldte billedevægge der er rundt omkring på især Instagram. Jeg ender dog altid med at stoppe mig selv, for det er bare ikke mig. Jeg vil have det på gulvet eller stående på reoler, kommoder eller hvad jeg nu lige kan finde på. På trods af vores sparsomme kunst, så bliver jeg alligevel ofte spurgt ind til det vi har. For mig er farverne det vigtigste og så kan jeg også godt lide, at der er lidt humor eller måske et fint minde gemt i det jeg putter i billederammerne.

Det her en et lille udsnit af vores sådan rimelig beskedne samling. Der er en fin bryllupsgave, en fødselsdagsgave, en kunstplakat fra Kunst Salonen, som jeg har skrevet om her. Og så er der den mest efterspurgte “ladydog”. Jeg fik den i forbindelse med et samarbejde jeg havde med Desenio. Og den er faktisk endt med også at være min yndlings. Jeg kan bedst lide rammer i træ, men rammerne i kobber kan virkelig også noget og jeg er vild med deres lyserøde skær.

Den løbende gule kvinde med de lange babser er fra kunstneren Husk Mit Navn, som i det hele taget laver kunst som både er flot, men også virkelig sjov.

Det var det for nu, jeg tænker at opdatere dette indlæg med andre svar på spørgsmål, som ofte går igen – med mindre jeg laver et helt nyt. Sig endelig til, hvis der er noget I ikke har fået svar på, så følger jeg straks op på det.

Fødselsdag og savn

Så blev det endelig den 19. marts. Vores Alfreds fødselsdag. Han har glædet sig så meget, at han de sidste dage dårligt nok har kunnet være i sin egen krop af bar spænding.

Og sikke en fin dag det har været. Solen skinnede allerede, da jeg stod alt for tidligt op, på grund af en lille bitte vis herre som også bor her. Vi fik bagt boller og tændt stearinlys, inden vi vækkede Selma og gik ind for at synge fødselsdagssang for Alfred, som traditionen tro, sov yndig rævesøvn. Han har sikkert ligget klar længe. Søren havde et møde i Jylland og var desværre ikke hjemme, så jeg følte lidt, at jeg måtte kompensere for den manglende voksne i husstanden. Jeg skrålede derfor morgensangen for fuld styrke (undskyld naboer).

Det var sådan en hyggelig morgen, selv på trods af den hidsige treårige, som selvfølgelig lige lavede et par scener. Den lille lort. Noget der slog mig, var den måde Kalle og især Selma gik op i, at det var Alfreds dag. De var nærmest lige så spændte på hvad der var i gaverne, som Alfred selv og glædede sig stort på hans vegne. Det er altså bare sådan noget, der gør en mor stolt. Jeg bliver i hvert fald. Det her med, i det hele taget, at kunne glæde sig på andres vegne, det er en meget fin kvalitet at tage med sig videre i livet og egentlig er det også noget vi har gjort noget ud af at lære dem alle tre. Fedt når det langt hen af vejen er lykkes.

Der er tre årsager til at Alfreds fødselsdag for mig er speciel. For det første fordi han er min førstefødte. Det var ham, der gjorde mig til mor for første gang og det er altså noget ganske særligt. For det andet fordi, han er ham. For han er (selvfølgelig) den bedste dreng i hele verden. For det tredje fordi han var den, der gjorde min mor til mormor. Min mor levede stadig da jeg blev mor. Jeg husker dagene op til terminen,  jeg husker følelsen af at gå dage over. Jeg husker veerne, som kom hurtigt efter, at jeg troede at jeg havde tisset i sengen. Jeg husker fødslen. Jeg husker følelsen af, at have ham liggende på mit bryst lige efter han var kommet ud. Jeg husker mine forældre og hvordan de kom listene ind på fødestuen med en kurv med flag og champagne. Jeg husker måden min mor kiggede på mig og på Alfred. Jeg husker, hvordan jeg næsten med det samme fik en endnu større respekt for hende. Jeg husker, hvordan hun pakkede ham ind i dynen, mens hun snusede ham ned i det sorte hår. Alt det husker jeg helt tydeligt. Jeg husker min fars våde øjne. Og Sørens.

Efter min mor blev syg og døde er der nogle blanke sider omkring min barsel sammen med Alfred og det gør mig lige ked af det, hver gang han har fødselsdag – for jeg føler mig som en dårlig mor, når jeg ikke helt kan huske ham som ganske lille. Min første, som jeg burde kunne huske så meget af. Jeg husker savn, den manglende søvn, det sorte hul indeni mig, sårbarheden, den uendelige kærlighed, beskyttertrangen og tristheden. Jeg husker at være der, men ikke at være der.

Og så gør det mig trist, endnu engang at fejrer noget i livet, uden at kunne dele det med hende. Jeg har flere gange lige kigget op og husket på den glæde min mor skreg ud, da vi fortalte hende at jeg var gravid.

Heldigvis har jeg været tilstede lige siden og jeg har på allerførste række set min lille baby vokse sig til en stor og stærk dreng. En følsom fin dreng, som altid vil være noget særligt, ligesom de to andre er – bare på andre måder.

Jeg kunne ikke være mere stolt som mor. Vores Alfred, vores Alfebasse, min tusse ❤️ .

Venskaber som flytter sig sammen med livet

Jeg synes at det i perioder godt kan være svært at få tid til det hele. Det er noget med livskabalen. Jeg har venskaber, som jeg har fået set alt for lidt til det sidste års tid – uden anden grund end selve livet. Livet, og især det der er mest af i vores liv. Hamsterhjulet. Heldigvis gør det ikke noget, alt er som før, når først vi sidder sammen igen og sådan har jeg det heldigvis med alle mine gode venner, der kan godt gå lang tid uden vi får set hinanden, men det ændrer ikke ved vores venskab.

En del af mine venskaber stammer fra min tid som nyuddannet sygeplejerske. Det var en anden tid, på langt de fleste punkter. Der var ikke noget sådan rigtig hamsterhjul, livet kørte mere i en form for freestyle. Vi var spontane, havde masser af tid, alt det egotid vi havde lyst tid og tid sammen – selv med et fuldtidsarbejde. Weekenderne blev ofte brugt sammen, med en promille ind over. Sådan er det ikke nu, der er langt mere struktur og weekenderne bliver mest brugt på legepladser med to-go kaffe i hånden. Jeg er vild med begge verdener og ville ikke have været nogen af de to foruden. Jeg er dog uendelig glad for, at selvom vi har flyttet fokus og også er gået i hver vores retning i vores arbejdsliv, så er vi stadig veninder. Vi kender hinanden så godt og dybt inde i vores kerner er vi næsten helt de samme som dengang vi drak billig hvidvin hjemme hos hinanden, inden vi tog videre ud i byen.

Der er venskaber tilbage fra skolen, de venskaber som startede dengang vi hver i sær boede hjemme hos vores forældre. Dem jeg blev voksen med. Vi har været igennem kærestesorger, flere gange. Flytninger, byture, rejser og uvensskab – for så heldigvis igen at finde hinanden. Der er ligesom venskaber fra forskellige tider af livet. Gamle som nye. Helt særlige hver især. Jeg tager ikke mine venner for givet, de betyder simpelthen så meget for mig og jeg elsker at selvom vi flytter rundt i vores liv, så finder vi stadig hinanden. Vi finder hinanden i det som er lige nu, men også i alle minderne. Historierne fra “gamle dage”, vi kender hinanden på godt og på ondt – og jeg er heldigvis sikker på, at der med tiden kommer flere pauser fra hamsterhjulet, som gør at vi får set lidt mere til hinanden end lige nu.

Med alderen og livet, kommer der også nye venskaber til. De lidt lettere venskaber, ikke lettere på det mentale plan, men mere i forhold til logistikken. Det er de venskaber som er lige for næsen af én. Naboer, forældre til børnenes kammerater og kollegaer – dem man ser næsten dagligt. De gør at ens sociale behov bliver dækket en smule ind, samtidig med at man er mor, hustru og kollega. Det kræver ikke helt det samme overskud, fordi det er mennesker som nærmest deltager i samme hamsterhjul og fordi det ofte foregår om dagen. Nogle af de venskaber har med tiden udviklet sig til noget dybere, sådan nogle venskaber, hvor vi er fuldstændig samme sted i livet og derfor har en dyb forståelse for hinanden.

I hamsterhjulets hverdag, efter jeg har hentet børn, lavet mad og puttet dem – så skal jeg virkelig hanke stort op i mig selv, hvis jeg skal mødes med nogle udenfor matriklen. Ja, det er sgu lidt fesent – men sådan er det bare og det har jeg sluttet fred med. Sofaen den nærmest kalder på mig med høj piv stemme, når klokken har ramt otte. Når det er sagt, så er det altid så utrolig hyggeligt, når jeg alligevel formår at smutte ud en hverdagsaften. Nogengange skal man bare gøre det, for når først man sidder på cyklen så forsvinder trætheden. Og et par timer eller tre i uforstyrret snak og grin, det kan jeg altså flyve længe på.

Mine venskaber kan godt flytte sig med livet. Det føles godt at noget er så rigtigt, at det bare flytter med, selv når livet nogengange bliver vendt på hovedet. For det gør det. Der er selvfølgelig også røget venskaber igennem mit liv, det tænker jeg er ganske naturligt – en slags cyklus hvor der så kommer nye til. Det er rart at tænke på, at tætte venskaber kan opstå når som helst i livet – det gør mig glad og tryg på samme tid.

Fordi billedet minder mig om en af mine fødselsdage, hvor jeg havde samlet forskellige veninder til middag. Og fordi jeg glæder mig til sommer.

Billede cruise #36

Så ramte vi fredag igen, jeg aner simpelthen ikke hvordan det kan gå så hurtigt uge efter uge. Jeg sidder i nattøj med radioen tændt, opperen kører efter morgenmaden, det regner udenfor og mit snot har sat sig fast i min pande og det gør hulens ondt. Bortset fra det, så er det hyggeligt at sidde her ved vores spisebord med te og ro i hovedet. Vores Alfred han bliver ni år på tirsdag og denne weekend kommer derfor til at handle rigtig meget om fødselsdag. Den tredje fødselsdag her på matriklen indenfor fire uger. Så vores fødselsdagskasse, den er aldrig rigtig kommet tilbage på sin plads. Den med flag, vimpler, fødselsdagstog og servietter. Den må op i skabet efter på tirsdag, for så er der lige nogle måneder med pause. Men denne weekend, skal der pyntes op som vanligt og vores førstefødte skal fejres med manér. Ligesom han skal på tirsdag, hvor det er den ægte vare.

I morgen lørdag kommer der noget familie og søndag kommer der mere familie og nogle gode venner. Der er ingen børn i vores nærmeste familie og der var en gang, hvor Alfred sagde til mig, at det var kedeligt at fejre hans fødselsdag, når det kun var voksne mennesker. Det har han jo fuldstændig ret i, så efter dengang har vi altid haft venner med deres børn med til familiefødselsdagen. Vi har gjort os mange tanker omkring hans fødselsdagsgave, men nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at give ham en telefon. Jeg føler at det er det rigtige. Hvis du har lyst, har jeg skrevet mere omkring mine tanker om børn og mobiltelefoner her. Det er alligevel noget af en kontrast sådan først at fejre en som fylder tre år, som egentlig bare gerne vil have alle de Lynet Mc.quin biler der findes i verden, til så at fejre sådan en stor dreng, som ønsker sig telefoner, tøj og ægte bøger.

Jeg vil ønske jer en god weekend med lidt firkanter fra den sidste tid.

I tirsdags havde jeg sådan nogle dejlige time inde i byen sammen med en god veninde, som jeg desværre ser alt for sjældent efter hun er flyttet helt til det mørke Jylland. Vi fik talt en masse, mens vi bare gik og gik og gik. Så dejligt. Og så har jeg åbenbart lige efter det her billede tabt en af de fine diamanter på mit nye cover. Øv!

Jeg har haft et status og strategimøde med min agent, hvor vi har lagt gode planer for fremtiden, samtidig med en god snak om det der sker lige nu og her. Jeg er glad. Og stolt. Af hende, af BOOM Agency og af mig selv.

Jeg er stadig ikke kommet mig helt over, at min mindste er blevet klippet. Se lige alt det fine hår, som ligger lige der. Nu er han rimelig kort, fordi pludselig ville han gerne have samme hår som Alfred og da hele min familie var enig i hans ønske, så måtte jeg bøje mig. Han er så sød med sit nye hår, men jeg skal stadig lige vænne mig til, at han ser så kæmpe enorm stor ud. Søren kalder ham for Ankerstjerne. Der var også en som skrev til mig at han ligenede Dylan. Begge to vokse mænd og sjovt nok, så sagde Kalle til mig, da vi forlod frisøren “så mor, nu er jeg en rigtig mand”. Gisp!

Jeg har også spist den pæneste salat nogensinde. Nærmest som et helt kunstværk. Hvis ikke du kender Plant Power Food på fællesvej på Nørrebro, så er den virkelig et besøg værd. Den der smagte himmelsk.

Ham her, han er blevet bidt af en gal læsehest. Han læser, så snart han kan komme til det og jeg ELSKER det. Jeg kan se på ham, hvordan han kravler helt ind i bogens univers. Hvordan han forsvinder væk fra larmen omkring ham. Det er simpelthen det bedste. Det er godt, han har fødselsdag, sådan så han kan få lidt flere bøger. Jeg er så stolt af ham.

Det ser måske slet ikke så fancy ud, og det er det egentlig heller ikke. Men jeg må lige tippe om denne meget børnevenlige restaurant. Hvis vi skal ud at spise alle fem, så er sådan en kineser buffet altså altid et ret stort hit for os alle og vi har prøvet lidt forskellige af. Vi har dog fornyligt fundet delux modellen i Holte. I ved ude ved de fine. Den hedder Xin Fu og buffeten er helt det samme koncept som alle andre, men niveauet er lige hævet nogle centimeter. Deres sushi er mega lækker, med crispy topping, blomster og hele pivtøjet.

Så så man lige mig komme susende på det her elektriske løbehjul. Det var jo så sjovt. Jeg var alene med mine to store og vi skulle over i fælledparken, de ville køre på deres løbehjul derover og jeg skulle bare cykle ved siden af. Da vi kom ned på gaden stod der lige tre styk af de her seje løbehjul som er over hele byen. Jeg smed min cykel og downloadede appen og så var det bare afsti afsted. Og så fik jeg nok den bedste kompliment fra mine børn. De sagde nemlig at de synes, at jeg var så sej og ikke som de andre mødre, når jeg bare gjorde sådan. Selma sagde hun helt fik sommerfugle i maven over det. Ahrnem altså, tænk der ikke skal mere til. En smule spontanitet og de giver en topkarakter. Jeg skal klart prøve det igen.

Alfred skulle i går holde et oplæg i hans klasse om et valgfrit emne. Han valgte at fortælle om sin yndlingsbog Wimpy Kid. Her er lidt af hans stikord. Jeg ville så gerne have været en flue på væggen, mens han stod der foran klassen.

Åh mand, hvor er jeg bare glad for det her pæne skab inde i vores nye soveværelse. Og tak for alle jeres positive tilkendegivelser.

Når min utrolig søde chef (mig) giver mig en sofa hjemmearbejdsdag. #selvtak

Hjemmelavede falafler til pitabrød. Jeg ELSKER falafler, humus og alt andet med kikærter. Sådan noget gør det 100 % ud for kød for mig. Ikke at jeg ikke spiser kød, men mange dage gør jeg ikke og de har små basser har så god en smag og er gode til alt muligt andet end pitabrød.

Jeg har brug for flere hylder til mine, ifølge min mand, alt for mange skåle og mærkelige kopper. Og tænk den der grønne bønne plante, var sådan en mine unger fik i pakkekaldender fra Flying Tiger. Der var en bønne inde i en dåse, som man skulle vande og nu vokser og vokser den bare. Jeg kan godt lide den.

Det var ordene. Vi høres ved.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault